Hvorfor ravneflaget er aktuelt igen på en ny måde
• In English: Why the animist Ravenflag might be relevant again
I begyndelsen af det 21. århundrede er vikingetiden nærmest blevet genstand for en global renæssance. Eller i det mindste en stærkt opblussende populærkulturel fascination, der spænder fra et fantasifuldt superhelte-univers til en lind strøm af film og serier om datidens legendariske hovedpersoner. Men også på de sociale medier, i smykkekollektioner og som tattoo art er interessen eksploderet, og nordisk jernalderkultur og -mytologi er blevet inspirationskilde til et væld af spirituelle strømninger og har nærmest affødt en særegen og succesrig musikalsk genre med Wardruna og Heilung blandt de kendteste af mange navne.
Det, der måske så ud til blot at være et modelune, har udfoldet en større spændvidde, end nogen vidtløftig vikingeromantik lod ane.
Rødderne til den kulturelle kontinuitet, som vikingetiden også er en del af, er menneskets og naturens forbundethed.
Det er en arv, som står i kontrast til det antropocentriske verdensperspektiv, der er resulteret i to store globale katastrofer, klimakrisen og biodiversitetskrisen (som dybest set er én og same krise), og derfor er det en arv, vi kan genfortælle og reaktualisere på nye og gamle måder.
En religionshistoriker og tre kunstnere har reaktualiseret og redesignet vikingernes ravneflag som symbol på en fornyet respektfuld relation mellem mennesker og natur, og i dette essay forklarer jeg, hvorfor det i mine øjne er en meningsfuld og inspirerende idé — på trods af (eller snarere fordi) flagets tilknytning til al vikingevirakken er en anden end f.eks. den Hollywoodske kommercialisering af vikingetiden.
1. Klima- og naturkrise kalder på nye natur-relationer mellem menneske og natur
Homo Sapiens er blot én af Jordens omtrent 10 millioner arter. Alle er vi historisk forbundet på kryds og tværs, og vi består dybest set af de samme biologiske byggesten.
Vi er blade på et træ, hvis rødder er evolutionens forunderlige forgreninger, der rækker tilbage til livets opståen i oceanerne. Den Blå Planet blev til Den Levende Planet.
Men måske er Den Levende Planet også Den Ensomme Planet?
I hvert fald kender vi ikke andre levende planeter end vores egen. Ganske vist taler sandsynligheden for, at liv er et udbredt fænomen i universet, men i vores eget solsystem er der kun liv på én klode. Desuden er universets livløse afstande bogstavelig talt så astronomiske, at mennesket næppe nogen sinde rejser til et andet solsystem med andre fartøjer end fantasiens.
Til gengæld er millioner af forskellige arter og måske trilliarder af individuelle dyr, planter og svampe med en ubegribelig variation og skønhed koncentreret lige her på vores fælles klode.
Livets jordiske mangfoldighed ser ud til at være en unik og uvurderlig undtagelse eller i hvert fald en kosmisk sjældenhed, som vi så meget desto mere burde værdsætte og værne om — måske i det hele taget være mere jordbundne. Og dog har vi aldrig udryddet flere arter og forarmet større dele af naturen end i dag, hvor menneskets ageren er kulmineret i to globale katastrofer: Biodiversitetskrisen og klimakrisen.
Vi er blevet fremmede for naturen og de andre arter, som vi deler kloden med — men sådan har det ikke altid været.
Oplevelsen af naturen som et hjem, der ikke blot huser andre arter end Homo Sapiens, men også andre personer end mennesker, er ikke alene udbredt fra stenalderen til jernalderen, men også historisk og aktuelt blandt utallige indfødte folk og i en række religioner.
