Henri Rousseau: Drømmen (1910)
Henri Rousseau: Drømmen (Le Rêve) 1910 (udsnit)

Hvorfor er animistiske perspektiver interessante og relevante?

Danmarks forhistorie er stærkt præget af animistiske perspektiver, der ikke blot hænger sammen med vores kulturhistoriske rodnet tilbage til bronzealderen og stenalderen, men også forgrener sig efter vikingetidens afslutning langt op i det 19.-20. århundredes nordiske folklore og almuetro. Historisk og geografisk er der formentlig tale om klodens mest udbredte verdensperspektiv, der aktuelt er omdrejningspunkt for hundreder af millioner af mennesker i den ikke-vestlige verden.

Også i Vesten har animistiske perspektiver imidlertid bredt sig i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede i kraft af immigrantmiljøer og subkulturer såvel som populærkulturelle fortællinger i succesrige film og bøger. Samtidig studeres animistiske perspektiver med fornyet interesse i de seneste årtier – dels i deres egen ret, og dels fordi de repræsenterer en ganske anden respektfuld relation til naturen end den, der har domineret Vesten i århundreder med globale biodiversitets- og klimakriser til følge.

Animistiske relationer mellem natur og mennesker udtrykkes grundlæggende som slægtsrelationer, og der er allerede mange eksempler på, hvordan oprindelige folk kan spille en aktiv rolle i genetableringen af forarmede økosystemer, hvor naturlige processer bevares eller genoprettes. 

Inden for antropologien er Traditional Ecological Knowledge, ethnobotany og eco-animism således eksisterende felter, hvor viden om og bæredygtige relationer til naturen studeres, ofte i animistiske sammenhænge.

Der er med andre ord både kluturhistoriske og aktuelle årsager til at indkredse og formidle animistiske perspektiver i dag. Her følger en slags motiverende introduktion til essays og noter på Polifilo.dk.

Amerikansk bison
I The Rosebud Indian Reservation i South Dakota genudsættes 1.500 bisoner efter Lakota Sioux-indianeres ønske for at genoprette naturen og relationen til en nøgleart, som er en afgørende del af deres folks identitet

1. Animisme som den ultimative andethed eller anderledeshed

I sin berømte sonet Archaischer Torso Apollos (Apollons arkaiske torso) beskriver den østrigske digter Rainer Maria Rilke i 1908 en skelsættende iagttagelse af en Apollon-skulptur, som i de sidste linjer vender forholdet mellem iagttageren og det iagttagede 180 grader. Med ét er kunstværket ikke længere kun en skulptur, der iagttages af en person, men derimod en person, der selv iagttager og henvender sig til beskueren:

          … denn da ist keine Stelle,
          die dich nicht sieht: Du mußt dein Leben ändern.

På dansk: »… for der er intet sted, / som ikke ser dig: Du må forandre dit liv.«

Det er et dramatisk imperativ, som skulpturen udtrykker, hvilket yderligere understreger digtets udvidede rollefordeling – der ad ganske andre veje overlapper et animistisk person-begreb. Hvad der kan være poesi for os, kan være virkelighed for animisten: skulpturen er levende.

For animister er verden befolket af, hvad vi i mangel af et bedre ofte kalder ånder, der kan være knyttet til dyr, planter, bjerge, floder og sten eller meteorologiske fænomener og andre elementer i verden omkring os, herunder bygninger, redskaber, våben, musikinstrumenter, masker – og en Apollon-skulptur. Det betyder, at relationen mellem menneske og omverden i et animistisk perspektiv ikke er en uoverskridelig ontologisk afstand mellem Homo Sapiens som verdens ophøjede forvalter på den ene side og en omverden af døde genstande eller ’natur-ressourcer’ på den anden, men derimod en respektfuld relation mellem personer på begge sider.

I en epoke, der ofte døbes Antropocæn, fordi menneskets dramatiske påvirkning af naturen er lige så gennemgribende som (men langt mere destruktiv end) geologiske kræfters påvirkninger over millioner af år (Waters m.fl. 2016), er det naturligvis ikke uinteressant at se nærmere på folkeslag og kulturelle sammenhænge, hvor mennesket tilsyneladende ikke ser sig hævet over naturen, men derimod i slægt med naturen. Dette er udgangspunktet for utallige indfødte folk, der for flertallets vedkommende har været effektive i bevarelsen af natur og biodiversitet (Herbener 2015b: 74-75).

