Ravne-trickster-maske fra Kwaikutl-folket. Metropolotian Museum of Art. Foto: Pierre Selim (CC BY 3.0)
Tricksteren som dyr, menneske og overmenneske
Animisme er et verdensperspektiv, ifølge hvilket verden er beboet af både menneskelige personer og ikke-menneskelige personer. Sidstnævnte er ofte dyre-personer, der taler og interagerer ’menneskeligt’ med mennesker og hinanden, men har ’overmenneskelige’ evner.
En helt særlig rolle indtager den såkaldte trickster. Et dyr og et ikke-dyr, der er menneskeligt og overmenneskeligt på samme tid. En underholdende og tvetydig kulturskaber, der på én gang er forunderlig og farlig, men altid underholdende. Trickster-fortællinger ligger en rationel hverdagsvirkelighed fjernt, men selv i fjerne dele af verden overlapper de ikke desto mindre velkendte motiver fra den vestlige kulturarv — og italesætter verden og tilværelsen i alle dens uvurderlige, underfundige, urovækkende og underholdende aspekter …
1. Ravn, tlingit-folkets kulturskaber
”Ingen ved rigtigt, hvordan fortællingen om Ravn begynder, så man begynder hver især fra det sted, hvorfra man kender den. Her hos os begyndte den altid på denne måde: Ravn blev først kaldt Kit-ka’ositiyi-qa-yit (’Søn af Kit-ka’ositiyi-qa‘). Da hans søn blev født, forsøgte Kit-ka’ositiyi-qa at lære og træne ham på enhver tænkelig måde, og efter at han voksede op, fortalte han ham, at han ville give ham styrke til at skabe en verden. Efter at Ravn havde prøvet sig frem på alle mulige måder, lykkedes det endelig.” (Swanton 1909: 3).
Citatet er fra den amerikanske antropolog og lingvist John R. Swantons samling af fortællinger fra tlingit-folket, for hvem den underfundige og flertydige karakter Ravn er en central kosmologisk figur, der her skaber verden på famlende og fumlende manér.
Tlingit-folket stammer fra den nordamerikanske Stillehavskyst i det sydvestlige Alaska, og ravnens særegne betydning er også udtalt hos mange indfødte nabofolk. Ravn er på én og samme tid en menneskegavnlig kulturbringer og bedragerisk drillepind, en mere eller mindre guddommelig karakter, der kan transformere sig til mange forskellige skikkelser og skabe eller forme verden. Desuden rejser han fra sted til sted som en nordamerikansk Odysseus, og på sine rejser konfronteres han med talrige udfordringer og møder spøgelser, monstre og andre dyre-personer.
Ravn sørger for dagslyset, vandløbene, havet og menneskene, som han inddeler i forskellige stammer, der taler forskellige sprog. Han er en verdensordner, mere end en verdensskaber. Han ordner naturen, fordeler fuglearterne og andre dyr i hver deres niche og tildeler dem forskellige roller og betydninger i verden. Han bringer også ilden til menneskene og lærer dem at fiske, fremstille sælspyd og bygge kanoer — Ravn er kort og godt tlingit-folkets kulturskaber.
Han er desuden en mediator mellem mennesker og andre (ikke-menneskelige) personer, og han lærer mennesket, at “nogle vilde dyre er bestemt til at være deres venner, dvs. ’emblem-dyr’ (crest animals), med hvilke de kan tale”, og forklarer tilsvarende, at heller ikke dyrene i havdybet er “hvad vi tror, de er, men er ligesom mennesker” (Swanton 1909: 83f).
Ravn er for så vidt en velgører, men afgjort ingen helgen. Han er f.eks. også en first mover i forhold til at introducere krig, og han holder sig bestemt ikke tilbage fra at lyve, stjæle, bedrage og slå ihjel. De voksne bruger derfor også fortællingerne om hans gøren og laden i børneopdragelsen som en pædagogisk personificering af, hvordan man ikke skal agere; f.eks. tjener han som en lærerig advarsel imod grådighed og selviskhed (ibid.: 92).