Gennem fortællinger, billedkunst, musik, skikke og ritualer knyttes tætte bånd til udvalgte arter og specifikke naturfænomener, der af kulturelle eller personlige grunde taler særlig stærkt til os. Eksempelvis indgår en række dyr, træer, floder, bjerge og himmellegemer i en bredere åndelig forståelse, hvor de italesættes som sociale relationer i form af venskaber og slægtskaber mellem personer på tværs af biologiske skillelinjer.
Vi betegner ofte sådanne verdensperspektiver som animisme, skønt det ikke er en ’isme’ i betydningen af et doktrinært system inden for en filosofi, ideologi eller religion. Dybest set er det et udbredt perspektiv, der er indlejret i den måde, hvorpå mange knytter respektfulde relationer til naturens kræfter og personer.
I en vis marginal forstand er det sammenligneligt med mange moderne familiers omgang med kæledyr, som både børn og voksne knytter personlige forhold til i form af navne, snak og affektion, til tider endog med påklædning og ved at fejre deres fødselsdage og dybest set inkludere dem som medlemmer af familien. Det er en adfærd, der befinder sig inden for samme vidtstrakte spektrum som klassiske animistiske traditioner, men i de fleste af samtidens opfattelser naturligvis i den mindre grænseoverskridende ende end den form for relationer, hvor nogle eller endog alle arter og andre naturfænomener betragtes som egentlige personer.
De færreste spekulerer over den slags, når de lufter hunden, og for de fleste er et antropocentrisk verdensperspektiv alfa og omega, mens et animistisk verdensperspektiv blot er ekstremt fremmedartet. Men eftersom animisme formentlig er det mest udbredte verdensperspektiv, både historisk og geografisk, er det faktisk mere almenmenneskeligt end underligt og eksotisk.
Vi finder animisme indlejret i store kulturdannelser, der udgør betragtelige dele af oldtidens historiske rodnet til den såkaldte vestlige verden — Mesopotamien, Egypten, Grækenland og Rom. Men også i Nordeuropa frem til jernalderens afslutning, hvis sidste århundreder er kendt som vikingetiden.
Når mennesker indgår respektfulde venskabs- og slægtsrelationer med andre arter og naturfænomener, er det mindre nærliggende at udnytte disse naturvenner og -slægtninge i umådeholden grådighed. Det betyder ikke, at animistiske naturrelationer er uoverskridelige bolværk imod naturudnyttelse, eller at de er blottet for interessekonflikter, men de udspringer af natur- og kulturperspektiver, der i en række henseender står i kontrast til nutidens destruktive antropocentriske tidsånd. En kontrast, som perspektiveres af den videnskabelige erkendelse af, at klima- og biodiversitetskrisens katastrofer er netop entydigt menneskeskabte.
Utallige forskeres omhyggelige analyser af globale data peger således på nødvendigheden af radikale samfundsforandringer for at standse menneskehedens accelererende overforbrug, der i sidste ende er drivkræften i de globale kriser. Det burde i det mindste motivere os til at kaste blikket i retning af den tværkulturelle animistiske arv, der er forankret i tætte naturrelationer frem for grænseløs naturudnyttelse.
Det er da også tanker, der i stigende grad kommer til udtryk i samarbejder om biodiversitetsprojekter og naturens genforvildning mellem indfødte folk på den ene side og naturorganisationer og myndigheder på den anden, samtidig med at den animistiske kulturarv styrkes. Når f.eks. den amerikanske bison bliver genudsat som græslandets nøgleart i naturområder i Nordamerika i samarbejde med indfødte amerikanere, er det ikke alene for at øge biodiversiteten af betydning for et helt økosystem, hvilket opnås helt elementært gennem dyrets græsning, tramp og støvbadning, der gavner mage andre arter. Men for mange indfødte er det også genkomsten af Broder Bison, der har gennemgribende spirituel betydning.
• Læs også: Bisoner, animisme og biodiversitet — fra nærudryddelse til genkomst
Animisme har også influeret lovgivning og forfatninger for at beskytte økosystemer og arter gennem en forankring i lokale og regionale animistiske perspektiver. I Ecuadors forfatning er naturen f.eks. i dag en juridisk person i form af Panchamama (en naturgudinde fra Andes-regionen). I andre lande er floder blevet erklæret som juridiske personer.
