Ukendt kunstner

Iagttagere fra slutningen af 1700-tallet og frem til 1860’erne beretter om bisonflokke på ti- og hundredtusindvis (Martin S. Garretson)

Bisoner, animisme og biodiversitet: nærudryddelse og genkomst

I titusinder af år er bisonen vidt udbredt fra Mexico til Alaska, hvor den trives i millionvis og er en afgørende nøgleart, der skaber dynamik og variation i økosystemer på store dele af det nordamerikanske kontinent. For dele af den indfødte befolkning, som mange af os stadig kalder ”indianere” et halvt årtusind efter Columbus’ forveksling af Indien og Amerika, er dyret ikke alene den primære føderessource, men også af essentiel spirituel betydning, både før og efter europæernes kolonisering.

Mange indfødtes skæbne er derfor nært knyttet til bisonbestandens fatale kollaps i slutningen af 1800-tallet, hvor intensiv overjagt kombineret med den amerikanske hærs systematiske nedslagtning presser arten til kanten af totaludryddelse. På et halvt århundrede decimeres antallet fra 30 millioner i 1830’erne til få hundrede i 1880’erne med store følger for præriens biodiversitet.

I de seneste årtier er der imidlertid målrettede bestræbelser på at genudsætte Nordamerikas største landpattedyr i flere åbne naturlandskaber, dels for at genetablere nøgleartens økosystemfunktion og dels for at reaktualisere dens åndelige betydning for indfødte folks historie og identitet.

Dette er en fortælling om, hvorvidt og hvordan biodiversitet og animisme i det 21. århundrede kan gå hånd i hånd i bestræbelser på at udbedre nogle af de værste historiske konsekvenser af amerikansk bisons nærudryddelse og dens sammenhæng med 1800-tallets krige mod amerikanske indfødte og deres kulturer.

Bisoner, bisoner og atter bisoner

Oprindelig levede europæisk bison (Bison bonasus) og steppebison (Bison priscus) kun i Europa og Asien, men for ca. 195.000-135.000 år siden spredte steppebison sig fra Asien til Nordamerika. Over de følgende titusinder af år udviklede den nordamerikanske steppebison andre former, dels langhornet bison (Bison latrifons), der vejede over 2 tons og var den største bison nogen sinde, og dels amerikansk bison (Bison bison), Nordamerikas nulevende bison (Froese m.fl. 2017). 

I omtrent halvandet hundredtusind år gungrer bisonerne ud over vidderne og ind i skovene på store dele af de tre kontinenter, men i løbet af de seneste få årtusinder er bestandene gradvis blevet decimeret. 

Den sidste steppebison uddør for ca. 5.400 år siden ifølge dateringen af det yngste fund, der stammer fra Yukon i Canada (Zazula m.fl. 2017), og på det tidspunkt er også langhornet bison for længst uddød. Europæisk bison holder ud noget længere, men i slutningen af 1400-tallet er bestanden så lille og fragmenteret, at jagt-restriktioner håndhæves for at beskytte den (Krasińska & Krasiński 2013: 6). 

Kun amerikansk bison forbliver overordentlig talstærk helt frem til første halvdel af 1800-tallet. Her skelner man mellem to underarter, præriebison og skovbison, hvoraf sidstnævnte er den største nulevende bison. En stor tyr kan blive 2 meter høj, veje 1,2 ton og måle 3,35 meter i længden (plus en halv meter lang hale). Kæmpen er tilmed imponerende adræt og kan springe næsten 2 meter højt og løbe op til 55 km/t.

Det er dog den lidt mindre præriebison, der fylder mest i landskabet i 1800-tallet, hvor flere iagttagere er overvældede, hvis ikke ligefrem chokerede over det kolossale antal, der indtager de nordamerikanske græslandskaber, kendt som The Great Plains.

De berømte amerikanske opdagelsesrejsende Meriwether Lewis og William Clark render nærmest ind i dyr overalt langs de øvre dele af Missouri- og Yellowstone-floden, da de i begyndelsen af 1800-tallet udforsker et 120.000 kvadratkilometer stort ‘ingenmandsland’. I et dagbogsnotat fra 1805 skriver Lewis om “enorme mængder vildt” i denne ubeboede ‘bufferzone’ på 3 gange Danmarks landareal, som krigsførende stammer har aftalt at respektere. 

Her oplever de blandt andet bisoner og wapiti-hjorte “græssende i alle retninger”, og ofte er dyrene slet ikke vant til jagt og derfor heller ikke bange for mennesker, hvilket til gengæld gør dem usædvanligt lette at nedlægge (Martin & Szuter 1999).

Men ikke alene dér, hvor dyrene er helt fri for jagt, er der en forbløffende stor dyretæthed. Også i mange andre landskaber er der rapporter om svimlende bisonflokke, hvilket giver et interessant billede af en naturligere dyretæthed uden det jagttryk og den befolkningstæthed, vi kender i dag.

Den britiske kartograf og opdagelsesrejsende Peter Fidler anslår f.eks. i slutningen af 1700-tallet en kæmpe flok bisoner til millioner af dyr, fordi de står så tæt i landskabet, at han knap nok kan se jorden imellem dem: “Bisonen er meget talrig på den ene side af Red Deers river og omegn … Jorden er fuldstændig dækket af dem og fremstår temmelig sort. Jeg har aldrig set så utrolige tal samlet før. Jeg er sikker på, at der var nogle millioner, eftersom ingen jord kunne ses mellem dem i denne komplette semicirkel, der strakte sig over mindst 10 mil.” (Hubbard 2014: 292).

Det er formentlig et overdrevet estimat, men store flokke på titusindvis af bisoner er der flere, der har iagttaget, f.eks. general Philip Sheridan. I december 1868 oplever han “ikke under 200.000” bisoner passere på en enkelt dag (Smits 1994: 323). 

Den skotskfødte skindhandler og politiker Isaac Cowie beskriver i tilbageblik et tilsvarende antal bisoner, som han iagttog ved Last Mountain Lake i Canada i 1869: “De farvede hele landet sort, de kompakte, bevægende masser, så ikke et glimt af græs kunne ses. (…) Jorden rystede dag og nat, mens de bevægede sig i bølgeagtige bataljoner over sletten.” (Cowie 1913: 373)

Reproduktion af hulebillede af steppebison fra Altamira-hulen i Nordspanien - på linje med mange andre store pattedyr er steppebison uddød i takt med Homo Sapiens' spredning, det gælder også Nordamerika. Amerikansk bison hører til de store pattedyr, som overlevet helt op i ny tid, men i 1800-tallet er den på kanten af at få samme skæbne som steppebisonen
Reproduktion af hulebillede af steppebison fra Altamira-hulen i Nordspanien. På linje med mange andre af verdens store pattedyr er steppebison uddød inden for de seneste 50.000 år. Amerikansk bison hører til de få store pattedyr, som overlever helt op i ny tid i Amerika, men i 1800-tallet er den på kanten til at lide samme skæbne som steppebisonen
Litografi af John Mix Stanley, der deltog i en ekspedition nær Lake Jessie i 1853. Han mente ikke, at han overdrev, når han anslog en bisonflok til at bestå af 200.000 dyr (Library of Congress, 93506232)
Bisonflok, øvre Missouri. Karl Bodmer, 1833
Bisonflok, øvre Missouri (Karl Bodmer, 1833)

Parentes: Hvorfor er antallet af bisoner i Nordamerika forbløffende?