Særlig bemærkelsesværdig er tlingit-folkets myte om den store vandflod, der er tæt på at udslette alt liv — og som har klare paralleller til den bibelske syndflodsmyte.
Selve oplægget til tlingit-folkets fortælling er ganske vist ikke særlig ’bibelsk’: Ravn forfører sin tante, der ellers er blevet låst inde i en boks af sin jaloux ægtemand, Ravns onkel (Goodchild 2014: 11), som efterfølgende forsøger at dræbe ham efter denne frækhed.
Til sidst beslutter den forsmåede onkel simpelthen at udslette hele menneskeheden under en apokalyptisk regnskylle, hvilket til gengæld ikke er uden genkendelige bibelske elementer:
“Dernæst blev det så vådt og stormende, at folk ikke kunne få mad og begyndte at sulte. (…) Men Ravn fløj op til den højeste sky på himlen og hang dér i sit næb. Efter at han havde hængt i skyen i dagevis — ingen ved hvor længe — trak han sit næb til sig, bedte og faldt ned på et stykke tang, for han troede, at vandet var væk. Han gjorde således, og da han fløj afsted, mødte han vandet halvvejs nede ad bjerget.” (Swanton 1909: 120).
Ravn redder sig altså fra verdensundergangen på et hængende hår (eller rettere hængende i sit næb), hvorpå han skaber en ny menneskehed og begynder at genoprette verden. Han er dog ikke alene, men får hjælp af Odder, som bringer ham alt det grus, der skal til for at forme øerne og fastlandet:
“Dernæst smider Ravn gruset — disse småsten — / i retning af fastlandet. / Som han kastede dem, / blev de hver især til en ø. / Wow! De blev til øer. Så flyver han hen til en af dem / og sidder der / for at få vejret. / Mens han i lang tid sidder og får vejret, / smider han endnu én. / Den bliver til en anden ø. / Det er atter en ø. Han smider en anden småsten mod fastlandet. / Så flyver han derhen.” (Dauenhauer & Dauenhauer 1998: 59).
Bjergtoppe rager op over de vandmasser, som udslettede menneskeheden, og Ravn flyver frem og tilbage over vandene, mens han genskaber (eller transformerer) verden, indtil den atter bliver beboelig. Motiver, der som nævnt minder om den bibelske syndflodsmyte, skønt de er uden indbyrdes kulturhistoriske forbindelseslinjer.
Ifølge den hebraiske bibel strander Noahs ark således et sted i bjergene i oldtidsriget Urartu (i moderne bibeloversættelser bliver det gerne til ”Ararats bjerge”, men i den latinske bibeloversættelse Vulgata lokaliseres det til ”Armeniens bjerge”), hvorefter Noah prøver at finde fast grund under fødderne:
”Da der var gået fyrretyve dage, åbnede Noah den luge, han havde lavet på arken, og sendte en ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil vandet var tørret bort fra jorden.” (1. Mos. 8, 6-7).
Landjorden er altså ved at komme til syne igen, da han sender ravnen ud, og ligesom tlingit-folkets Ravn flyver også Noahs ravn frem og tilbage, indtil jorden dukker op — om end tlingit-folket selvfølgelig fortæller om den ekstra detalje, at Ravn aktivt frembringer landjorden.
De ældste skriftlige kilder til den hebraiske bibel er fra det 3.-4. århundrede f.v.t., men mesopotamiske ’syndflodsmyter’ er mindst et par årtusinder ældre og fortæller også om en viis mand (Utnapishtim, Ziusudra eller Atrahasis), der bliver rådet af en gud til at bygge en ark og således overlever en global vandflod.
Her finder vi ravnen i en lignende rolle, f.eks. i den syndflodsmyte, der berettes i det mesopotamiske Gilgamesh-epos, som vi kender i brudstykker fra midten af det 3. årtusind f.v.t. (om end den mest komplette version stammer fra det 7. århundrede f.v.t.).
