Vølve. Animistisk, feministisk, litterær milepæl af Hejlskov
”Det er ikke fremtidens drømmescenarier af vatblød science fiction, der skal redde os. Det er ikke utopien — det er mindet!”
Andrea Hejlskovs bog Og den store flugt blev i 2013 et velfortjent gennembrud for forfatteren med et hudløst nærgående selvportræt af livet i vildmarken og flugten fra civilisationens stress- og forbrugskultur. I 2021 udkom Vølve, der rækker endnu videre i litterær ambition og originalitet …
Vølve er autofiktion. Stort set en selvbiografi om Andrea Hejlskovs veje ind i hekseriet, asatroen og animismen, men lige så meget ind og ud af vildmarken og civilisationen, ind og ud af ægteskaber og skyggemiljøer, ind og ud af offentlige rum og psykiatriske afdelinger.
Vi har tidligere set mange ‘opgør med psykiatrien’, og også mange vigtige nuanceringer af en til tider stereotyp kritik af behandlinger, der selvfølgelig hjælper og gavner mange.
Men Andrea Hejlskov præsenterer alligevel et relevant kritisk blik på grundelementer i det psykiatriske system ud fra et selvoplevet perspektiv.
Her ser vi pilleglassene og behandlerne gennem øjnene på en kvinde, der ikke accepterer snævre bokse og kasser, og som nok kan tvivle på sig selv, men kender sit værd, når det gælder. Det er alvor, men flere steder er det også spiddende morsomt.
De skøre er ikke altid skøre, og det er ikke altid sindssygen, der bortfører os i flyvende tallerkener eller lokker os ned i gravhøjenes underverdener.
I Vølve forstår vi, hvorfor det nogle gange er psykiatrien, der bogstavelig talt er UFO’en.
Psykiateren, som forfatteren her kalder ’Morten eller Thomas’ (andetsteds hedder han f.eks. ‘Morten eller Thomas eller Egon eller Knud’), insisterer på, at det er ”det normale sprog”, der tales på afdelingen, og det er lige dér, på den forkerte side af psykiaterens skrivebord, at man skal passe på med, hvad man siger — hvis man vil ud igen.
”Jeg spurgte ham, om han nogensinde havde hørt om neurodivergent-bevægelsen, men det havde han ikke. Så spurgte jeg ham, om han havde hørt om shamansyge. ’Nej,’ svarede han. ’Men jeg går ud fra, at du kan fortælle mig om den?’ Jeg skulle lige til at fortælle ham om den, men stoppede heldigvis mig selv. De skizofrene har nemlig typisk en stor interesse i det religiøse. Men Morten eller Thomas havde lugtet lunten og spurgte mig, om jeg selv mente, at jeg var shaman, eller om jeg havde en følelse af at være særligt udvalgt. ’Er du for eksempel noget særligt i forhold til de spirituelle miljøer, du bevæger dig i?’ spurgte han mig, og jeg ved godt, hvad han ville, han ville tjekke mit stakkels hoved for, om det måske havde fået storhedsvanvid. ’Nej, nej,’ svarede jeg og stirrede på mine hænder for ligesom at fastholde fokus.”
Kampen for at beholde sine børn og ’evnen’ til at være skør i perioder og ikke blot elske dem, men også være der for dem på den anden side af konventionernes kasser, er hårdt arbejde. Systemet holder øje og slår ned på afvigelserne, og systemet har altid ret, for systemet har altid magt.
Livet bliver underlagt en konstant frygt for det, der kan bruges ‘imod én’, i sygejournalen og sagsmappen, og der er dem, der udvikler en nødvendig strategisk tænkning for at bestå samfundets integrationsprøve i normalitet.
“Pædagogerne mener, det er vigtigt, at børnene kommer ned i børnehaven hver dag. Åh, det var en stor fejl, at hun holdt børnene hjemme en gang imellem og bagte kage med dem, tog på skovtur. Hun sidder på stolen, og hun forbander sig selv. Hende og hendes vatengle og troldhasselgrene, hende og hendes perleplader og hjemmebagte boller. ‘Pis!’ hvisker hun til sig selv og ville slå sig selv, hvis hun kunne. Der er et andet problem, siger pædagogerne, og det er, at selvom børnene er rene, pæne og velnærede, så mangler de nogle gange madkasser eller sommersko …”
Ingen læser får lov til at glemme særligt længe, at Vølve emmer af dirrende frustration over et samfund, der ikke alene accepterer kynismen, men uudtalt lever af og dyrker den. Restproduktet er socialt udstødte og ikke mindst hele den udstødte natur, som brænder i en klima- og biodiversitetskrise forårsaget af vores umættelige hunger efter mere og mere.