At et skarpt skel mellem ’person’ og ’ikke-person’ ikke er ontologisk absolut, men snarere kulturelt betinget, er i dag heller ikke en ualmindelig opfattelse inden for antropologien, og animistiske perspektiver, der overskrider dette skel, er historisk set almindelige. Vi skal end ikke dykke langt ned i historien for at finde animisme fuldt udfoldet i vestlige traditioner og folklore.
I bindstærke værker har folkemindesamlere i slutningen af det 19. århundrede beskrevet, hvordan datidens danske landbefolkning stadig betragtede deres verden som fuld af ikke-menneskelige personer, til hvem de også knyttede rituelle relationer. Det samme er tilfældet i andre europæiske lande, hvor hverken presset fra institutionaliseret religion eller oplysningstidens rationalisme formåede at udrydde en udbredt almue-animisme.
Folklore har også inspireret en rig eventyrtradition, hvor menneskets relationer til naturens personlige kræfter tilsvarende er et centralt tema, og i det 20. og 21. århundrede har ikke alene tegneserier, tegnefilm og computerspil båret stafetten videre. En lang række succesrige bogserier, tv- og filmproduktioner er ligeledes åbenlyst influeret af en animistisk ånd, f.eks. globale bestsellere som J.R.R. Tolkiens Lord of the Rings, C.S. Lewis’ The Chronicles of Narnia og Philip Pullmans His Dark Materials. Det samme gælder James Camerons blockbuster Avatar, Guillermo del Toros Oscarvinder The Shape of Water og tv-serien American Gods, baseret på en roman af Neil Gaiman. Og det er kun toppen af isbjerget.
Animisme er en vind, der fejer hviskende gennem verden med et overset momentum, skønt den knap nok benævnes. En vind, der lader naturens stemmer komme til live i nye fortællinger, men dybest set stammer fra perspektiver, som sjældent er optaget af en skarp skelnen mellem kultur og natur eller mellem naturligt og overnaturligt.
Perspektiver, der ikke pløjer gennem verden efterladende den dualistiske afgrund mellem subjekter og objekter, som vi er så vant til i det antropocentriske verdensbillede, der isolerer og separerer mennesket fra resten af verden.
Animistiske verdener er sammenhængende som et hav, ikke separate spande med vand, og derfor er historisk og forhistorisk billedkunst, myter og folklore netop fulde af dyremennesker og menneskedyr.
Vi kender shamaner iklædt gevir og dyreskind fra både klippekunst og gravfund, og i Skandinavien kender vi lignende metamorfoser fra Gundestrupkarret, Guldhornene og adskillelige maskehjelme. Verden over afbilder forskellige kulturer løvepersoner, sælpersoner, træpersoner og flodpersoner, bjørnepersoner og ravnepersoner. Og så videre.
Når vi styrker forbundetheden mellem menneske og natur gennem nye afbildninger og fortællinger, genfortæller vi også animistiske relationer og modsætter os den antropocentriske dissociation, der har ført til den indifference og grådighed, der er kernen i naturforarmelsen.
2. Verdenstræet og vikingetidens renæssance i populærkultur
Alle mennesker har et stamtræ. Ikke blot en liste af slægtsnavne, der rækker tilbage til vores oldeforældres oldeforældre, men også et kulturhistorisk stamtræ, der har dybere betydning for vores kultur(er), og hvem vi er blevet.
En slags verdenstræ, hvis kulturhistoriske rødder strækker sig tilbage til jernalderen, bronzealderen og endda stenalderen, hvor mytisk og historisk tid ligger i ske og får de særeste børn, der fortæller de skønneste fortællinger og undfanger de tidligste kulturer. Ikke kulturer i den betydning, at de er eller forbliver homogent afgrænsede af skarpe og statiske snitflader, men snarere en slags osmotiske samfund, der opfindes og genopfindes i en fortløbende dynamisk proces.