Et af de mest udbredte tal for den samlede bestand af amerikansk bison ved begyndelsen af 1800-tallet er 60 millioner, men skønt tallet er hyppigt citeret, fortaber baggrunden sig i det uvisse, og det anslås i dag, at bisonbestanden nok snarere har været i omegnen af 30 millioner (Markewicz 2017).

Antallet er dog stadig forbløffende, fordi meget store dele af den såkaldte megafauna allerede er uddød på de fleste kontinenter de foregående årtusinder.

Megafauna er betegnelsen for ’store dyr’, men begrebet benyttes ofte ad hoc, inkonsistent og udefineret. Som regel dækker megafauna dog over dyr, der vejer over 100 pund (ca. 45 kg), når vi taler om landdyr, hvilket i dag spænder fra dådyr til elefanter. Den mere eksklusive betegnelse megaherbivorer anvendes derimod alene om planteædere, der vejer over 1 ton.

Nyere forskning peger på hensigtsmæssigheden af større definitorisk stringens, der også bør inkludere dyrenes økosystemfunktion i stedet for alene at fokusere på størrelse (Moléon m.fl. 2020), men i nærværende sammenhæng er det tilstrækkeligt at tage udgangspunkt i den forholdsvis almindelige megafauna-betegnelse for alle store dyr over 45 kg.

Der er ingen tvivl om, at meget store dele af den oprindelige megafauna uddøde i samme periode, som den hastigt ekspanderende art Homo sapiens spredte sig fra Afrika, primært inden for de seneste ca. 130.000 år. Der har dog været flere bølger af udvandringer fra Afrika, f.eks. viser en nyere datering af et kranium, at Homo sapiens har været i Grækenland så tidligt som for 210.000 år siden (Harvati m.fl. 2019).

Megafaunaens decimering har påvirket biodiversiteten negativt, fordi de store dyr har spillet en afgørende rolle for økosystemers dynamik og variation, som utallige andre arter er tilpasset. Nyere studier af den historiske forekomst af noget så fascinerende som møgbiller knyttet til megafaunaen i Storbritannien indikerer f.eks., at store planteædere har bidraget til større strukturel variation i vegetationen og afvekslende semi-åbne skov- og naturlandskaber i mellemistiden før de store dyrs markante decimering (Sandom m.fl. 2014b).

Årsagerne til megafaunaens decimering er der imidlertid forskellige forskningsvinkler på.

Hvor klimaforandringer tidligere har været den rådende hypotese til at forklare den bemærkelsesværdige uddøen af store dyr siden sidste mellemistid, udvikler den amerikanske palæontolog Paul Sidney Martin i begyndelsen af 1970’erne sin såkaldte overkill-hypotese. Her viser han bl.a., at kronologien for store dyrs uddøen på de amerikanske kontinenter er lige så anvendelig til at tidsfæste menneskets befolkningsudbredelse som fundene af menneskelige artefakter, hvilket tyder på en nær sammenhæng mellem Homo sapiens’ migration og store dyrs uddøen (Martin 1973).

Den kendte amerikanske forfatter, fysiolog og geograf Jared Diamond hælder til denne hypotese, fordi mange klimaforandringer de foregående millioner år ikke efterlader sig en tilsvarende uddøen, som vi ser i kølvandet på Homo sapiens’ spredning. F.eks. overlevede mange store dyrearter over tyve istider uden nogen pludselig artsuddøen: “I hver del af verden fulgte en bølge af uddøen hver gang mennesket første gang dukkede op, men ingen bølger fandt sted andre steder med samme klimasvingninger, så lidt som de nogensinde havde fundet sted når som helst tilsvarende klimasvingninger tidligere var sket.” (Diamond 1997: 377-78).

Når Afrikas megafauna har overlevet op til moderne tid i langt større udstrækning end på de øvrige kontinenter, forklares det oftest med, at dyrene dér havde længere tid til at vænne sig til Homo sapiens’ gradvise spredning og ændre adfærd over for det nye effektive rovdyr, som vores egen art gradvis udviklede sig til. 

På andre kontinenter er Homo sapiens-jægere imidlertid nærmest dukket op som et lyn fra en klar himmel, fuldt ’udrustede’ med sofistikerede jagtteknikker og —redskaber blandt en overflod af uforberedte dyr, der i nogle tilfælde nærmest opfører sig som tamdyr under de første møder med mennesker.

Også andre artsgrupper er blevet markant reduceret parallelt med Homo sapiens’ gradvise udbredelse de seneste 50.000 år. Alene i kølvandet på menneskets kolonisering af Stillehavsøerne, bliver forsvinder f.eks. minimum 983 fuglearter, dels som følge af overjagt, dels som følge af afskovning (Duncan m.fl. 2013). Det svarer til over ti procent af samtlige verdens fuglearter i dag.

Klimahypotesen er dog ingenlunde død i forhold til diskussionen om megafaunaens bemærkelsesværdige decimering.

Nogle forskere mener f.eks., at mange af de forsvundne store dyrearter i Australien, Tasmanien og Ny Gueinea allerede var uddøde for 40.000-50.000 år siden, før Homo sapiens’ ankom, og derfor ikke kan være forårsaget af mennesker (Wroe m.fl. 2013). Andre forskere har indvendt, at Homo Sapiens ankom tidligere end for 40.000 år siden, hvilket overlapper endnu større dele af den periode, hvor de store dyrearter uddøde (Brook m.fl. 2013).

Nyere forskning har da også rykket menneskets ankomst yderligere tilbage i tid, idet dateringen af tusindvis af nyere fund af artefakter fra stenalderen påviser, at Homo Sapiens ankom til det nordlige Australien for mindst 65.000 år siden (Clarkson m.fl. 2017).

Spørgsmålet er så, om det gør det mere eller mindre sandsynligt, at mennesket var udslagsgivende for flere dyrs udryddelse, når de havde endnu flere årtusinder til det? Det er der heller ikke enighed om.

Flere forskere har siden fulgt op på overkill-hypotesen på baggrund af mere detaljerede globale data og har kortlagt i større detalje, hvorledes en bred vifte af Jordens store dyr forsvinder påfaldende parallelt med, at Homo Sapiens spreder sig fra Afrika og gradvis befolker de fleste kontinenter. Med afsæt i data på artsniveau sandsynliggør en nyere studie f.eks., at mindst 177 større pattedyrarter er uddøde globalt eller kontinentalt inden for de seneste 130.000 år i nær tilknytning til menneskets spredning (Sandom m.fl. 2014a).

Andre forskere har til gengæld slået til lyd for, at det snarere har været synergi-effekter mellem Homo sapiens’ overjagt og klimaforandringer, der samlet set har forårsaget de mange store dyrs uddøen (Metcalf m.fl. 2016).

Ser vi alene på Nord- og Sydamerika, gælder det bl.a. elefanter, sabelkatte, vildheste, kæmpebjørne, dovendyr og bæltedyr, som alene er forsvundet inden for de seneste 10.000-15.000 år.