Andrea Hejlskov har forsøgt at flygte fra den kynisme, men samfundet trækker hende tilbage og minder hende hele tiden om den — selv bag rattet på motorvejen bølger den gennem landskabet i lastvognstog, der er lastet med den.
“Det værste er grisetransporterne. Dem kan jeg ikke ligge bag. Jeg kan ikke klare ‘levende svin’ klistermærket og den naive tegning af en glad, dansende gris. Jeg kan ikke klare den åbenlyse løgn og lidelsen som stråler ud gennem de mørke tremmer. ‘Undskyld,’ hvisker jeg til dyrene, mens jeg overhaler. ‘Undskyld for alt det her,’ hvisker jeg og tænker på den måde vi behandler dyrene på i det industrielle landbrug — fastspændte søer med liggesår på det hårde betongulv, hårdt pumpet med penicillin, grislingerne der frådende kaster sig over hendes patter, som ikke er hendes, men tilhører maskinen.”
Først og fremmest er Vølve imidlertid en unik litterær rejse gennem det, hun kalder ”en vølves indvielse” og sin egen selvindvielse gennem mange års smertefulde, håbefulde og underfulde visioner.
En fortælling, der løber gennem stribevis af ritualer i skoven og ved havet, i jordkælderen og i vildmarken; nogle alene, andre i sluttede fællesskaber.
“Jeg kan mærke det fuldstændig klart og tydeligt, som en viden i kroppen, en genkendelse og en absolut sikkerhed; det øjeblik jeg for tredje gang krydser den lille bæk og sætter min fod på den anden side, træder jeg ind i en fundamentalt anden verden. Den bredere verden. Nu er jeg i en anden skov. Jeg genkender landskabet og træerne, men det er ikke det samme. Jeg er i et mytisk, psykisk landskab. Jeg forsøger at reorientere mig. Forandringen kom pludseligt og uventet. Det er så lang tid siden, jeg har været i den slags trance. (…) Træet er levende. Det bøjer sig let frem imod mig, og jeg mærker dets venlighed som noget absolut, som noget unægteligt. Der står et levende væsen overfor mig, og væsenet siger, at jeg ikke skal være bange.”
Hun kan røbe et vildtvoksende ego i øjeblikket og dvæle ved selvfed selvforherligelse i bogens tredje og sidste del, hvor hun bemærker: “Jeg har skrevet en selvfed bog, og jeg har ikke skrevet en selvfed bog.”
I bogens første to dele møder vi hende imidlertid primært som en usikker, sårbar og fortvivlet sjæl, der kæmper med selvudslettende tvivl og den giftigste selvforagt.
”Det værste er selvhadet, selvmordstankerne, selvafskyen, selvforfærdelsen og det grundlæggende ubehag ved at være i live. Jeg har svært ved at være i min hud.”
Andrea Hejlskov stiller sig i mere end én forstand nøgen for verden — det er selvfølgelig en kliché, men her sker det unægteligt i en grad, som endog ordet ”nøgen” er alt for blufærdigt til at blotte.
Hun står afskrællet mange længder ind i privatlivets intimsfære, åben helt ind i det sorteste hul, der engang var en livmoder, og langt ind bag sprækkerne i et splintret kranie og en ond hjernerystelse. Her er der ingen dvælende selvmedlidenhed, blot den rå servering af smerter og opløsning.
Det er om noget et selvportræt, der spænder fra selvhævdelse til selvhad, fra selvhøjtidelighed til selvironi — og det gør det altovervejende både til en afvæbnende og inviterende rejse, mange steder ligefrem let og legende.