Her er det Utnapishtim, der sender en due og siden en svale ud for at finde fast grund under fødderne, men det er først, da ravnen sendes ud, at verden vender tilbage:
“Jeg lod en ravn flyve ud, slap den fri; / ravnen fløj og så, hvordan vandene svandt bort; / den åd, den skreg(?), den fløj bort med mad i næbbet og kom ikke tilbage.” (Gilgamesh XI, 153-155; oversat af Westerholz & Westerholz).
• Læs mere om syndflodsmyterne: Animistiske rødder i Bibelen og Mesopotamien — og Noah’erne før Noah
Selv om Ravn umiddelbart virker fremmed og usammenlignelig med vestlige kulturrødder, er der altså ikke desto mindre visse mytiske sammenfald, der gør den lidt mere relatérbar til vestlig kulturarv.
Men som vi også har set, har tlingit-folkets Ravn mange flere facetter end ravnen i den bibelske og de mesopotamiske syndflodsmyter, og selv om den både skaber verden og redder (eller genskaber) menneskeheden, ligner den hverken Gud eller Noah:
“Efter at alle menneskene var udslettet, skabte Ravn nye mennesker af blade. (…) Han sagde til folket: ’Når tidevandet trækker bort, vil jeres mad ligge blottet. Når tidevandet kommer tilbage, vil jeres mad være at finde i skovene’, hvorved han hentydede til bjørne og andre skovdyr.” (Swanton 1909: 18).
Selv om fortællingerne er blottet for traditionel rationel konsistens, udfolder de en fungerende verdens-, kultur- og samfundsforståelse, der spænder over (og blander) helt trivielle hverdagspointer med kosmologiske temaer, der har både almindelig og rituel betydning for tlingit-folket.
Man skal dog heller ikke underkende betydningen af de underholdende og komiske elementer, som også kommer til udtryk i denne på én gang såre ’menneskelige’ og dog aldeles ’overmenneskelige’ karakter.
I tlingit-folkets fortællinger er Ravn f.eks. drevet af en umættelig hunger, og han både drømmer, ryger, drikker, spiser og skider: “Ravn ville pludselig skide og gik i gang. Men i samme øjeblik begyndte den store laks at svømme mod land, hvorfor Ravn sagde: ‘Vent lige, min ven, kom ikke i land endnu, for jeg skal gøre noget færdigt.’ Så laksen svømmede ud igen.” (Swanton 1909: 5).
Fremførelsen af fortællingerne er ikke omgærdet af dyster alvor, men er gerne ledsaget af tilhørernes tilbagevendende latter (Dauenhauer & Dauenhauer 2014: 281), og nogle af fortællingerne er endog så saftige, at visse passager tidligere kun er oversat til latin for ikke at støde bornerte vesterlændinges seksualmoral (Dauenhauer & Dauenhauer 1998: 37).
Trickster — benefaktor og ballademager
En sådan skikkelse, der på den ene side er en kosmologisk og kulturgavnlig aktør, men også er karakteriseret af en jordbunden menneskelighed, som på den anden side indbefatter egoistiske og bedrageriske tricks — og måske fornøjelige tilbøjeligheder á la hofnarren og klovnen — karakteriseres som en trickster.
Haida-folket, der er et nabofolk til tlingit-folket, beretter ligeledes om en kulturskaber Ravn, og også her kender man forskellige varianter af fortællingen om den globale vandflod.
Her er Ravn en uvorn søn af høvding Hul-i-sin-finne (Spækhugger) og hans hustru Tidevand, og Ravn forfører ikke blot én tante, men to, hvorefter den hævnende onkel atter reagerer ved at sende en vandflod:
“Han tager sin hat på. En strømhvivvel strømmer ud af den, og vand begynder at dække Jorden. Ravn tager sit ravneham på og flyver op til himlen. Han begynder at sparke vandet, og til sidst trækker det sig tilbage.” (Goodchild 1991: 33).