Gundestrupkarret (detalje)
Gundestrupkarret. Måske en afbildning af en shaman eller den hornede gud, Cernunnos

I sit oversigtsværk Animism – Respecting the Living World, der er udkommet i to udgaver i 2005 og 2017, præsenterer den britiske religionsforsker Graham Harvey en animisme-definition, der svarer godt til det moderne antropologiske og religionsvidenskabelige ståsted i dag:

»Animister er folk, der anerkender, at verden er fuld af personer, hvoraf kun nogle er menneskelige, og at livet altid leves i relationer med andre. Animisme udleves på forskellige måder, der alle handler om at lære, hvordan man handler respektfuldt (omsorgsfuldt og konstruktivt) over for andre personer. Personer er væsner, snarere end genstande, der er besjælede og sociale over for andre (selv om de ikke altid er omgængelige). Animisme kan involvere en læreproces for at genkende, hvem der er er en person, og hvad der ikke er – eftersom det ikke altid er indlysende, og ikke alle animister er enige om, at alt, der findes, er i live eller personligt.« (Harvey 2017: xiii).

Langtfra at animistiske perspektiver blot er eksotiske eller bizarre artefakter på bunden af historiens skattekiste, er de i disse år genstand for en bred og fornyet akademisk interesse, der bl.a. hænger sammen med den globale biodiversitetskrise og klimakrise. Det er jo aldrig for sent at undersøge, om man kan lære noget af andre, og oplysning er en forudsætning for at forstå.

Eksempelvis er det i sidste ende et animistisk perspektiv, der ligger til grund, når flere lande er begyndt at tilegne naturfænomener juridiske rettigheder på linje med mennesker. Ecuador er således verdens første land, der med en forfatningsrevision og folkeafstemning i 2008 har tildelt naturen rettigheder som juridisk person, motiveret i forfatningens præambel og kapitel 7 om rettigheder til Pacha Mama (Moder Jord). Den juridiske tekst refererer her direkte til navnet på den sydamerikanske naturgudinde Panchamama, der dyrkes af indfødte folk i Andesbjergene og har rod i inkaernes mytologi.

Det er ligeledes under stærk indflydelse af dyrkelsen af Panchamama, at naturens rettigheder også ligestilles med menneskerettigheder i Bolivias Lov om Moder Jords Rettigheder fra 2011. Det betyder ikke, at der ikke fortsat er hårde kampe for at opretholde disse rettigheder i Ecuador og Bolivia, men grundideen rummer nye perspektiver og har bl.a. spredt sig til New Zealand.

Skovområdet Te Urewera, der dækker over 2.100 kvadratkilometer på Nordøen, skifter status fra nationalpark til juridisk person i 2014, og i 2017 tildeles landets tredjelængste flod, Whanganui-floden, tilsvarende ’personificerede’ rettigheder.

Joseph Werner den Yngre:
Allegori over naturen af Joseph Werner den Yngre, ca. 1680: Den græske jagt- og naturgudinde, Diana. I de senere år er naturen blevet tildelt rettigheder som 'juridisk person' i bl.a. Ecuador, Bolivia og New Zealand

I en artikel, der er publiceret i Politiken i 2018 og i det norske Harvest Magazine i 2019, adresserer en gruppe danske religionsforskere Vestens antropocentriske selviscenesættelse som en nøglefaktor i naturkrisen, og uden at romantisere animisme peger de på relevansen af den respekt for omverdenen, der er animismen iboende: 

»Selv mener vi, at vores animistiske forfædre forstod noget, som vi i dag har glemt: At naturen, både den menneskelige og ikke-menneskelige del, udgør et sammenhængende hele. At vi mest muligt bør behandle resten af naturen, som vi behandler andre levende personer. Med respekt, hensyn og gensidighed.« (Nordvig m.fl. 2019).

Det er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, at blikket også rettes i denne retning fra et fagligt vestligt ståsted, hvor animisme om noget repræsenterer en ultimativ ’andethed’ eller ’anderledeshed’.