Menneskets spredning fra Afrika. Kortets tidsangivelser er allerede forældet: Homo sapiens opstår formentlig for mindst 300.000 år siden, de tidligste fund i Europa er over 200.000 år gamle og stammer fra Grækenland, og ankomsten til Australien sker allerede for 65.000 år siden - men spredningsmønstrene giver et overblik (kort: Wikipedia, 2014)
Menneskets spredning fra Afrika. Kortets tidsangivelser er allerede forældet: Homo sapiens opstår formentlig for ca. 300.000 år siden, de tidligste fund i Europa er over 200.000 år gamle og stammer fra Grækenland, ankomsten til Australien sker allerede for 65.000 år siden, og måske kom mennesket til Amerika for over 30.000 år siden. Men spredningsmønstrene giver et overblik (kort: Wikipedia, 2014)
Sammenfald mellem menneskets udbredelse og store pattedyrs uddøen
Oversigt over store pattedyrs uddøen i takt med menneskets udbredelse (Wikicommons efter: Martin P. S. 1989: Prehistoric overkill. A global model. In Quaternary extinctions. A prehistoric revolution (ed. P.S. Martin and R.G. Klein). Tucson, AZ: Univ. Arizona Press, s. 354–404)
Nordamerika før Homo sapiens. Alle arter på billedet uddør efter menneskets ankomst: mammut (Mammuthus columbi med en vægt på op til 10 ton) udød for ca. 11.500 år siden, grib (formentlig Teratornis merriami med et vingefang på små 4 meter) uddød for ca. 10.000 år siden, smilodon (formentlig smilodon fatalis, der var på størrelse med en løve, men mere muskuløs med ca. 28 cm lange hjørnetænder) uddød for ca. 10.000 år siden, og kæmpedovendyr (Paramylodon med en vægt på ca. 1 ton og en højde på 3 meter) uddød for ca. 11.000 år siden (illustration: Charles R. Knight, 1921) (Charles R. Knight, 1921)
Nordamerika før Homo sapiens' ankomst. Alle arter på billedet uddør efter menneskets ankomst: mammut (Mammuthus columbi med en vægt på op til 10 ton) udød for ca. 11.500 år siden; grib (formentlig Teratornis merriami med et vingefang på små 4 meter) uddød for ca. 10.000 år siden; smilodon (formentlig smilodon fatalis, der var på størrelse med en løve, men mere muskuløs og med ca. 28 cm lange hjørnetænder) uddød for ca. 10.000 år siden; kæmpedovendyr (Paramylodon med en vægt på ca. 1 ton og en højde på 3 meter) uddød for ca. 11.000 år siden. Forskere diskuterer, om denne periodes bemærkelsesværdige bølge af uddøde store dyr skyldes menneskets jagt, klimaforandringer eller begge dele (illustration: Charles R. Knight, 1921)
anciful restoration of a Columbian mammoth hunted by Palaeoamerican (af John Steeple Davis1885)
Fantasifuld illustration af palæoamerikaneres jagt på columbiansk mammut i stenalderen - formentlig er det foregået betydligt mindre kaotisk (John Steeple Davis, 1885)
Augustus Hamiltons rekonstruerede jagt på moa, der er én af New Zealands ni endemiske fugle, som ikke kan flyve, og som alle er udryddet (rekonstruktion, ca. 1906-07)
Augustus Hamiltons rekonstruerede jagt på en moa — én af New Zealands ni endemiske fugle, som ikke kunne flyve, og som alle er udryddet (rekonstruktion, ca. 1906-07)

En nyere studie fra 2020 peger imidlertid atter på, at overkill-hypotesen stort set kan stå alene som forklaring og peger også på, at store pattedyr har været modstandsdygtige over for endog ekstreme klima-fluktuationer. 

Ifølge analysen af et stort fossilt datasæt er forøgelsen af pattedyrs uddøen således 1.600 gange højere end naturligt inden for de seneste 126.000 år, og 96 procent af de uddøde arter skyldes ene og alene menneskelige påvirkninger: “Vores analyse af den registrerede uddøen og tidligere studier tilvejebringer afgørende bevis for, at mennesket har forårsaget en substantiel bølge af udryddelse efter ankomsten til nye landområder, som ikke var tilpasset store primater som effektive rovdyr.” (Andermann m.fl. 2020).

Nordamerikansk kamel (Camelus hesternus), uddød for ca. 10.000 år siden. I modsætning til rekonstruktionen her havde den formentlig to pukler (illustration: Sergiodlarosa; Wikimedia Commons)
Nordamerikansk kamel (Camelus hesternus), uddød for ca. 10.000 år siden. I modsætning til rekonstruktionen her havde den muligvis to pukler (illustration: Sergiodlarosa)

Vender vi blikket specifikt mod de amerikanske kontinenter er der også offentliggjort nye analyser af 1.900 formodede stenredskaber (tilsyneladende knive og pilespidser) i den nordmexicanske Chiquihuite-hule. Det er de ældste, man kender fra Amerika, og helt nye analyser af hulens lag af forvitringsprodukter og støv, tyder på, at mennesket har været her så tidligt som for ca. 33.000-31.000 år siden (Ardelean m.fl. 2020); hvor den hidtidige konsensus lyder, at mennesket ankom til Amerika for ca. 17.000-15.000 år siden. Andre forskere forholder sig dog skeptisk til de nye analyser.

Men uanset, om overkill-hypotesen er bedst til at forklare megafaunaens uddøen, efter at flere fund og nyere dateringer giver endnu større tidsrum for menneskets påvirkning af økosystemer i Australien og Nord- og Sydamerika, eller om kombinationen af menneskets jagttryk og klimaforandringer svarer bedst til de eksisterende klimadata og fund af fossiler og artefakter, har jæger-samler-kulturer enten forarmet eller bidraget til at forarme økosystemer mærkbart allerede for tusinder af år siden.

Overjagt er heller ikke ukendt regionalt og lokalt blandt indfødte folk i Nordamerika så sent som i 1700- og 1800-tallet (Milner 1994: 140; Martin & Szuter 1999: 37), men når amerikansk bison har bredt sig i så stort antal langt op i nyere tid, skyldes det formentlig mange andre store planteæderes uddøen.

Konkurrencen om fødegrundlaget på de nordamerikanske prærier er blevet stærkt begrænset, hvilket har tilgodeset amerikansk bison som den største af megafaunaens tilbageværende kæmper. Men når bisonen er kommet så talstærkt ud af en periode, hvor samtlige større og mange mindre dyrearter er uddøde i både Syd- og Nordamerika, hænger det formentlig sammen med dyrets helt ekstraordinære betydning, både spirituelt og som ressource, hvilket vi skal vende tilbage til.

Bisonen klarer sig dog kun i meget store tal frem til midten af 1800-tallet, hvorefter bestanden nærmest kollapser som et direkte og indirekte resultat af europæernes kolonisering af Nordamerika, herunder en bevidst militærstrategi, der endegyldigt skal knække og kontrollere kontinentets indfødte befolkning.

Nærudryddelsen af de indfødte amerikanere

Historikere er generelt enige om, at de europæiske kolonister direkte og indirekte er årsag til den indfødte amerikanske befolknings markante decimering, ligesom der er almindelig enighed om, at der kun var ca. 250.000 indfødte tilbage i slutningen af 1800-tallet i den del af Nordamerika, der udgøres af det nuværende USA. Der er derimod meget forskellige estimater af antallet af indfødte før Columbus’ ankomst til Amerika i 1492, og om hvorvidt der er tale om folkedrab eller ej.