En anden version af myten beretter, at der “for meget lang tid siden var en stor vandflod, som udslettede alle mennesker og dyr, bortset fra en enkelt ravn” (Frazer 1918: 319).
Ravn er ensom i en næsten tom verden og vandrer omkring på en ø, hvor han finder en muslingeskal halvt begravet i sandet på stranden. Fra muslingeskallen hører han en hvisken, og et ansigt titter frem. Flere stemmer følger efter, og Ravn kalder: “Kom ud!”
Efterhånden tager menneskene mod til sig, kommer ud af skallen og spreder sig ud over øen (Barbeau 1953: 159). Også denne myte findes i flere mere eller mindre overlappende versioner (f.eks. Swanton 1905: 320).
Ravnen er ikke alene udbredt som trickster blandt en række indfødte folk på den nordamerikanske Stillehavskyst, men også i mange andre animistiske kulturer vidt forskellige steder på den nordlige halvkugle, bl.a. hos inuitter i arktiske områder (Oosten & Laugrand 2006), tjuktere i det nordøstligste hjørne af Asien og de kulturelt beslægtede korjakere fra Kamtjatka (Goodchild 1991: 9).
Der er ikke én og ‘samme’ kilde til ravnefortællingerne i spredte kulturelle kontekster, hvor de i reglen er opstået uafhængigt af hinanden.
En analyse af tricksteren blandt inuitter afviser f.eks. spekulationer om, at det vidt udbredte mytologiske og rituelle kompleks af ravne-fortællinger skulle være overtaget fra nabofolk. Sammenfattende hedder det f.eks. om ravnen blandt inuitter i Alaska: “Ravne-fortællinger danner et mønster: Ravnen, der er skaber og samtidig trickster, er på samme tid meget listig og meget ubegavet. Han kan let snyde andre væsner og bliver let snydt af dem. I forskellige myter er han en mester til at fremskaffe og skjule lyset. Han udfolder alle slags transformationer ved at løfte sit næb og/eller flagre med sine vinger.” (Oosten & Laugrand 2006: 191).
Der er dog forskel på ravnens status i de arktiske områder, f.eks. er Ravn en kultur-hero og kultur- og menneskeskaber i de vestlige arktiske områder, men ikke i de østlige, hvor det dog stadig er Ravn, der har skabt lyset (Oosten & Laugrand 2006: 201).
Men i vidt forskellige kultursammenhænge er Ravn altså både en fugl og en art tvetydig guddom, og i alle tilfælde en person, hvilket er karakteristisk for det animistiske verdensperspektiv. Opfattelsen af en person kan således i flere henseender udstrækkes til også at gælde dyr, planter, himmelobjekter, vejfænomener, genstande og meget andet.
I haida-folkets ravnemasker åbenbarer denne dobbelthed sig helt konkret som lag på lag, idet masken kan åbnes og røber en maske indeni masken — en menneske-maske. Denne transformation er ikke reserveret tricksteren, men særligt genkendeligt ved denne figur.
I myter, der bl.a. er indsamlet fra nordamerikanske indfødte fra den øvre del af Thompson River i den canadiske provins British Columbia, tilskrives verdens og menneskets skabelse mere end én trickster, hvoriblandt Coyote dog er en af de mest indflydelsesrige. I en introduktion til fortællingerne skriver den amerikanske antropolog Franz Boas:
“I det, vi kunnne kalde den præhistoriske æra, var der ingen klar distinktion imellem menneske og dyr. Til sidst dukkede kultur-heroen op og transformerede nogle af den tids væsner til dyr, andre til mennesker. Han lærte menneskene, hvordan man dræber dyr, hvordan man skaber ild, og hvordan man ifører sig selv klæder. Han er det fantastiske benevolente væsen, menneskehedens hjælper. Men den samme fantastiske kultur-hero dukker også op i andre fortællinger som en udspekuleret trickster, der på opblæst vis tror sig overlegen over alle andre, som han forsøger at bedrage på alle mulige måder — og for hvilket han ofte bliver straffet for sin indbildskhed af de påtænkte ofres stærkere kræfter. Ingen krigsmetode er for gemen for ham, hvis den stiller sejr i udsigt; intet trick er for lavt, hvis det hjælper ham til at opnå sit mål.” (Teit 1898: 4).