De 9 muser
De 9 muser

2. De primitive

Stillet over for en opfattelse, der afviger så radikalt fra den vesterlandske modernitet, er det stadig en almindelig rygmarvsreaktion at karakterisere enhver fremmedartet animisme som underlegen og naiv – eller slet og ret afvise den som ’primitiv overtro’.

Det var da også indgangsvinklen i antropologiens barndom.

Edward B. Tylor, der almindeligvis betragtes som antropologiens grundlægger, betegner f.eks. i 1871 animisme som en »fejlagtig« tro på en besjælet omverden og et udtryk for »de lavere racers religion«, der hører til på det nederste trin af kulturhistoriens evolutionære udviklingsstige. Den skotske antropolog James Frazer udmaler en lignende ringeagt for det, han kalder animismens »ignorance og overtro« i sit hovedværk The Golden Bough, der løbende udvides til tolv bind fra 1890 til 1915.

Sådan spiller antropologiens klaver ikke længere.

Omslaget begynder i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne på baggrund af betydeligt flere og mere fordomsfri feltarbejder blandt ’primitive’ folkeslag, hvorunder animistiske perspektivers kompleksitet udfoldes med langt større respekt og seriøsitet end tidligere. På den baggrund giver det ikke længere mening at betragte animisme som ’tilbagestående’ folkeslags naive og primitive ’stadium’ i en fremadskridende kulturhistorie.

Samtidig bliver det stadig mere åbenlyst, at en animistisk ’anderledeshed’ vanskeligt lader sig forstå i de kategorier, hvormed vi almindeligvis beskriver verden i et vestligt perspektiv. 

I 1960 gør den amerikanske antropolog og arkæolog Alfred Irving Hallowell f.eks. opmærksom på, at den vestlige begrebstilgang til verden uundgåeligt fortegner animistiske kulturer, den forsøger at analysere: »Faktisk kan der argumenteres for, at en gennemgribende ’objektiv’ tilgangsvinkel til kulturstudiet ikke kan opnås alene ved at projicere kategoriske abstraktioner, der er udledt af vestlig tænkning, over på disse kulturer.« (Hallowell 1960).

Hallowell fastslår, at vi ikke uden videre kan antage, at omverdenen opleves på samme måde i en animistisk kultur som af os selv, hvorfor vi egentlig heller ikke kan karakterisere den som en ’personificering’ eller ’besjæling’ af omverdenen, fordi en sådan allerede forudsætter en ikke-personlig omverden, der efterfølgende ’tilføjes’ personlighed. Han lancerer derfor en begrebsbestemmelse, der siden er blevet standard i mange antropologers vokabular ved at tage udgangspunkt i et animistisk perspektiv, der består af relationer og interaktioner mellem menneskelige personer og ikke-menneskelige personer.

Men grundforskellene stikker endnu dybere.

Guennol-løvinden er en 8 centimeter høj mesopotamisk kalkstens-statuette (ca. 3.000 f.v.t.), der blev fundet i 1930. Animisme er grundlæggende et verdensperspektiv ifølge hvilken verden er befolket af både menneskelig og ikke-menneskelige personer
Guennol-løvinden er en mesopotamisk kalkstens-statuette (ca. 3.000 f.v.t.). Ifølge animistiske perspektiver er verden er befolket af både menneskelige og ikke-menneskelige personer

Også den vestlige skelnen mellem kultur og natur er misvisende, hvis vi skal forstå og beskrive animisme, hvor »natur og kultur er del af det samme socio-kosmiske felt«, som den brasilianske antropolog Eduardo Viveiros de Castro påpeger (Viveiros 1998: 95). Mange animistiske kulturer har f.eks. slet ikke et særskilt begreb for natur eller religion.

I det hele taget er en række af de distinktioner, der er fundamentale byggesten i det vestlige verdensbilledes arkitektur, slet ikke fastboltede skillevægge i et mere flydende animistisk verdensperspektiv – f.eks. natur/overnatur og subjekt/objekt. Animistiske kosmologier hviler på et fleksibelt kontinuum snarere end de skarpe modsætningspar, der kendetegner den vestlige metafysiks snit mellem ’ånd’ og ’materie’ eller ’det menneskelige’ og ’det guddommelige’.