Antropologen Russell Thornton anslår, at der levede minimum 5 millioner indfødte i den del af Nordamerika, der omfatter det nuværende USA i 1492, og at antallet falder til ca. 600.000 i 1800 og 250.000 i det sidste årti af 1800-tallet, hvilket svarer til kun ca. 5 procent af den oprindelige indfødte befolkning: “Alle årsagerne kan føres tilbage til europæisk kontakt og kolonisering: introducerede sygdomme, inklusiv alkoholisme, krigsførsel og folkemord, geografisk tvangsfjernelse, relokalisering og destruktion af levemåder.” (Thornton 1987: 43-44).

Historikeren Guenter Lewy påpeger befolkningsestimater, der svinger mellem 1 og 12 millioner i 1492, hvilket besværliggør en præcis vurdering og karakteristik. Han anerkender det dog som “indiskutabelt”, at de indfødte folk oplevede “grusomme lidelser”, men ikke at man kan tale om et bevidst og direkte folkedrab (Lewy 2004). 

Omvendt konkluderer historikeren Roxanne Dunbar-Ortiz, at der er tale om et genuint folkedrab, eftersom myndighedernes mål var at “eliminere den indfødte befolknings eksistens som folkeslag — ikke som tilfældige individer” (Dunbar-Ortiz 2016).

Dermed ligger hun på linje med den amerikanske historiker David Stannards kildetætte analyse af de indfødtes skæbne i Nord- og Sydamerika efter Columbus. Stannard anslår, at de oprindelige befolkninger på de to kontinenter samlet set udgør ca. 75-100 millioner i 1492, hvoraf ca. 8-12 millioner lever nord for Mexico, og at indfødte samfund de følgende århundreder generelt reduceres med ca. 95 procent af deres oprindelige befolkning (Stannard 1992: 268).

Stannard kritiserer tendensen til at overfokusere på, at den ekstreme decimering af de indfødte for størstedelens vedkommende må tilskrives europæernes medbragte sygdomme og efterfølgende epidemier. Det giver et fejlagtigt indtryk af, at udryddelsen af millioner af indfødte primært var en uundgåelig, men tragisk følge af migration og fremskridt, mens virkeligheden ifølge Stannards analyse er, at sygdommene blot forstærkede et igangværende folkemord, som han ikke er bleg for kalde “holocaust”.

Allerede Christoffer Columbus konstaterer under sine møder med indfødte, hvor let han ville kunne erobre deres land, regere og kristne dem med ganske få soldater til sin rådighed, og da han drager afsted på sin anden rejse i 1493 er det bl.a. med kolonisering af Den Nye Verden som formål.

Under Columbus’ kommando på den vestindiske ø Hispaniola øst for Cuba bliver mange indfødte tortureret, lagt i lænker som slaver, og endnu flere bliver dræbt eller dør som følge af europæernes medbragte sygdomme. På 3-4 år er Hispaniolas indfødte befolkning næsten halveret fra 8 millioner til godt 4 millioner i 1496. I 1508 var der færre end 100.000 indfødte tilbage, i 1518 under 20.000 og i 1535 er Hispaniolas indfødte så godt som udryddet (Stannard 1992: 74-75). Men det er blot begyndelsen på et halvt årtusinds decimering af de indfødte folk i Nord- og Sydamerika.

Hvad end vi kalder det folkemord eller ej, er det også en kombination af europæiske sygdomme, krige og fordrivelsespolitik, der inden udgangen af 1800-tallet reducerer antallet af indfødte nord for Mexico til mellem 2 og 25 procent af det samlede befolkningstal før 1492. 

I det følgende afsnit skal vi koncentrere os om dét kapitel af USA’s historie, hvor den amerikanske hær, jernbanen og private jægere knækker de sidste indfødtes modstand og selvbestemmelse gennem en systematisk nedslagtning af bisoner, hvilket samtidig er begyndelsen til en økologisk forarmelse af præriens vidtstrakte græsland.

Sjældent, om nogen sinde, har et folks kollaps været så nært forbundet med en specifik dyrearts nærudryddelse som her.

Columbus taking possession of the new country (ukendt kunstner, 1893)
Christoffer Columbus 'opdager' Den Nye Verden i 1492 (ukendt kunstner, 1893)
Columbus ankommer til Hispaniola (ukendt kunster, 16. årh.)
Columbus ankommer til Hispaniola i 1492, hvor øen rummer en indfødt befolkning på ca. 8 millioner mennersker. Han modtages fyrsteligt som en gæst, men i 1508 er der under 100.000 indfødte tilbage (ukendt kunster, 16. årh.)

Fra 30.000.000 til 600 bisoner på et halvt århundrede

I 1830 vedtager Kongressen The Indian Removal Act, der rydder territorierne øst for Mississippi for indfødte beboere. Det sker under skåltaler om en “human politik”, der sikrer de indfødte en tilværelse “uforstyrret af staternes lokale myndigheder” (Milner 1994: 162), men virkeligheden er kendetegnet af brutale tvangsflytninger. Choctawerne, seminolerne og cherokeserne m.fl. tvinges bort fra deres hjem og territorier i et kapitel af amerikansk historie kendt som Trail of Tears. Alene tvangsflytningen af 13.000 cherokesere indebærer en seks måneders lang vandring, der koster mindst to tusind mennesker livet (ibid.).

Efterhånden begynder også antallet af bisoner at blive reduceret, dels som følge af tørkeramte år og nye sygdomme, dels i kølvandet på nybyggere, der spreder sig i stigende tal vest for Mississippi. Fra begyndelsen af 1840’erne er der tale om en markant tilbagegang i bestanden (Ostler 1999: 478). 

Handlen med bisonskind boomer dramatisk de følgende årtier, hvor jagten fra hvide jægere intensiveres, herunder trofæjagt og lystjagt, og de følgende årtier presses bisonbestanden også af kvægdriften, der optager stadig større arealer.

Mens antallet af hvide jægere tiltager, og bisonskind begynder at blive en lukrativ forretning, øges jagttrykket imidlertid også blandt de indfødte. Med stigende efterspørgsel blandt nybyggerne følger både ammunition og alkohol som betaling til stammer, der bliver stadig mere trængte af koloniseringen.

Allerede i 1850’erne og 1860’erne er der flere blandt Lakotafolket, som frygter bisonens mulige udryddelse. Lakotaerne er en del af siouxernes forbund, der består af forskellige indfødte folk, og under traktat-forhandlinger i 1860’erne beklager talsmænd fra siouxerne sig over, at de hvide er ved at fordrive alle deres byttedyr (Ostler 1999: 484).

Få kan imidlertid forestille sig, hvor hurtigt det kommer til at ske.

I 1860’erne anlægges den transkontinentale jernbane, hvilket stimulerer jagten yderligere. Når bisoner krydser skinnerne, er der fare for kollisioner med lokomotivet, og toget slipper ikke uskadt fra at pløje ind i en stor flok. Jernbaneselskaber løser derfor flere problemer på én gang ved at maje så mange dyr ned som muligt og fodre jernbanearbejdere med oceaner af bisonkød (Olster 1999: 337). Samtidig effektiviserer jernbanen handlen med bisonskind, fordi meget større mængder nu kan transporteres hurtigt tværs over kontinentet (Gibbon 2003: 114).