Tricksteren er en paradoksal figur, der tidligere gav religionsforskere endnu flere grå hår i hovedet.
Nogle mente, at der måtte have været en mere oprindelig og ’renere’ version af kultur-heroen, som efterhånden måtte være degenereret og blevet tilføjet mere vulgære trickster-aspekter.
Omvendt hævder Franz Boas, at der er tale om vigtige og vedvarende karakteristika ved al såkaldt primitiv religion. Han henviser bl.a. til parallellerne mellem Coyote og tlingit-folkets Ravn, der midt i al sin velgørenhed ligeledes er en bedrager med egoistiske motiver, og netop egoismen bliver Boas’ omdrejningspunkt for forståelsen af tricksteren.
Et halvt århundrede senere lodder den amerikanske antropolog Paul Radin imidlertid i 1956 dybderne af tricksteren i en klassisk og mere filosofisk analyse, ikke mindst baseret på oversættelse af trickster-fortællinger, der er indsamlet fra det nordamerikanske winnebago-folk i 1912. Winnebago-ordet for trickster er wadjunkaga, der betyder ”den udspekulerede” eller (the tricky one) (Radin 1956: 132), og Radin betoner figurens kompleksitet, der er vanskelig at få et entydigt greb om:
“Ingen generation forstår tricksteren til fulde, men ingen generation kan heller klare sig uden. Enhver generation måtte inkludere ham i deres teologier og kosmogonier, til trods for erkendelsen af, at han ikke rigtig passede ind i nogen af dem, for han repræsenterer ikke kun den udifferentierede og fjerne fortid, men også den udifferentierede nutid i ethvert individ. Det er det, der konstituerer hans universelle og vedvarende tiltrækningskraft. Og derved blev og forblev han alting for ethvert menneske — gud, dyr, menneske, helt, klovn. Den, som var før godt og ondt. Benægter, bekræfter, ødelægger og skaber. Hvis vi ler af ham, griner han af os. Det, der hænder for ham, hænder for os.” (Radin 1956: 168f).
Det er forestillinger, som ligger en almen rationalisme fjernt og også af den grund kan forekomme en hverdagsvestlig oplevelse af verden så fremmedartede, at de mest af alt minder moderne læsere om børneeventyr, hvorfor animisme blev anskuet som laverestående racers tilbagestående fortællinger af religionsforskere i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Men hvor tlingit- og haida-folkets animistiske fortællinger om Ravn altså på den ene side forekommer at være aldeles fremmedartede i forhold til den vestlige kulturarv, er der på den anden side genkendelige elementer fra syndflodsmyten, til trods for at bibelsk og mesopotamisk kulturhistorie er uden tidslige eller geografiske berøringsflader med indfødte på den nordamerikanske stillehavskyst, før europæerne kommer til Nordamerika.
Også ravnen som en specifik hybrid mellem dyr og menneske, der på samme tid er en menneskelig og overmenneskelig person, er dog et træk, der langtfra er fremmed i vores egen kulturarv, tænk blot på Odins ravne Hugin og Munin, valravnen og andre ravne-figurer i nordisk folklore, som vi skal vende tilbage til i en kommende artikel.
Nogle tricksters er bevidst hensynsfulde over for menneskeheden, andre er det ikke — eller er det kun som et middel til at nå deres egne mål, men alene at se dem i egoismens lys er for snævert og glemmer vigtigheden af deres menneskelige svagheder og uædle tilbøjeligheder, der er genkendelige for tilhørerne og kan være både underholdende, morsomme og uhøjtidelige.
Fortællingerne om Ture og Ravn er åbne døre ind i tværkulturelle animistiske verdener, hvor trickstere er ”fundamentalt og arketypisk skræddersyet til animistiske kosmologier og især kosmogonier,” som den engelske antropolog og ekspert i animisme, Graham Harvey, senere fremhæver (Harvey 2017/2005: 126f).
