Det var ravnens flag, vi hejste,
den gang vikingerne rejste
gennem skove, gennem landet,
over bakker, over vandet,
under stjerners himmelgåder,
ud hvor drageskibe råder.
Af den fortid er vi grundet,
af kulturen er vi rundet,
af epoken og dens kilder,
af naturen, der var vilder’,
af en verden fuld af vætter,
af dens guder og dens jætter,
vølvens spådom, verdenstræet,
ja, af alt det er vi præget.

*

Fuglens sorte vinger minder
os om vidderne, vi finder
i det fri, i måneskinnet,
i os selv, et sted i sindet,
i kultur, der er forpligtet,
i natur, som vi har svigtet,
i et slægtskab mellem arter,
i forsømte pagters parter,
i de stemmer, vi fornemmer,
men som tidens normer hæmmer.
Det er lag, som vi vil favne,
derfor flager vi med ravne,
derfor vil vi ændre banen,
det fortæller vi med fanen.

*
Vi har rod i gamle stammer,
men vi skaber selv de rammer,
der gi’r nye perspektiver
på det nye, vi bedriver.
Derfor vil vi digte vider’
på de nye tiders sider,
åbne døren for lidt flere
og forvilde os lidt mere,
færre regler, mere lighed,
færre grænser, mere frihed –
dét er rammerne, vi flytter,
relationerne, vi knytter,
og kulturerne, vi blander,
når vi hæver ravnens banner.