Kulturer er foranderlige, og ikke to mennesker er ens; vi er alle påvirket og inspireret i forskellige grad af historiens mange spor, der ikke er begrænset til vores hjemland eller det samfund, vi er vokset op i. Vi rejser mere end nogen sinde, viden deles kloden over med et museklik, og nogle af os er formentlig mindre fremmede over for fjerne regioner og traditioner end den eller dem, vi er født ind i.
En amerikaner fra det 21. århundrede kan føle sig mere ’hjemme’ i oldtiden end i oplysningstiden, være mere ’skandinavisk’ end ’amerikansk’ i sin kulturelle tilknytning og være mere inspireret af litteratur fra Sydamerika end Vesteuropa. En inder kan føle sig mere ’hjemme’ i shamanisme end hinduisme, føle sig mere knyttet til et historisk ’samisk’ verdensperspektiv end en samtidig ’indisk’ ideologi og være mere begejstret for kunst fra Afrika end Asien. Og dog kan de begge knytte sig på en række måder til deres umiddelbare omgivelser og nabolag.
Hvis ’stamme’ overhovedet giver mening, kan min stamme bestå af mennesker fra forskellige verdensdele, hvoraf de fleste måske aldrig møder hinanden eller overhovedet opdager hinandens eksistens. Det kalder på respekt for de grene af kulturhistorien, vi lader os inspirere af, især når de har rødder, som nogle stadig får ind med modermælken og omgås med en særlig agtelse og affektion.
Kulturel inspiration (i betydningen åndelig eller intellektuel berigelse og dannelse) er intet andet end konstruktiv og respektfuld anerkendelse, ikke at forveksle med kulturel appropriation (i betydningen monetær berigelse, hån eller direkte politisk misbrug), der er destruktivt tyveri og foragt.
I dag synes vikingetiden at opleve en vis renæssance, som mange tager til sig med vekslende grader af historisk viden og forståelse — og ikke kun i Skandinavien, hvor den historisk ’hører hjemme’ eller i det mindste har sit udspring.
Desværre afspejler denne spredning sig til tider også i kontrafaktisk historieskrivning med racistiske og nationalistiske intentioner, skønt begge dele er komplet fremmede for vikingetiden. Mere udtalt er dog epokens populærkulturelle globalisering, hvor alt med den fjerneste association til vikinger er eksploderet på de sociale medier såvel som i spil og film, der strækker sig fra fantasifulde genfortællinger af sagaernes legendariske skikkelser til Marvels superhelteunivers — som regel lige distanceret fra tyngdeloven og kulturhistorien.
Men vikingetidens mytologi og æstetik danner f.eks. også afsæt for udbredte trends inden for tattoo art, smykkekollektioner og ambitiøs musik baseret på seriøse historiske studier, for ikke at nævne åndelig inspiration, der breder sig under institutionaliserede rammer såvel som mere fritflyvende animistiske strømninger.
Man fristes næsten til at sige, at vikingerne atter er stævnet ud på verdenshavene i et anderledes, men større erobringstogt, denne gang bevæbnet med myter, musik og merchandise.
Vikingevirakkens mest romantiserede tendenser skygger dog for den kendsgerning, at ’vikingetid’ næppe er den mest dækkende kulturbetegnelse for nogle århundreder i skandinavisk historie, hvor ’viking’ trods alt var en perifer beskæftigelse. Ordet víkingr betyder ”pirat” eller noget i den stil, mens ordet víking betegner en aktivitet, som muligvis inkluderer at plyndre såvel som at handle. Det var noget, som nogle, men langtfra alle skandinaver af og til gav sig af med.