Ligesom der er visse overlapninger mellem mere velkendte syndflodsmyter i Vestens kulturhistoriske arv og fortællingerne om Ravn hos fjerne folk på den nordamerikanske stillehavskyst, er heller ikke trickster-karakteren ukendt i den vestlige kulturarv, hvor nogle af de mest oplagte og prominente eksempler er den nordiske gud Loke og den græske gud Prometheus.
3. Tricksteren Loke får et føl
Loke er måske vikingetidens mest sammensatte mytologiske figur, en både-og og hverken-eller aktør, som hører til på alle sider og dog ingen steder. Han er både en del af et velkendt panteon, ven af flere andre guder og blodsbroder med Odin, og han er instrumental i skabelsen af Thors hammer, Mjølner, og Odins spyd, Gungnir.
Men med jættekvinden Angerboda er han også far til kaosmagter som Fenrisulven, Jørmungand (Midgårdsormen) og dødsgudinden Hel, og som ansvarlig for drabet på Balder forårsager han en kæde af begivenheder, der fører til ragnarok.
Om Loke kan vi f.eks. læse i Snorris Edda, at skønt hans far er jætten Farbauti, regnes han blandt aserne, men nogle kalder ham “asernes bagvasker og bedrageriets begyndelse og alle guders og menneskers skændsel”.
Hans klogskab er hans styrke: “Han besad den kløgt frem for andre individer, som kaldes list, og bruger kneb ved enhver lejlighed. Som regel bragte han aserne i uoverstigelige vanskeligheder, og ofte reddede han dem med listige påfund.” (Gylfaginning 33).
Som Ravn og Ture er Loke også shapeshifter. Denne udflydende vekslen mellem dyr og menneske så vi f.eks. i de nordamerikanske ravnefortællinger, hvor Ravn, der jo er en fugl, også er en person, som f.eks. må iføre sig ravneham, da han skal standse syndfloden: “Ravn tager sit ravneham på og flyver op til himlen.” (Goodchild 1991: 33).
Loke kan tilsvarende iføre sig dyreham og f.eks. forvandle sig til svane, laks eller hoppe. I sidstnævnte skikkelse bliver han sågar bedækket af jættehingsten Svadilfare, hvorefter han bogstavelig talt får et føl: den ottebenede hest, Sleipner.
Den engelske arkæolog Neil S. Price, der er ekspert i vikingetiden, skriver om Lokes trickster-karakter:
“I lang tid er Loke blevet betragtet som et problem blandt religionshistorikere, fordi han ikke er en gud for noget som helst — han har ingen indlysende funktion, selv i den relativt low-key betydning, der karakteriserer de andre guddomme i det nordiske panteon. Der er intet bevis for en kult, der er associeret til ham, og der er ingen teoforiske stadnavne, der inkluderer hans navn. Han udfylder mange roller i mytologien, nogle af dem gensidigt modsigende …” (Price 2002: 323).
Da tricksteren både udfordrer og skaber verdensordener, indebærer det ofte en konfrontation med de kræfter, der opretholder et kosmisk status quo. Det gælder ikke alene Loke som Odins tilbagevendende antagonist, men f.eks. også den græske trikster-gud Prometheus, da han narrer himmelkongen Zeus for at berige mennesket med brugen af ild.
Prometheus’ oprør imod Zeus er et centralt tema i tragedien Den bundne Prometheus, som dateres til det 5. århundrede f.v.t. og traditionelt tilskrives Aischylos, men er baseret på ældre myter.
Tragediedigteren (hvis identitet dog er genstand for begrundet tvivl) lader den oprørske Prometheus berette, hvordan han har forsvaret mennesket imod Zeus’ udryddelsesforsøg:
De arme dødeliges ret han [Zeus] havde glemt,
det var endog hans agt at lade Jordens slægt
tilintetgøre helt og skabe sig en ny.
Men jeg alene sagde nej til denne plan.