En del af nedslagtningen er imidlertid direkte og indirekte relateret til hærens og nybyggernes krige mod de indfødte. Målet er at knække det nomadeliv, som mange stammer er afhængige af for at følge bisonernes vandringer, og samtidig umuliggøre den tilspidsende guerillakrig ved at udrydde eller decimere bisonbestanden, som er de indfødtes altafgørende og uvurderlige ressource (Smits 1994: 318). Ad denne vej kan stammerne tvinges ind i små reservater, hvor de er fuldstændig afhængige af myndighedernes kontrol og fødevarer.

Alene fra 1872 til 1874 nedlægger indfødte jægere 1,2 millioner bisoner og hvide jægere over 4,3 millioner. Enorme mængder døde dyr bliver efterladt og rådner op, hvor de er skudt, uden at hverken kød eller skind anvendes (Milner m.fl. 1994: 248).  

Årstallene angiver, hvornår amerikansk bison er uddød lokalt og regionalt - de sorte punkter viser, hvor få der er tilbage i 1889, de mørkebrune arealer er udbredelsen i 1870 og de lysebrune den oprindelige udbredelse (Wikipedia-kort baseret på William Temple Hornadays research i slutningen af 1800-tallet)
Uddøen af amerikansk bison i Nordamerika. Det lysebrune areal angiver den oprindelige bestandsudbredelse, de mørkebrune arealer viser udbredelsens indskrænkning i 1870, og de sorte punkter viser, hvor få lokaliteter og dyr der er tilbage i 1889 (Wikipedia-kort baseret på W.T. Hornadays research i slutningen af 1800-tallet)
Indians Simulating Buffalo (Frederic Remington, 1908)
Indians Simulating Buffalo (Frederic Remington, 1908)
Konstruktionen af den transkontinentale jernbane i 1860'erne medfører også et øget pres på bisonbestanden. Bisoner bliver skudt direkte fra togene, af hyrede bisonjægere eller passagerer, der fordriver tiden (Library of Congress)
Nærudryddelsen af amerikansk bison gik chokerende hurtigt - i løbet af et halvt århundrede blev bestanden decimeret fra ca. 30 millioner til få hundrede. Her ses enorme mængder bisonkranier, der venter på at blive knust til gødning (Burton Historical Collection, Detroit Public Library, ca. 1892)
Nærudryddelsen af amerikansk bison går chokerende hurtigt. I løbet af et halvt århundrede er bestanden decimeret fra ca. 30 millioner til få hundrede. Her ses enorme mængder bisonkranier, der venter på at blive knust til gødning (Burton Historical Collection, Detroit Public Library, ca. 1892)

Mange stammer kæmper således både imod nybyggerne, hæren og sulten, altimens det bliver stadig mere åbenlyst, at bisonbestanden er en central del af ’slagmarken’. 

Sitting Bull er en fremtrædende skikkelse blandt lakotaerne og en hovedperson i oprøret, der også har en åndelig side for de indfødte. I 1876 udfører han den smertefulde Sol Dans-ceremoni og ser i en efterfølgende vision et antal hvide soldater vendt på hovedet (Ostler 1999: 489).

Synet betragtes som et varsel, der lover sejr over hæren, og et par uger senere vinder Lakotafolket og en række andre præriestammer det berømte slag ved Little Big Horn, også kendt som Custer’s Last Stand.

Et vundet slaget er dog ikke en vunden krig, hverken for bisonerne eller de indfødte folk. I begyndelsen af 1880’erne er Amerikas største landpattedyr faretruende nær en total udryddelse med kun få hundrede tilbage (Gibbon 2003: 117), og i de følgende år knuser hæren endegyldigt opstanden.

General Philip Sheridan, en af hovedarkitekterne bag nærudryddelsen af bisonen (Hubbard 2014: 296), udtrykker stor tilfredshed med den fremskredne decimering af bisonerne i 1881: 

Slaget ved Little Big Horn
Slaget ved Little Big Horn i 1876 er et højdepunkt for de indfødte folk, hvor de amerikanske hærstyrker lider nederlag (ukendt kunstner, 1889; Library of Congress)
Efter massakren ved Wounded Knee i 1890 er The Indian Wars forbi, og i 1891 overgiver de sidste krigere sig endegyldigt (illustration: Mary Irvin Wright, 1890)

“Hvis jeg kunne erfare, at hver eneste bison i den nordlige flok var dræbt, ville jeg være glad. Udryddelsen af denne flok ville betyde mere for at holde indianerne i ro end noget som helst andet, der kunne ske, bortset fra udryddelsen af alle indianere. Efter udryddelsen af den sydlige flok bisoner (…) gav indianerne os ingen problemer i denne del af landet.” (Smits 1994: 337).

30 millioner bisoner fordelt i enorme flokke på titusindvis og hundredtusindvis af dyr, der sine steder kunne udfylde landskaber så tæt, at man knap kunne se, hvor den ene ophørte, og den næste begyndte, er på få årtier reduceret til hundrededele af en procent.

Men det er ikke fortrydelse, der præger de hvide militærfolk og politikere. Mange betragter kontinentets indfødte beboere som blodtørstige barbarer og ser nedslagtningen af bisonen som et positivt led i ’fremskridtet’. Og det er ikke et syn på de indfødte, der er forbeholdt hæren eller politikerne, men som svarer ganske godt til indstillingen blandt lærde professorer inden for de nye fagdiscipliner antropologi og religionsvidenskab.

Antropologiens grundlægger Edward B. Tylor betegner f.eks. animisme som “de lavere racers religion”, der hører til på det nederste og mest primitive trin af kulturhistoriens evolutionære udviklingsstige (Tylor 1871), og religionsvidenskabens stifter, Max Müller, placerer tilsvarende animister “langt lavere på civilisationens skala” end alle andre folkeslag (Müller 1873).

I den amerikanske hær er resultatet af krigen mod de indfødte og nærudryddelen af bisonerne en triumf, og om nedslagtningen skriver general John M. Schofield i 1897 i sine memoirer: “… Jeg ønskede ingen anden beskæftigelse i livet end at fjerne den vilde og dræbe hans føde, indtil der ikke længere ville være en indianer-grænse i vores smukke land.” (Smits 1994: 316).

Oberst Nelson A. Miles glæder sig tilsvarende over fordrivelsen af både bisoner og indfødte, fordi den i hans øjne baner vejen for civilisationen:

“Dette kunne ligne grusomhed og ekstravagant spild, men i lighed med indianeren stod bisonen i vejen for civilisationen og fremskridtet, og dekretet om, at begge måtte give plads, var gået forud. (…) Det samme territorium, som for et kvart århundrede siden understøttede disse enorme flokke af vildt, er nu dækket af husdyr, der muliggør fødevareforsyningen til hundreder af millioner af mennesker i civiliserede lande.” (Smits 1994: 333).

I sit store værk The Winning of the West, der udkommer i fire bind fra 1889 til 1896, skriver den senere præsident Theodore Roosevelt begejstret: “… de rastløse og dumdristige jægere, de hårde og stædige grænsefarmere, overvandt og fordrev både indianere, franskmænd og spaniere ved hjælp af barsk sejhed.” (McDougall 1997: 85).

Anderledes ser det ud fra de slagne folks side. 