Men ”viking” og ”vikingetid” har naturligvis vundet hævd i forskningen såvel som populærkulturen, om end ikke sjældent i mere upræcise og ahistoriske betydninger, og ’viking-fænomenet’ har trods alt også sat betydelige aftryk på kulturhistorien, selv om vikinge-etiketten kun dækker en mindre del af periodens indhold.
Og der er naturligvis intet galt i at lade sig inspirere selektivt og føle sig knyttet til enkelte kulturhistoriske rødder som personligt valg, men derfor er det også relevant og gavnligt at kende lidt til det rodnet, de er en del af.
Eksempelvis peger centrale dele af den ’vikingearv’, der siver igennem litterære kilder og fortolkninger af arkæologiske fund, på grundlæggende åndelige naturrelationer. Her finder vi, at mennesket er både fysisk og åndeligt forankret i naturen, som det f.eks. er smukt markeret i Vølvens Spådom, ifølge hvilken de første mennesker, Ask og Embla, betegnende nok er skabt af træstammer.
Skandinavien forbliver hedensk i længere tid end det meste af det øvrige Europa, før åndelige naturrelationer formelt eroderes af kirkelig dogmatik i slutningen af det 10. århundrede. Med andre ord bekæmpes naturens helliggørelse, der har været en ritualiseret del af livet siden stenalderen, som ondskabsfuldt hedenskab og hekseri, og en universel kerne i vores kulturarvs kontinuitet synes amputeret. Det animistiske verdensperspektiv, der er karakteriseret af en kontinuert kosmologi af forbundne slægtskaber mellem menneske, natur og ånd bliver erstattet af diskontinuerte sfærer og slægtskaber mellem henholdsvis Gud og Menneske og Menneske og Natur.
Disse brud stikker dog langtfra så dybt, som man måske skulle tro. Folkemindesamlere kan som nævnt berette, at almuen blot går lidt mere stille med dørene, og steder og kræfter i naturen dyrkes stadig så sent som i slutningen af det 19. århundrede.
Men vikingetiden er den seneste epoke i skandinavisk historie, hvor kontinuiteten til den ældste kulturarv og dens relationer af forbundethed og slægtskab med naturen endnu er fuldt udfoldet blandt høj og lav. Ikke desto mindre er de mest udbredte symboler, der i dag associeres med epoken, formentlig vikingeskibet, runerne eller Thors hammer, og i sig selv fortæller de ikke så meget om naturrelationernes afgørende betydning og kontinuitet.
Derfor er det stadig i naturen, at vi finder et mere udtryksfuldt symbol som forbindelsesled til det slægtskab mellem menneske og natur, der både kendetegner vikingetiden og dens forhistoriske rødder: Ravnen.
I jernalderen er ravne et udbredt smykke-motiv, og i nogle tilfælde er brocher, såkaldte fibulaer, ligefrem designet som en blanding af en ravn og en antropomorf maske. Som ådselæder har fuglen været en slags mediator mellem de levendes og de dødes rige, og hvis vi skal tro beskrivelser i flere litterære kilder, har ravnen også prydet krigsbannere i vikingetiden.
• Læs også: Ravneflaget og ravnen som animistisk nordisk kulturarv
Det er dog ikke flere erobringer af land og guld, vi trænger til at flage for i disse tider, hvor naturen bliver hærget af smalsporet overforbrug, der resulterer i klima- og biodiversitetskrisen. I stedet burde vi generobre en respektfuld, men fortrængt forbundethed mellem menneske og natur.
Særligt to navngivne ravne er kendt af de fleste, Hugin og Munin, der personificerede budskab mellem verdener. Navnene betyder henholdsvis ”sind” og ”erindring”, hvilket illustrerer overskridelsen af skellet mellem fugl og menneske og i bredere forstand udtrykker den tætte relation mellem natur og kultur, der udgør en del af kernen og kontinuiteten i den arv, som også vikingetiden bar videre — og som vores antropocentriske nutid har til gode at genopdage.