Slutningen er dog anderledes. Utopiske længsler overtager om “en jord, som vi atter kan bebo, og hvor vi kan ånde frit … og alt vil blive godt, fordi vi var villige til at kigge på det, som var ondt og som voksede i vores midte”; en tid, hvor “vi ikke er adskilt fra naturen eller hinanden”.
For mig er der mere råstyrke og kraft i hendes hekse-tale på Krogerup Højskole og de blottede hjørnetænder, der bærer fortællingen ud over kanten og op over bjerget, end i den drøm om “en alternativ og bæredygtig landsby”, der tegner sig ukonkret mod slutningen.
Men fra yderpunkter og mellemstationer er Andrea Hejlskov en skarptskuende iagttager med en gudsbenådet evne til ikke blot at skildre menneskene og kulturen, men også ånderne og naturen i levende og nærværende detaljer. Hun er en skør kugle, en hjertevarm heks, en selvfed øko-drømmer, et blødende sår og en vidende vølve, og vi ved ikke altid, hvor den ene identitet hører op, og den næste begynder — i Vølve er de flydende overgange i samme spektrum.
“Jeg drikker min kaffe stille og roligt, mens jeg overvejer, hvor skør jeg er på en skala fra et til ti.”
Åndelige længsler martrer hende gang på gang, men gang på gang er det også dem, der redder hende, når ’systemet’ lukker sig om tilværelsen som en polstret mur og truer de skæve livsytringer, der er originalitetens forudsætning og næring.
“Hun har fået ånd og varme og lyst. Hun har fået livet tilbage og følelsen af at findes. Hun sagde, ‘Kom gudinde, kom og virk i mig,’ dengang hun for første gang stod i en kreds af mennesker og blótede. Nu blóter hun meget, nu blóter hun hele tiden, hun blóter som en vanvittig, og kraften løber i hende som en konstant strøm af energi, af guld.”
Vølve er ofte alvorlig og intens, men også ofte lun, underholdende og rig på fortolkninger af nordisk mytologi flettet ind i forfatterens eget liv. Der er mange anledninger til at knytte næver og skære tænder i den bog, men der er også plads til at grine igennem, til humor, gejst og glæde.
“Det er livsgnisten, jeg taler om. Freya, den gyldne gudinde. Kontrasten til døden er livet. Livet vil leve og livet vil leves. Det går ikke at synke ned, hverken i magtesløsheden, livsfornægtelsen eller at segne under byrden af en tung og mærkelig opgave. Livet vil leve!”
Selvbiografisk beretter hun om sine snørklede omveje og genveje ind og ud af et fragmenteret asamiljø, men her finder hun nogle af de venner og medsammensvorne, der også mange år senere er blandt de få mennesker, hun vier udelt respekt — men det er et miljø, de med tiden bevæger sig ud af uden at se sig ret meget tilbage.
Vølve tegner således også et sjældent billede af et religiøst mindretal med gydjer og goder, guder og gøgl; fuld af seriøse studier af kildeskrifters detaljer, fuld af kontraster og slagsmål mellem racister og humanister, mellem nørder og fantaster på gennemtræk. ”Asatroen appellerer lige så meget til den mest økologiske trækrammende hipsterhippie som til nationalromantikeren med slet skjulte racistiske tilbøjeligheder.”
Asatroen er ”en kampplads for ideologier,” skriver hun. Den er også en svingdør.
Vi møder Odin og Freya, Thor, Loke, Skade og en kvindelig Heimdal. Det er nordisk mytologi for tusind år siden, for ti år siden og i morgen. ”Hvem siger, vi er de samme som før?” spørger Odin og griner. ”Måske er vi nogle andre nu.”
Og ligesom i en fjern vikingetid er animismen også gennemgående i Andrea Hejlskovs sanselige nutid, og hun er fuld af relationer til en besjælet verden af personer, der ikke alle sammen er mennesker. I Vølve bliver respekten for livet og dét, vi gør med og imod livet, derfor også mere end en intellektuel analyse og en politisk holdning. Den er ikke et statement, men en oplevelse.