Sitting Bull konstaterer: “En kold vind blæste over prærien, da den sidste bison faldt — en dødsvind for mit folk.” (Smits 1994: 338)

Sitting Bull, Lakotafolkets leder, skudt ned af amerikansk politi i 1890 (af Henry Farny, 1899, Blanton Museum of Art, Texas)

Den danske religionshistoriker Vilhelm Grønbech beskriver konsekvenserne et par årtier senere i 1918: “En af de mest gribende tragedier i verdenshistorien er indianernes møde med den hvide mand. (…) de bisonflokke som havde gjort landet til et hjemsted for røde jægere, blev forvandlede til hovedskalsdynger. Dermed var livets mening slået i stykker for indianeren, og med hans religion sank livet i grus. Det var ikke blot dette, at det gamle liv rent materielt blev umuliggjort, men sammenhængen i hans tanker blev sprængt, det dybeste i hans længsler, det varmende i hans drøm var udslukt, livet selv mistede al farve, ti farven bestod i at alt hvad han mødte havde en baggrund af uendelig dybde — og dermed var hans religiøse liv umuliggjort.” (Grønbech 1918/1930: 51f).

Bisoner, animisme og biodiversitet

Bisonens dynamiske økosystem-effekt er vanskelig at overdrive. Den holder tilgroning i ave og sikrer græsland som særskilt levested, skaber spirebede, når den støvbader eller gungrer rundt og tramper jorden op, spreder plantefrø og ‘fodrer’ møgbiller, når den skider — og når den dør, fodres ådselfaunaen. 

Generelt gavner den ganske enkelt talrige arter, der er vigtige for utallige andre arter, hvorfor den betegnes som en nøgleart — og i mangel af de mange store og større pattedyr, der er udryddet de foregående årtusinder i Nordamerika, er bisonen så meget desto vigtigere som den sidste af giganterne.

Med nærudryddelsen er ikke blot en af økosystemernes afgørende faktorer dermed elimineret over hele Nordamerika, men også en betydningsfuld ressource og et spirituelt omdrejningspunkt for store dele af den indfødte befolkning er dermed de facto fordrevet. 

Både kød, indvolde, skind og knogler bliver oprindelig brugt i talrige sammenhænge, blandt andet til føde, tipier, klæder, medicin, skjolde og våben. Blæren kan f.eks. bruges som vandbeholder, håret til puder og reb, knoglerne til knive, piber og bestik, hornene til pilespidser, kamme og kopper.

Men dyret er også den afgørende slægtning ifølge præriestammers animistiske oplevelse af verden, hvor dyr, planter, landskaber og andre naturfænomener kan opfattes som ikke-menneskelige personer. 

Distributionen af offentlige og fritlevende bisonflokke i Nordamerika i 2003. Lysebrun: skovbison, mørkebrun: præriebison (Wikipedia-kort baseret på George A Feldhamer, Bruce Carlyle Thompson, Joseph A Chapman 2003: 'Wild mammals of North America: biology, management, and conservation'; Johns Hopkins University Press)
Distributionen af offentlige og fritlevende bisonflokke i Nordamerika i 2003. Lysebrun: skovbison, mørkebrun: præriebison (Wikipedia-kort baseret på George A Feldhamer, Bruce Carlyle Thompson & Joseph A Chapman: Wild mammals of North America: biology, management, and conservation; Johns Hopkins University Press, 2003)

Den amerikanske økonom og forfatter Winona LaDuke, der er aktiv i kampen for indfødte folks rettigheder, beskriver f.eks. en særlig dimension af slægtskabet mellem bisoner og mennesker: “Mange indfødte folk betragter den historiske bisonnedslagtning som en tid, hvor bison-slægtningene, de ældre brødre, ofrede sig og påtog sig den død, der var tiltænkt de yngre brødre, de indfødte folk.” (LaDuke 1999: 154).  

Som mange andre folkeslag verden over rummer også indfødte amerikaneres mytologi flere forskellige trickstere, det vil sige paradoksale guddommelige væsner, der gerne er mennesket gunstigt stemt, men også kan være udspekulerede og gemene lurendrejere, og som derfor ikke altid er lige beregnelige.

Ifølge en myte er bisonerne f.eks. oprindelig ejet af et magtfuldt væsen kaldet Pukkelryg, som ikke vil slippe dem ud i verden, før det lykkes tricksteren Coyote af snyde ham og løslade dem til gavn og glæde for prærien og menneskene (Indigenous Peoples’ Literature: How the Buffalo Were Released on Earth).

En særlig betydningsfuld skikkelse for Lakotafolket er White Buffalo Calf Woman (Ptesáŋwiŋ), en gudinde eller kvindelig kulturhero, der både bringer folket den hellige pibe Čhaŋnúŋpa, som skaber forbindelse til ånderne (DeMallie 1984: 81-83), og de hellige riter, som konstituerer kosmologien (Gibbon 2003: 147), 

Tricksteren er en paradoksal tværkulturel skikkelse
Trickster fra Nordamerikansk mytologi, antropomorf coyote, der har sluppet bisonerne løs i verden ved list (F. N. Wilson, 1915)

Det er f.eks. White Buffalo Calf Woman, der grundlægger visionsrejsen, hvorunder den søgende iklædes en bison-robe og kalder på en vision med tårerne strømmende ned ad ansigtet. Håbet er, at wakan-ånderne bevæges af bønner og anerkender, at de er forbundne slægtninge.

Da hun forlader Lakotafolket, er det sidste, de observerer, hvordan hun transformeres til en bisonkalv i forskellige farver, først rød og brun, dernæst hvid og sort (Brown 1953: 9).

Tilknytningen til bisonen fremgår også af en anden fortælling om en Buffalo Woman, der overtaler — eller forfører — shamanens søn, Braveness, og siden bliver hans hustru. Måneder senere tager hun ham med på en rejse tilbage til sit eget folk, men Braveness forstår ikke, hvilket ‘folk’ hun taler om, før hun lærer ham at forvandle sig til en bison.

Braveness og Buffalo Woman får en søn, Buffalo Son, der har en medfødt evne til at forvandle sig til bison, og til sidst forlader både moder og søn menneskene for at leve hos deres eget folk (Indigenous Peoples’ Literature: Buffalo Woman, A Story of Magic).

Den umiddelbare oplevelse af, at ‘personer’ kan være andet og mere end mennesker, og at slægtsrelationer mellem menneskelige og ikke-menneskelige personer er alfa og omega i en animistisk verden, bliver f.eks. italesat af den amerikanske antropolog og arkæolog Alfred Irving Hallowell, der i 1960 afviser at karakterisere oplevelsen som en “fejlagtig” erkendelse (Hallowell 1960).

Den brasilianske antropolog Eduardo Viveiros de Castro fortsætter dette paradigmatiske skifte i antropologien, når det kommer til forståelsen af de såkaldt amerindianske kosmologier. På baggrund af analyser af animistiske personrelationer på tværs af arter, naturfænomener og genstande, forklarer han en verden i verden, hvor natur- og kulturkategorier flyder:

”Almindeligvis, under normale omstændigheder, ser mennesker andre mennesker som mennesker, dyr som dyr og ånder (hvis de ser dem) som ånder; dyr (rovdyr) og ånder ser derimod mennesker som dyr (byttedyr) i samme grad, som dyr (som byttedyr) ser mennesker som ånder eller som dyr (rovdyr). Af samme grund ser dyr og ånder sig selv som mennesker: de opfatter sig selv som (eller bliver til) antropomorfe væsner, når de er i deres egne huse eller landsbyer, og de oplever deres egne vaner og karakteristika i form af kultur …” (Viveiros 1998: 47).