Derfor kan det også være en udfordring blot at beskrive animisme inden for en begrebsramme, der i vid udstrækning hviler på sådanne ufleksible distinktioner.

Endog begreber som ’verdensbillede’ og ’verdensperspektiv’ er problematiske, fordi de implicerer en forestilling om, at ’verden’ er den ’samme’ for alle mennesker til alle tider i alle kulturer, men at der blot er forskellige ’billeder’ af den. Viveiros de Castro afviser imidlertid at reducere antropologien til en katalogisering af ’verdensbilleder’, fordi ingen verden går forud for og er uafhængig af et ’billede’ af verden (Viveiros 2002/2013: 484). Derfor taler flere antropologer i dag også direkte om flere forskellige verdener i stedet for forskellige repræsentationer af verden (Henare m.fl. 2007: 10).

Og måske er det begyndelsen på en ganske vist sælsom forklaring på den lige så sælsomme kendsgerning, at animistiske verdener har overlevet i titusinder af år – og stadig trives og spredes i bedste velgående i det 21. århundrede

3. Historisk resistens

Faktisk findes der næppe en kultur uden historiske animistiske rødder, hvis blot vi går langt nok tilbage. Det er ikke en ’ideologi’ eller ’filosofi’, men en udogmatisk oplevelse af verden, som formentlig har karakteriseret jæger-samler-samfund i titusinder af år og været basal blandt mange oprindelige agerbrugskulturer.

Herhjemme er det oplagt at henvise til Nordens kulturelle rødder i vikingetidens animisme, der også forbliver en vidt forgrenet åre i nordisk folklore og almuetro efter vikingetidens afslutning og langt op i det 19.-20. århundrede – ikke uanfægtet (men heller ikke udryddet) af kirkens forfølgelser eller oplysningstidens rationalisme.

I Sort hedder en sten kortlægger Flemming Chr. Nielsen hedenskabets tusindårige resistens, efter at Harald Blåtand formelt »gjorde danerne kristne«, som det kundgøres på den store Jellingesten. Så sent som i 1853 undrer sognepræsten Johannes Ferdinand Fenger sig over, at danskerne ikke er blevet et »troende Christenfolk«, fordi der stadig kan påvises »Spor af Hedenskab«, både blandt høj og lav (Nielsen: 68). 

I anden halvdel af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede gennemfører folkemindesamlere et omfattende rejse- og indsamlingsarbejde, der redder en endnu levende fortælletradition af sagn, viser og eventyr for eftertiden, meget ofte af animistisk karakter.

Aftegning af bronzeplade fra fund af en hjelm på Öland, der viser en besærker i kamp (fra vendeltiden, en periode i Sveriges yngre jernalder, ca. 550-800 e.v.t.)
Aftegning af bronzeplade fra en hjelm på Öland, der viser en besærker i kamp. Fra vendeltiden, Sveriges yngre jernalder, ca. 550-800 e.v.t.

Præst og folkemindesamler Henning Frederik Feilberg konstaterer i 1899: »De kristne Missionærer fældede Hedenskabets Træ, men i Hjerterne sad Hedenskabets Stub fast med sine dybe Rødder, og i hver ny Slægt, der fødtes, skød den nye Skud.« (Feilberg 1899: 154).

Evald Tang Kristensens konklusion er omtrent den samme. Sammenfattende skriver han i efterskriftet til sjette og sidste bind af Danske Sagn: »Fra gammel tid har vor almue haft den forestilling, at alt i naturen havde liv og så at sige var beåndet. Naturkræfterne var kun udtryk for naturåndernes virksomhed og magt. Dette er ægte hedensk. Disse forestillinger lever til dels endnu. (…) Det er ikke alene gamle folk, der har slige forestillinger, men endog mange yngre mennesker, karle, drenge og piger.« (Kristensen 1901: 624).