Jeg havde mod og fik de dødelige frelst
fra knust til støv at synke ned i Hades’ hjem.
(Aischylos: Prometheus Bound, v. 231-236)
Lokes og Prometheus’ roller som kulturskabere og verdensordnere er naturligvis ikke uden videre identiske med de trickster-roller, som f.eks. tlingit-folkets Ravn indtager, og som vi har været inde på indledningsvis.
Men ikke ulig indfødtes trickstere fra den nordamerikanske stillehavskyst sætter også Lokes og Prometheus’ handlinger fortællinger i gang og agerer, hvor andre reagerer, og dermed driver de handlingen (og verden) dynamisk fremad.
Blandt græske digtere i det 6. og 5. århundrede f.v.t., hvor frihed bliver et omsiggribende plusord i det antikke Grækenlands kulturstrømninger, fremtræder Prometheus’ karakter som en menneskegavnlig og antiautoritær frihedshelt. Men det betyder ikke, at de mere skurkagtige sider, som vi kender fra Loke, er helt fraværende i tidligere beskrivelser af Prometheus.
F.eks. præsenterer den græske digter Hesiod ikke kun den kulturgavnlige, men også den mindre ædle Prometheus i Theogonien og Værker og dage fra det 7.-8. århundrede f.v.t. Her er den kløgtige gud således ”kroget af sind”, og det er hans ”rænker”, der får skylden for den efterfølgende ”trængsel for menneskene” — til trods for at det også i Hesiods digte er Zeus, der vælger at straffe menneskene i sin vrede over Prometheus (Hesiod: Theogonien: v. 507-616; Værker og dage: v. 42-105).
I græsk og nordisk mytologi er tricksteren altså heller ikke alene en velmenende og velgørende kulturskaber, der gavner mennesker, men også en bedragerisk rænkesmed. Lokes emfase synes ofte at ligge på de sidstnævnte træk, Prometheus’ på de førstnævnte, men interessant er også det menneskevenlige aspekt af Loke, der kommer til udtryk i det færøske kvad “Lokes sang” (Loka Táttur).
Teksten, der første gang blev offentliggjort i 1822 på færøsk med en dansk paralleloversættelse af Hans Christian Lyngbye, er en forbløffende sen kilde til nordisk mytologi, men rækker formentlig mange århundreder tilbage.
Lyngbye omskriver skrímsli og risi (der kan betyde “kæmpe”) til Skrýmir, et andet navn for Udgårdsloke, hvis list ved flere lejligheder er en stor udfordring for guderne. Der er dog intet i visen, der indikerer, hvorfor navnet skulle være Skrymir, og i en nyere oversættelse bliver uhyret blot til “jætten”.
Fortællingen, der er for god til ikke at genfortælle, handler om en bonde, der har været skødesløs nok til at satse sin søn i et brætspil med jætten, som bonden selvfølgelig taber.
Derefter henvender han sig imidlertid til guderne for at få hjælp til at redde drengen. Først hidkaldes Odin, der fremtryller en kornmark og forvandler drengen til et lille bygkorn i et aks for at skjule ham i mængden. Det er dog ingen sag for jætten at rive kornet op, og han er lige ved at hugge drengen ihjel med sit sværd, før Odin når at hente ham tilbage til sit hjem.
Odin giver op, og i stedet hidkaldes Høner, der forvandler drengen til en fjer på en svanes hoved. Atter er jætten en gud overlegen, da han bider svanen over og rykker halsen af dens krop. Kun i sidste øjeblik når drengen at undslippe fra fjeren, der stikker ud af jættens gab, og Høner henter ham tilbage til sit hjem. Og giver op.
Til sidst hidkaldes endelig Loke, der samme nat ror drengen ud til den yderste fiskebanke, som “det bliver sagt i de gamle kilder”, indskyder den anonyme forfatter. Loke fanger en sort helleflynder og forvandler drengen til et korn i fiskens rogn. Om morgenen ror jætten ud mod fiskebanken, og Loke overtaler ham til at komme med i båden.