Det er naturligvis en verden, som adskiller sig iøjnefaldende fra vores egen moderne verden, men til gengæld nærmest er skåret ud af nordiske eventyrtraditioner, som de fleste kender, og hvis rødder i virkeligheden også bunder i en vidt udbredt nordisk folklore helt op til slutningen af 1800-tallet, hvor animistisk almuetro stadig er vidt udbredt og nedskrives af folkemindesamlere i bindstærke værker.

I en animistisk verden kan dyr betragtes som menneskets hjælpere og vogtere, og animister kan også betragte sig selv som dyreåndernes hjælpere og vogtere (Hubbard: 294). At være et ’folk’ er derfor heller ikke forbeholdt mennesker, og for en række nordamerikanske stammer konstituerer ikke mindst bison-arten et beslægtet folk, som man stifter bekendtskab med gennem riter og visioner.

Det er også på den baggrund, vi skal forstå, hvilket kulturelt kollaps og identitetstab nærudryddelsen af amerikansk bison betyder for store dele af Nordamerikas indfødte befolkning, der i 4 århundreder selv har levet på kanten af nærudryddelse. 

De sidste opstande nedkæmpes af hæren i 1880’erne, mange sulter og dør, og en trøstesløs tilværelse i små og spredte reservater bliver virkeligheden for stammer, der ikke alene er vant til at være frie og højmobile, men som gennem generationer har orienteret hele deres kosmologi og identitet omkring det sidste af kontinentets store dyr. 

Statuen Dignity
Statuen 'Dignity' af Dale Lamphere er over 15 meter høj og rejst ved Missouri-floden i South Dakota i 2014. Hensigten er at anerkende de indfødte Lakota- og Dakotafolk ved at afbilde en kvinde i traditionelle klæder. Statuen kunne godt give mindelser om en central mytologisk skikkelse, White Buffalo Calf Woman, der har bragt Lakotafolket deres syv hellige riter (foto: Kidderdan / Wikimedia Commons)
Sioux-skjold fra slutningen af det 19. århundrede illustrerer en animistisk verden fuld af andre personligheder end mennesker. Her knyttes relationer mellem menneske og natur via måne-design, fuglefjer, hestehår, hulepindsvin (Glenbow Museum)

Reaktualseret animisme og genoprettet biodiversitet

Nærudryddelsen af den amerikanske bison øger imidlertid også opmærksomheden om naturbevarelse i USA i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, og bestandens overhængende kollaps bliver hurtigt begrædet mere end den vanskæbne, der er påført kontinentets indfødte befolkning. 

I det 20. og 21. århundrede vokser bestanden atter og er ikke i fare for udryddelse. Forskellige medier og institutioner opgør antallet lidt forskelligt, men International Union for Conservation of Nature and Natural Resources (IUCN) estimerer i 2016, at bestanden af vildt- eller semi-vildtlevende bisoner i Mexico, USA og Canada tæller ca. 11.000-13.000 dyr, mens de anslår, at der er ca. 300.000 bisoner på kommercielle bisonfarme og ranches (Aune m.fl. 2018). Det svarer nogenlunde til vurderingen af USA’s National Bison Association, der i 2017 anslår den samlede nordamerikanske bestand til ca. 362.000.

Den største vildtlevende flok lever i Yellowstone National Park og tæller ca. 4.000, som stammer fra 23 af de dyr, der undslap nedslagtningen i slutningen af 1800-tallet.

Flere indfødte amerikanske stammer arbejder aktivt for at bringe bisonen tilbage til Midtvesten i en kombineret bestræbelse på at genoprette forarmede økosystemer og styrke de spirituelle relationer, der er en rodfæstet del af deres historie og identitet.

Udgangspunktet er, at det vidtstrakte græsland, der bredte sig ud over store dele af Nordamerika for blot 150-200 år siden, i dag er stærkt reduceret og fragmenteret, og at kvægdriften har ført til overgræsning og yderligere naturforarmelse. En kombineret animistisk og biologisk motiveret bestræbelse på at genetablere bisonens økosystemfunktion er imidlertid så småt begyndt at bære frugt i lokale og regionale sammenhænge.

I det nordøstlige Montana er bisoner f.eks. atter sat ud på 5.000 hektar uopdyrket prærie, der tilhører Assiniboine- og Sioux-stammerne. I forvejen har de en flok bisoner til kommercielle formål, men efter årelang assistance fra organisationen Defenders of Wildlife er det også lykkedes dem at anskaffe sig den største bisonflok uden for private farme og beskyttede naturområder.

Nogle af de få canadiske bisoner, der overlevede 1800-tallet (British Library, 1902)
Nogle af de få canadiske bisoner, der overlevede 1800-tallet (British Library, 1902)
Bioner i Yellowstone National Park (foto: Daniel Mayer)
Bisoner i Yellowstone National Park (foto: Daniel Mayer)

De første 60 blev sluppet fri i 2012 under stor jubel blandt de lokale, og i 2020er bestanden øget til 340. Håbet er at opkøbe mere jord og nå op på 2.500 dyr.

Allerede i løbet af få år er der synlige resultater i form af forøgede naturværdier, fastslår lederen af projektet, Robert Magnan: ”Vi har set økosystemet genopblomstre. Græslandsfugle er vendt tilbage, hjemmehørende græsser breder sig. Vi ser frem til bisonens fortsatte gavn for vore stamme-områder.” (The Guardian, 12.12.2018).

I 2014 og 2015 underskriver 13 af de oprindelige nationer fra otte forskellige reservater i USA og Canada en Bison Traktat, hvis formål er at samarbejde med offentlige myndigheder og NGO’er om at genudsætte fritlevende bisoner på 25.000 kvadratkilometer (mere end halvdelen af Danmarks areal): ”Vi og Bison skal endnu engang leve sammen og gavne hinanden kulturelt og spirituelt (…), så vi sammen kan lade vores bror, Bisonen, guide os i helingen af vores land, planter og andre dyr for at genetablere The Buffalo Ways til vores fremtidige generationer.” (National Park Service: The Buffalo Treaty).

Bison Traktaten er også en katalysator for rewilding i Canadas ældste nationalpark, Banff National Park (oprettet i 1885), hvor 39 bisoner returnerer efter mere end 100 års fravær i 2017. I første omgang går de i en mindre hegning, dernæst i en 120.000 hektar stor reintroduktions-zone, hvilket svarer til knap en femtedel af den 660.000 hektar store nationalpark (Banff National Park: Plains bison reintrodoction).

Jonathan Proctor fra Defenders of Wildlife håber på mindst 10 bisonflokke på mere end 1.000 dyr og enkelte på over 10.000 dyr over de kommende 50 år, men understreger samtidig, at projektet ikke handler om at få fortiden tilbage: “Vi kommer aldrig til at se 20-30 millioner bisoner igen. Ingen prøver på at gå tilbage i tid. Vi prøver på at gå fremad. Vi forsøger at genudsætte dette vigtige dyr, hvor vi kan, hvor folk ønsker det, og til det niveau, hvor det vil hjælpe med at genoprette den naturlige balance.” (The Guardian, 12.12.2018).