Forfatteren Mads Lidegaard, der i slutningen af det 20. århundrede følger op på tidligere folkemindesamleres mange beretninger om danske helligsteder, finder stadig naturdyrkelsen gemt i skyggerne hos såkaldt almindelige danskere (der har vænnet sig til at gå stille med dørene): »Jeg blev dog også næsten lidt forskrækket, da jeg tilfældigt opdagede, hvor mange sten og træer og kilder, der endnu blev dyrket i 1990’erne med småofre, kalkning, rensning, vanding og andet. Det var jo ikke noget, folk gik rundt og pralede med, så måske var det kun toppen af et isbjerg, jeg opdagede.« (Lidegaard 2004: 44).

Verden over nyder animisme også i det 21. århundrede en kolossal og voksende udbredelse, ikke alene i tilbageværende urskove og vildmarker, men også i byer og metropoler.

Det gælder indfødte folkeslag på alle beboede kontinenter, men også hinduismen i Indien, Nepal, Bangladesh, Caribien og på Mauritius og Sri Lanka såvel som folketroen i bl.a. Kina og Japan. Ligeledes i nigeriansk yoruba-religion og dens mange latinamerikanske slægtninge, f.eks. santería, ifá, umbanda, candomblé, shango og haitansk voodoo, for blot at nævne nogle af de mest oplagte eksempler.

Shri Swaminarayan Mandir er det største hinduistiske tempel i Storbritannien (foto: Evka Wojnarowicz, Wikimedia Commons)
Hindu-tmplet Shri Swaminarayan Mandir er det største animistiske tempel i Storbritannien (foto: Evka Wojnarowicz)
Meoto Iwa. Klipper, der er forbundet af ægteskab - to skaberguder i den japanske animistiske religion Shinto, Izanami og Izanagi, knyttet til specifikke klipper

Siden slutningen af det 20. århundrede har animisme desuden spredt sig i Vesten, dels i kraft af afrikanske, latinamerikanske, indiske og srilankanske immigrantmiljøer, dels i neoshamanistiske kredse, dele af asatroen og andre subkulturelle miljøer.

4. Global aktualitet og populærkulturelle animistiske ansigter

Animistiske perspektiver lever også et åbent og succesrigt liv i den globaliserede populærkultur gennem de seneste århundreder. Fortællinger om dyr, fabeldyr og andre naturånder er som bekendt en uadskillelig del af det vestlige eventyrunivers, som vi bl.a. kender fra H.C. Andersen og Brødrene Grimm, og som ofte er inspireret af animistiske overleveringer.

Der er med andre ord en særegen tiltrækningskraft ved de nok så fremmedartede animistiske verdener – og deres appel er ikke mindsket i det 20. og 21. århundrede. I dag er arven blot løftet af andre populærkulturelle fortællinger, og derfor dukker animistiske perspektiver også op i tegneserier, computerspil og film, der vrimler med talende dyr og andre naturånder.

Eksempelvis er hele Disney-universets talrige dyrepersoner nærmest skåret ud af en animistisk drejebog med Donald Duck og Mickey Mouse som de mest ikoniske karakterer. Noget tilsvarende gælder fabeldyrene inden for Pokémon-spil og en række populære animationsfilm, lige fra James Camerons Avatar og Disneys PocahontasBrother Bear og Frozen II over Hayao Miyazakis Prinsesse Mononoke og Chihiro og heksene til den europæiske Song of the Sea og den danske Drengen, der ville gøre det umulige.

Animistiske træk går også igen i globale bestsellere som f.eks. J.R.R. Tolkiens Hobitten (1937) og Ringenes Herre (1954-55), Andrzej Sapkowskis The Witcher (1986-2013), J.K. Rowlings Harry Potter (1997-2007) og George R.R. Martins A Song of Ice and Fire (1996-), der alle har fundet et endnu større globalt publikum i stribevis af succesrige filmatiseringer og computerspil. 

Særlig interessant i denne sammenhæng er måske den britiske forfatter Phillip Pullmans trilogi His Dark Materials (1995-2000) og efterfølgeren The Book of Dust (2017-), hvoraf den første er delvist filmatiseret i Hollywood-produktionen The Golden Compass og siden adapteret som tv-serie af BBC og HBO.