“Problemet med at være animist, er ikke så meget det, at verden opleves som levende og besjælet. Det er mere det, at selve tingene og tøjet også gør, det er — om ikke besjælet — så i hvert fald gennemvædet af den energi og de forhold, som de blev til under. Det billige tøj fra Kina er forbandet, det bærer lidelse i sin struktur, slavernes tårer. Diamanterne fra minerne, hør menneskenes skrig. Kakaobønner plukket af børn uden barndom. Det er i kakaoen, de er i kakaoen, som du drikker af det. Jorden brænder, floderne er forgiftede. Vi lever i en sci-fi boble, hvor alle går rundt i hvidt tøj og spiser piller og drikker cocktails til et garden party, som kun de rige er inviteret til. Arbejderne gemmer sig kulsorte i hovedet i undergrunden, sammen med modstandsbevægelsen og kældermenneskene, maden er burhøne, vi spiser dens lidelse, nu har vi dens lidelse i os.”
Vølve er bygget op som en moderne genfortælling og genfortolkning af Vǫluspá (Vølvens spådom), der vel nok er det mest berømte digt i Den poetiske Edda.
Digtet beskriver forløbet fra verdens skabelse til Ragnarok — og giver et glimt af en verden, der følger efter Ragnarok.
Forfatteren ser sit liv igennem dette prisme, og selv om kortene er blandet, er det det samme spil, det samme digt, som fortællingen læner sig op ad.
Det lurer hele tiden i baggrunden, simrer i gryden og rumsterer under jorden. Af og til barsler og skælver det med tidevandsbølger, lava og lynild.
Men bagefter lægger havet sig igen, og den underjordiske flod risler atter sagte videre under fortællingen som en pulserende strøm. Under den frosne sø i vildmarken, inde bag de venlige smil til foredragets tilhørere og et sted i julefrokostens frikadellefars. Indtil næste sprække, bølge eller udbrud.
“Det er når døden, den kælling, kommer vadende sammen med dem fra dén skare, at man forvildet og bange ser sig omkring og til sin skræk opdager, at alting er levende; plovfurene, træerne. Der er nogen indeni alting.”
Som vølven i Vǫluspá omtaler Andrea Hejlskov sig selv i både 1. og 3. person. Det hele er en litterær konstruktion, man kan vælge at se som et originalt litterært træk eller trick, der tilføjer et twist og en finesse. Men for forfatteren er det selvfølgelig mere end det.
Men måske er alt det her rigeligt til, at de fleste står af? Man kan ikke skrive en så “monstrøs bog”, som hun selv karakteriserer den på et tidspunkt, uden at der er sider og kapitler, som bare bliver for meget for den enkelte læser — eller alt for meget.
Anmeldere er lunkne. Stillet over for noget uset og uhørt, noget usædvanligt og originalt, der kritiserer, angriber og stiller til ansvar, bliver det måske ikke blot et spørgsmål om at vurdere, forstå og formidle bogen — men underligt ubehageligt? De finder slåfejl at slå ned på, pakker reservationer ind i distancens skuldertræk. ’Det grønne’ er naturligvis fint nok, hvem vil ikke det? Flere elbiler, skru ned for radiatoren, spar på vandet, sortér affaldet.
Imens brænder forbruget lystigt videre, smelter isen og fodrer orkanerne.
Heksen Hejlskov er kravlet ned af bålet. Hun vil overforbruget til livs og insisterer på radikalt anderledes naturrelationer. Der er bid i hekseriet, hvor det er stærkest, farligst og mest saftigt, ikke mindst i 1. og 2. del.
Anmeldere finder Vølve for lang (573 store tætskrevne sider).
Men hvor har de nogen sinde læst noget som helst, der ligner Vølve? Hvor har de nogen sinde fået et indblik i så personlige, sammensatte, praktiske, seriøse og intense bestræbelser på at formidle og forankre (og nytænke og forandre) perspektiver og ritualer fra den skandinaviske kulturarv, der var levende for et årtusind siden?
Vølve er et nybrud. Det kræver plads, ikke en pamflet. Vi bør hellere spørge: Er den lang nok?
Den her bog bliver stående. Den bliver oversat, før eller siden. Jeg håber, at det sker før, så forfatteren kan få noget at spise og skrive sin næste bog.
Anmeldere finder den også dårligt redigeret. Jeg er mere overrasket over, hvor svært det må have været at redigere den bog, og hvor velredigeret den faktisk er — hvad end dette så skyldes redaktørens skarpsind, intuitive lykketræf eller den proces, der er foregået i forfatterens sind i de mange år, bogen har været undervejs.