3. Det næste slægtskab mellem menneske og natur
Mennesket er (også) et dyr. Men det er næppe noget, vi reflekterer meget over.
Snarere er det noget, vi helst glemmer, især i betragtning af de trængsler, som milliarder af andre dyr må gennemgå på grund af os. Man behøver blot nævne de barske forhold i bure og bokse for utallige af vores produktionsdyr, der næsten får sild i en tønde til at ligne luksus. Men vi foretrækker at overse, hvis ikke aktivt undertrykke bevidstheden om enhver lighed, enhver forbundethed og ethvert slægtskab. Når vi står over den brutalitet, som vi underkaster produktionsdyr såvel som naturen i sin helhed, undgår vi helst at se i øjnene, at også vi selv er dyr.
Selvfølgelig har mennesket som regel altid spist kød, men vi har ikke altid slået dyr ihjel med den samme kynisme, som vi har tilvænnet os i vores antropocentriske epoke. Ud- eller uudtalt hævder vi os nu adskilte fra (og fuldstændig inkompatible med) dyreriget.
Måske havde det være vanskeligere at instrumentalisere denne kynisme, hvis vi havde været meget mere bevidste om vores fælles ophav og livets forbundethed?
Det er selvfølgelig lettere for os at overse lighederne og kun være bevidste om forskellene mellem mennesket og alle andre dyrearter, når de fleste af os kun møder dyr, der er reduceret til et halvt kilo leragtigt fars i en plastikbakke eller snøret inde i et pølsehylster af dyretarme.
Eller — hvis de ikke er skæbnebestemte til at blive serveret på en tallerken — som kæledyr og andre tæmmede fornøjelsesdyr inden for cirkus- og sportslivet, hvor dyrene forventes at opfylde vores stigende behov for adspredelse og er åbenlyst afskåret fra at udleve den adfærd, der kendetegner vilde dyr i naturen.
Dermed ingenlunde være sagt, at kæledyr og andre fornøjelsesdyr ikke i reglen behandles godt og omsorgsfuldt af de fleste (i modsætning til den store majoritet af produktionsdyr).
Men hvad enten der er tale om dyr, som tilbringer hele deres liv i små bure, eller vilde dyr, hvis levesteder vi har raseret, er deres skæbne et tegn på vores manglende empati og glemte evne til at forstå det slægtskab, hvormed vi i langt hovedparten af kulturhistorien har følt os forbundet med naturen.
Mennesker er (også) dyr, selv om vi har udviklet færdigheder, der har gjort os i stand til at dominere det meste af planeten og sætte så destruktive aftryk på klodens økosystemer, at vores epoke kaldes for Antropocæn, menneskets æra.
Forbundetheden mellem menneske og natur har både dybe biologiske og kulturelle rødder, som vi har hugget over med vidtrækkende konsekvenser for vores medmennesker, men ikke mindst for mange af vore med-arter.
Hundreder af millioner af mennesker risikerer at miste deres hjem og levebrød og kan se frem til en trøstesløs skæbne som klimaflygtninge i årtier, og udsigten for utallige arter er slet og ret uddøen som følge af omsiggribende og ofte irreversible tab af levesteder.
Animistiske perspektiver kan måske være en modgift imod vores kulturelt betingede tro, ifølge hvilken der kun er subjekter ‘inde i’ mennesker, og ifølge hvilken disse subjekter nøjagtigt og objektivt perciperer den ‘ydre verden’ som en bunke tankeløse og sjælløse objekter, altimens vi kroner vores ego som en kejser, hvis behov alt andet kredser om og er underkastet.
Animistiske perspektiver kan med andre ord hjælpe os med at bygge bro over kløften i vores hoveder, der stadig ekkoer af det — dybest set temmelig selvindbildske — antropocentriske mindset om det menneskelige sind som en afgrænset mig-sfære, kategorisk isoleret fra resten af verden. Sådanne skarpe distinktioner er blot udtryk for et perspektiv, igennem hvilket vi i reglen ser os selv i dag (hvad enten vi er bevidste om det eller ej); men det er ikke nødvendigvis et mere sandt perspektiv end alle andre.