Den lille sjældne blåfugl, Karner Blue (Plebejus melissa samuelis) er blevet stærkt begunstiget af genudsatte græssende bisoner (foto: Jill Utrup/USFWS)
Den lille sjældne blåfugl Karner Blue (Plebejus melissa samuelis) er blandt de arter, der er blevet stærkt begunstiget af genudsatte bisoners græsning (foto: Jill Utrup/USFWS)

Proctor fremhæver også, at det ofte er de indfødte folk, der er instrumentale i arbejdet for at bevare vigtige arter, ikke blot bisonen, men også ulv, grizzlybjørn, prærieræv og sortfodet ilder.

I South Dakota påbegynder Laoktafolket i 2020 projektet Wolakota Buffalo Range, der skal bringe bisonen tilbage til 11.300 hektar i The Rosebud Indian Reservation. I et samarbejde mellem Verdensnaturfonden WWF og USA’s indenrigsministerium er det planen at udsætte et par hundred bisoner på 3.400 hektar til efteråret, hvorefter området skal udvides til 11.300 hektar over en femårig periode, og flokken forøges til 1.500 bisoner. Dyrene kommer bag hegn for at undgå, at de vandrer ind på nærliggende kvægfarme, men hegnet er konstrueret, så mindre dyr kan kravle under, og det er så lavt, at wapitien og andre hjorte kan springe over.

Præriebisonen er udviklet evolutionært til at leve i græslandets økosystemer, og i modsætning til kvægdriften, der alene skal tjene som grundlag for kødproduktion og blot skaber monoton vegetation, gavner bisonen biodiversiteten og skaber varieret mosaik-natur. 

I dag har yucca (prærielilje) f.eks. spredt sig uforholdsmæssig meget, men bisonen graver hornene ind under planterne, river dem op af jorden og æder de saftige rødder, hvilket giver bar jord og mere plads til en større blomstervariation.

WWF’s koordinator Dennis Jorgensen eksemplificerer biodiversitetsgevinsten ved et tidligere bisonprojekt, hvor dyrene har været genudsat siden midten af 1970’erne: 

Max Müller mener i 1885, at indfødte amerikanere er ved at 'komme sig' efter (Frederic Remington, 1889)
Conjuring Back the Buffalo (Frederic Remington, 1889)

“Jeg har haft [verdensklasse-] ornitologer forbi og sige, ‘Jeg kan ikke fatte fugle-diversiteten på dette græsland. At finde en sådan diversitet af fugle andetsteds ville indebære, at jeg skulle udforske millioner af hektar i det omgivende område.” (Cannon 2020).

En hovedpersons hjemkomst

Nordamerikas indfødte folk er langtfra de eneste, der er blevet bekriget, forfulgt og fordrevet af kolonister, og hvis animistiske traditioner efterfølgende er blevet forbudt eller fortrængt af politiske, økonomiske og religiøse grunde. Derfor er mange indfødte også blevet fremmedgjorte i forhold til egne kulturelle og historiske rødder, hvilket har haft fatale konsekvenser for deres identitet og tilværelse, men ofte også for den natur, de har været afhængige af og følt sig beslægtet med.

Som vi har set indledningsvis, betyder dette dog ikke, at indfødte folk nødvendigvis lever (eller har levet) i en rendyrket animistisk natur-harmoni, som visse romantiske fremstillinger synes at tilkendegive. Mange arter er således blevet udryddet verden over i takt med jæger-samleres migration for årtusinder siden.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at destruktionen af levesteder, fragmenteringen af naturen og udryddelsen af arter i dag foregår i langt større grad og med en hastighed, hvis lige verdenshistorien aldrig har set mage til. Den moderne overjagt og overudnyttelse af ressourcer er således udsprunget af de seneste årtiers og århundreders materialistiske produktions- og forbrugsmønstre, der adskiller sig markant fra indfødte folks animistiske afsæt. 

Jæger-samler-kulturers historiske artsudryddelse udspillede sig desuden helt uden den moderne erfaring af konsekvenserne, mens den globale biodiversitetskrise til stadighed forværres til trods for, at vi er fuldt bevidste om den moderne forbrugskulturs omfang og konsekvenser.

Og derved står vi i dag ikke blot i et modsætningsforhold til historiens mest udbredte verdensperspektiv, animisme, men også til naturen som sådan.

Dyreåndernes ankomst (F.N. Wilson, 1914)

Dyreåndernes ankomst (F.N. Wilson, 1914)

Animisme er et ikke-antropocentrisk verdensperspektiv, netop fordi ‘person’-kategorien ikke er forbeholdt mennesket, og mennesket derfor heller ikke tildeles den unikke kosmiske position som hersker over og forvalter af naturen, som vi kender fra de bibelske traditioner.

I tusinder af år har jæger-samler-kulturers slægtskab med naturen derimod været et kosmologisk, spirituelt og praktisk omdrejningspunkt, der for mange indfødte folk stadig er helligt og identitetsskabende og derfor i vid udstrækning også er reelt eller potentielt naturbevarende. ‘Fodaftrykket’ blandt disse folk er langt mindre på omverdenen end i andre moderne kulturer, og ofte er vild natur såvel som en skånsom udnyttelse af naturressourcer en del af deres identitet.

Encyclopedia of Biodiversity sammenfatter her indfødte folks generelle samspil med biodiversitet: “For indfødte folk har landet og naturen i almindelighed en hellig kvalitet, der nærmest er fraværende i vestlig tankegang. Jorden er æret og respekteret, og dens uafhændelighed [inalienability] er afspejlet i praktisk taget enhver indfødt kosmovision. Indfødte folk betragter ikke blot jorden som en økonomisk ressource. (…) natur er den primære kilde til liv, der gavner, støtter og underviser. Natur er derfor ikke alene en produktiv kilde, men universets centrum, kulturens kerne og etnisk identitets oprindelse. I hjertet af dette dybe bånd er den opfattelse, at alle levende og ikke-levende ting og naturlige og sociale verdener er intimt forbundet …” (Toledo 1999).

En biodiversitetsrapport fra Verdensbanken opgør, at 300 millioner mennesker med betegnelsen indfødte folk i dag lever på områder, der dækker 22 procent af verdens landareal, men overlapper 80 procent af verdens biodiversitet, herunder klodens største tropiske skove i Nord- og Sydamerika, Afrika og Asien. Rapporten fastslår, at indfødte folk er “de glemte partnere i biodiversitetsoptimering” (Sobrevila 2008: 50f).

Amerikansk bison er i mere end én forstand en hovedperson, der vender hjem. Den er et eksempel på, hvordan en genkommen nøgleart både kan være afgørende for at genetablere økosystemers naturlige processer og for at reaktualisere identitetsskabende naturrelationer.

Wizipan Little Elk, der er CEO for The Rosebud Economic Development Corporation, forklarer betydningen af bisonerne til et internationalt naturmagasin: “Fra vores perspektiv er de vores slægtninge. Vi er bundet til dem.” (Mongabay: Bison: Back home on the range).

Rune Engelbreth Larsen, 26. juli 2020 (senest opdateret: 19. september 2020)