Men ja, der er store kronologiske spring, masser af strittende tangenter. Og de tangenter kan dukke op out of the blue, mens læseren er på en tryg, lineær vandring langs kysten i et fortællende landskab. Pludselig bevæger ordene sig bare længere og længere ud i havet, hastigere og hastigere. Hvor er jeg?
Men knap har spørgsmålet meldt sig, før vi opdager, at krumspringene er krum-odder, der krummer tilbage til kysten, hvor vandringen fortsætter. Om ikke altid ’trygt’, så altid ud fra sin egen skæve ’logik’.
Det giver mening, det fungerer, det flyder. Selv om forfatteren tit taber jordforbindelsen, vidner bogens disposition om et overblik, der bevares (eller er minutiøst konstrueret efterfølgende). Derfor taber hun ikke læseren.
”En elg går forbi, en bjørn, en hjort, spiraler der snurrer rundt, trekanter der drejer, lys, fakler, bølger, dybe trommer, en kvinde der danser foran mig nu, en præstinde, guldskinnende armsmykker, ankelsmykker, halssmykker, vildt hår og blikket som hun fastholder, blikket som borer sig ind i mig.”
Ordene, myterne og metaforerne er tråde i et spind, der flyder sammen med hverdagssnakken om tilværelsens lavpraktiske udfordringer; med kartoffelskrælning og tøjvask, urterne i skovbunden og et inspirerende møde med Suzanne Brøgger. Og med de minutiøse skildringer af ritualer, ekstatiske forløsninger, opslidende skuffelser, seksuelle lidenskaber og tilbagevendende smerter.
Det er liv og død for forfatteren. Teatralsk? sikkert.
Fordi vi som regel er vant til den fine og glatte tilværelse uden nævneværdig risiko for at ryge på den lukkede. Fordi de fleste er er vant til at leve fra A til B og B til C uden lysten til (eller faren for) at springe ind og ud af cirkler eller følge bizarre tangenter ind i tågen, hvor mosekonen brygger.
Fordi de fleste er vant til kernefamiliens basale trummerum og velkendte, men nærmest trygge konflikter og derfor ikke behøver at navigere under presset fra systemets trusler om at rive børnene ud af deres favn. Vant til at ligge i overhalingsbanen, ikke til at trampe rundt i rabatten, hvor der ikke altid er fast grund under fødderne, og hvor pengene til maden og elektriciteten ikke altid rækker ind i anden halvdel af måneden.
Der er mørkt nogle steder, meget mørkt. Men når solen kommer, brænder lyset og varmen igennem den tykke bog som en kævle i bålet. Kærligt og favnende, lyst og let.
”Det er verdenshistoriens største løgn, at man skal elske sig selv, før man kan elske andre. Det er i relationerne, at ressourcerne ligger, det er i den anden, at du finder dig selv.” Dét er bogens egentlige budskab for mig og kunne have været udgangssalmen.
Læs Vølve for at følge et ikke-lineært spydkast i sin bane ind i hjertet af psykiatrien og sagsbehandlingen, i samfundet og systemet — et kast fra et sted i rabbatten.
Læs Vølve som en roman eller en selvbiografi. Om en stærkt passioneret kvindes liv og kampe, håb og håbløshed. Om hendes fortvivlelse og forløsning, forvirring og forståelse. Læs den som et indblik i et splintret sind, der forsøger at samle sit eget puslespil — og stå af, hvis det bliver for meget eller for selvfedt, men stå på igen.
Læs Vølve for dens greb på nordisk mytologi, dens indblik i et visionært sinds stædige bestræbelse på at se, føle og forstå, hvorfor det er så svært at forstå og formidle de fine sprækker såvel som de store sorte huller i den virkelighed, hverdagsrationalisten er så vant til at tage for givet.
Eller læs Vølve for dens litterære kvaliteter. Men læs Vølve.
Læs mere eller køb bogen via Forlaget Uro: Vølve af Andrea Hejlskov.
Rune Engelbreth Larsen, 10. september 2021
Tak til private givere for støtte til Polifilo.dk