Animistiske perspektiver er meningsfulde at reflektere over i en global naturkrise og i kontrast til de antropocentriske mantraer “mig, mig, mig” og “mere, mere, mere”, hvis spiralerende grådighed og kynisme ikke alene erstatter naturens mangfoldige skønhed med en endeløs monotoni af plantager og beton, men også øger uligheden mellem nationer og folk i absurde dimensioner.
Kendskabet til animistiske perspektiver giver os desuden en bedre forståelse af vore egne rødder, fordi animisme er vævet ind i en kulturhistorisk kontinuitet, som også er en udtalt del af Vestens historie, og af en forbundethed med naturen, som er disse perspektiver iboende. En verden med mindre egoer, men med flere og mere rummelige identiteter.
I 99 procent af Homo Sapiens’ æra er så godt som alle de kulisser, mennesket har færdedes i, vild natur. Derfor er det måske heller ikke så underligt, at vi stadig ofte løftes mentalt, selv når vi blot betragter naturen. Det er ganske vist svært at sætte ord på, hvordan og hvorfor naturen i den henseende kan virke som en lise for sjælen, men instinktivt mindes vi måske om, at vores krop og sind netop er evolutionært udviklet og tilpasset vild natur?
Engang var der både plads til den vilde natur uden for os selv og inde i os selv, så at sige, og kultur og natur var ikke modsætninger, men flydende og forbundne. I dag har vi forladt og fortrængt, forarmet og forlagt naturen i størstedelen af verden. Og hvad gør man, når man skal genfinde noget, der er forlagt? Vender tilbage til det sidste sted, man kan huske at have set det, før det blev væk.
I den del af verden, jeg kommer fra, er det ikke så meget et sted, som det er en tidsalder: Vikingetiden. Som vi har været inde på tidligere, kunne naturrelationer stadig være en vital del af det åndelige og kulturelle liv, endog af menneskets identitet, og i vikingetiden markerer én bestemt fugl i særlig grad relationen mellem mennesket og naturen: ravnen.
Også i talrige indfødte kulturer på den nordlige halvkugle er ravnen blevet italesat som en central person, en såkaldt trickster. Det er en karakter, der ikke alene overskrider grænser mellem verdener, men også mellem menneske og dyr, mellem stivnakket højtidelighed og uhøjtidelig komik, mellem egoisme og altruisme. Andre trickstere, der optræder i andre dyreskikkelser, har tjent lignende roller i talrige andre kulturer, f.eks. bjørn, hare, krage, ræv, edderkop og mange flere.
Vi er forbundet med naturen, men vi har forsømt og forarmet denne forbundethed i en epoke, der konfronterer i stedet for at respektere natur. Fjendskab i stedet for slægtskab. Derfor er forbundetheden vigtig at genfinde og genfortælle. På nye og gamle måder og i nye og gamle former. På individuelle og fælles måder og i individuelle og fælles former.
Det kan ravneflaget markere. Men det behøver ikke blot være det specifikke redesignede flag, skønt det har den finesse at kombinere ravnen og mennesket på grafisk finurlig vis. Men ethvert ravneflag — eller en helt anden art, for den sags skyld — kan udtrykke og genopfinde denne forbundethed med naturen på en måde, det er individuelt meningsfuldt at genetablere.
Rune Engelbreth Larsen, 11. november 2021
Tak til private givere for støtte til Polifilo.dk
Essayet er en del af forarbejdet til bogen
Animisme — arv og aktualitet
NOTE: De betragtninger, der kommer til udtryk i nærværende essay, er også temaet i digtet Ravneflaget, og hele essayet kan i øvrigt læses på engelsk: Why the animist Ravenflag might be relevant again.