Philip Pullman, der har skrevet trilogien 'His Dark Materials', har også tegnet en række illustrationer til sit værk - her er det hovedpersonen Lyra Belacqua og hendes daimon, der har forvandlet sig til en sommerfugl
Philip Pullman, der har skrevet trilogien 'His Dark Materials', har også illustreret sit værk - her er det hovedpersonen Lyra Belacqua og hendes daimon, der har forvandlet sig til en sommerfugl

His Dark Materials ledsages alle mennesker af et kraftdyr, der interagerer i begivenhederne på linje med menneskene. Fortællingen udspiller sig hovedsageligt i en parallel verden, der tidsmæssigt minder ikke så lidt om det britiske universitetsmiljø i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, hvor lærde professorer som nævnt havde travlt med at nedgøre primitive folkeslag og alle deres naturånder.

I Pullmans fortælling er ikke-menneskelige personer imidlertid lige så naturligt en del af denne parallelverden for universitetsverdenens professorer som for en sibirisk shaman eller brasiliansk åndemoder. Derved stiller fortællingen et subtilt, men uudtalt retorisk spørgsmål: Hvem er egentlig ’de primitive’, alverdens animister eller det 19. århundredes antropologer og deres arvtagere?

5. Animisme tur/retur

 I antropologiens barndom fra 1870’erne til slutningen af 1920’erne blev animisme afskrevet som det laveste, mest primitive og naive ’stadium’ i kulturhistorien, men som nævnt resulterede et stadig stigende antal feltarbejder blandt forskellige animistiske folkeslag i et radikalt paradigmeskift de følgende årtier. I en serie forelæsninger i begyndelsen af 1960’erne kasserer den engelske antropolog Edward Evan Evans Pritchard nærmest al animisme-forskning over én kam før 1930 (Evans-Pritchard 1965).

En meget mere positiv og nuanceret indstilling har derfor været helt elementær inden for antropologien siden midten af det 20. århundrede.

I de seneste årtier oplever animistiske perspektiver desuden en stigende akademisk interesse, bl.a. inden for antropologi, religionsvidenskab og arkæologi, hvor nye vinkler og erkendelser italesættes som New Animism (f.eks. Harvey m.fl. 2013) og The Ontological Turn (f.eks. Holbraad & Pedersen 2017) – og hvor der som nævnt også er et stigende fokus på animistiske perspektiver som modfortælling til den respektløse omgang med naturen, der er resulteret i klodens biodiversitetskrise og klimakrise.

Dette fokus til trods er animisme dog med få undtagelser bemærkelsesværdigt fraværende uden for enkelte, specifikke akademiske fagdiscipliner. Polifilo.dk er derfor tænkt som en samling af essayistiske kladder, der løbende revideres og redigeres i en bestræbelse på at komme den nye forståelse af animisme lidt nærmere og brede den lidt ud. 

Øverst: Odin med den ottebenede hest, Sleipner, de to ravne Hugin og Munin, og de to ulve, Gere og Freke. Nederst: Dryade (Pearson_Scott_Foresman)
I nordisk folklore spiller animisme en central rolle - naturen som helhed, træer, dyr og andre elementer optræder i vekslende grad som personer. Øverst: Odin med den ottebenede hest, Sleipner, de to ravne Hugin og Munin, og de to ulve, Gere og Freke. Nederst: Dryade (af Pearson Scott Foresman)

Håbet er, at nogle har lyst til at følge med i (og komme med input til) en kombineret research- og formidlingsproces, der måske med tiden kan munde ud i en samlet og populariseret fremstilling.

Animisme er i en række henseender det ultimativt andet, men når man dykker ned i fænomenet, er det også slående, at animister naturligvis er mennesker med problemer, glæder, sorger, erkendelser og erfaringer, som for langt hovedpartens vedkommende ligner dem, alle andre mennesker fra andre kulturer kender. 

Grundlæggende er det udgangspunkt, der derfor kommer til at kendetegne Polifilo.dk, at animisme hverken er et levn fra en død fortids eller en perifer samtids irrationalitet og primitivitet i kontrast til en vestlig selvforståelse og ’modernitet’. 

Animisme er en stor del af vores kulturhistoriske arv, der ad mange veje forgrener sig helt op til samtiden som en levende nutid med en bemærkelsesværdig resistens, og som derfor også har noget meningsfuldt at fortælle i det 21. århundrede. Synes jeg.

Rune Engelbreth Larsen
Senest opdateret: 2. juli 2020