Til Lokes fortrydelse får jætten snart den sorte helleflynder på krogen og begynder at tælle hvert korn i dens rogn, og den frygtsomme dreng springer frem. Det lykkes dog Loke at gemme ham bag sin ryg, indtil de kommer tilbage til stranden, men ak — dér bliver han opdaget.
Jætten sætter efter ham, men ved magisk list lykkes det dog Loke at hugge ham ihjel og levere drengen uskadt tilbage til sine forældre. Loke er altså her den klogeste og snedigste af de tre guder, og sangen er et eksempel på tricksterens velgørende betydning for menneskene. Det er samtidig også en underholdende fortælling, og selv om det måske kan lyde lidt morbidt i moderne ører, er alvoren ikke værre, end at også drengen morer sig:
“Drengen syntes at det var morsomt,
at se, hvordan jætten gik i stykker.”
(Lokka táttur: 92; oversat af Anker Eli Petersen).
Tricksteren er hverken en ‘god’ og ‘altruistisk’ eller ‘ond’ og ‘egoistisk’ figur, der enten gavner eller forværrer menneskets vilkår. Han er begge dele i forskellige doser og forskellige situationer.
• Læs også om zande-folkets trickster Ture: Religionsforskning på ’primitive’ præmisser (afsnit 1)
Og i lighed med så mange andre religionsfænomenologiske begreber, som vestlige antropologer og religionshistorikere har konstrueret ud fra nogle kulturer og generaliseret (nogle gange mere hensigtsmæssigt end andre), skal ’trickster’ heller ikke betragtes som en firkantet støbeform, men som et plastisk redskab, der hjælper en indledende forståelse via tværkulturelle berøringsflader.
Ravne-tricksteren er en specifik version i en række animistiske kulturer på den nordlige halvkugle, hvorom den svenske religionshistoriker og antropolog Åke Hultkrantz skriver: “De palæosibiriske folk og nordamerikanske indianere deler ideen om en kultur-hero og trickster. Hans navn er Raven, eller Big Raven blandt nordvest-indianere, og han optræder enten menneskelig eller som fugl. Blandt korakerne er det Big Raven, som formede Jorden, bragte lyset og skabte alle dyrene. Han er menneskehdens forfader og den første shaman. Han er den mest prominente guddom (om end der er en vag himmelgud, identisk med gryet, som også repræsenterer universet). Samtidig er Big Raven den mest obskøne trickster, og han dominerer mytologien.” (Hultkrantz 1987).
Animistiske kosmologier og kulturskabere hviler således på et fleksibelt kontinuum snarere end de skarpe modsætningspar, der kendetegner den vestlige metafysiks snit mellem ’ånd’ og ’materie’ eller ’det menneskelige’ og ’det guddommelige’. I det hele taget er en række af de distinktioner, der er fundamentale byggesten i hverdagsvestlige verdensbillede, slet ikke fastboltede skillevægge i et mere flydende animistisk verdensperspektiv — f.eks. natur/overnatur og subjekt/objekt.
Men det stikker på én gang dybere og bliver ikke desto mindre mere nærværende ‘hverdagsagtigt’, når vi møder tricksteren. En listig og lidenskabelig normbryder, hvis selviske gerninger kan få skæbnesvangre eller velgørende konsekvenser.
Han er mere og mindre end menneskelig på samme tid, et billede på tilværelsens spændvidde og nuancer, hvor gerninger og begivenheder sjældent er entydigt det ene eller det andet. Og dermed er han en nøglefigur i det animistiske verdensperspektiv, hvor mennesker er i slægt med naturens flersidige foranderlige liv, og hvor tricksteren italesætter verden og tilværelsen i alle dens uvurderlige, underfundige, urovækkende og ikke mindst underholdende aspekter.
Rune Engelbreth Larsen, 7. marts 2021
Tak til private givere for støtte til Polifilo.dk
Essayet er en del af forarbejdet til bogen
Animisme — arv og aktualitet