Ravnen og ravneflaget som animistisk nordisk kulturarv
Animisme er et verdensperspektiv, ifølge hvilket verden er beboet af både menneskelige personer og ikke-menneskelige personer. Sidstnævnte er ofte dyre-personer, der taler og interagerer ’menneskeligt’ med mennesker og hinanden, men har ’overmenneskelige’ evner.
Skønt animisme er det mest udbredte verdensperspektiv både geografisk og historisk, ligger det fjernt fra den hverdagsvestlige verdensopfattelse i dag, hvor det primært har overlevet i populære eventyr og animationsfilm — men et animistisk verdensperspektiv er den nordiske kulturarv iboende med mange paralleller til indfødte folk verden over.
Her skal vi se, hvordan ravnen udfolder sig i nordisk folklore og mytologi både før, under og efter vikingetiden med tydelige animistiske elementer og totemistiske træk …
1. Ravnen som fugl og person
Danmarks store eventyrdigter Hans Christian Andersen har forfattet en lang række digte, romaner og rejseskildringer foruden over 200 eventyr og historier. Hans eventyr er oversat til talrige sprog og taler et universelt sprog til mennesker på tværs af modersmål og kultur — et animistisk sprog fuld af dyr, der taler og opfører sig som mennesker.
Mange af H.C. Andersens og andre eventyrfortælleres historier er helt eller delvist inspireret af folkedybets fortællinger, viser, sagn, legender og myter, hvis ophav til tider fortoner og fortaber sig i det uvisse. Derfor er det heller ikke odiøst, at alverdens almuetro og folklore ofte viser sig at være båret af temaer og pointer, som vi i dag er mest bekendt med i senere eventyr-versioner, eller at folklore giver os associationer til temaer i eventyr, selv om ’fødekæden’ faktisk går den modsatte vej.
En historie, der lyder som et klassisk eventyr, handler f.eks. om en ravn, der er forelsket i en gås og kun ønsker at blive gift med sin udkårne. Gåsen er imidlertid bange for, at ægteskabet hurtigt vil gøre hende til enke, for hvordan skal det ulige ægtepar begge klare trækket over det store hav? I modsætning til gæs er ravne ikke langdistance-flyvere.
“Naar Ravnen favnede den for ømt, plejede den at sige: ‘Gør ikke saa ved mig. Jeg vil komme til at holde for meget af dig, og Sorgen vil da blive saa tung, naar jeg dog engang skal miste dig paa vor Fart over det store Hav.’ ‘Vær ikke bekymret,’ sagde Ravnen selvbevidst, ‘intet i Verden kan trætte mig!’ Og saa favnede den bare igen.” (Rasmussen 1906: 138f).
Det minder unægtelig om et eventyr: En ravn, der er forelsket, og som oven i købet kan tale. Og en talende gås, der er bekymret for sin elskede ravn. Men det er som nævnt eventyrene, der imiterer folkloren, ikke omvendt.
Denne bryllupsfortælling stammer fra Grønland, fortalt af inuitter og genfortalt af den dansk-grønlandske polarforsker Knud Rasmussen i begyndelsen af det 20. århundrede.
Ravnen forsikrer vedholdende sin hustru om sine flyveevner, men ender alligevel med at drukne på den lange flyvetur over havet. I sin dødsstund beretter den sin historie til en angakok, der på Knud Rasmussens tid forklares som en “åndemaner”, og vi forstår, at historien stammer fra åndeverdenen.
Det er karakteristisk for inuitternes oprindelige verdensperspektiv, at personkategorien ikke er forbeholdt mennesker, og derfor er det ikke i sig selv underligt, at gåsen og ravnen agerer som personer. Det er ikke et ’litterært gimmick’, men har været en udbredt opfattelse, at nogle kan transformere sig fra en menneskeperson til en ravneperson og adoptere ravnens egenskaber: “Det menneske, der har en ravnefod syet ind i sine klæder, vil eje ravnens egenskaber,” skriver Knud Rasmussen f.eks. om betydningen af amuletter (Rasmussen 1908: 136).
Og dog er ravnen i fortællingen også slet og ret en ravn. Altså en stor spurvefugl, som findes over det meste af den nordlige halvkugle, fra de arktiske egne i nord til sydligere breddegrader i Mexico, Nordafrika og det nordlige Indien. Og det er netop på den nordlige halvkugle, at ravnen optræder i talrige myter, sagn og eventyr som en talende person, der interagerer med andre personer, både menneskelige og ikke-menneskelige.
Dette træk er selve kernen i det verdensperspektiv, der betegnes som animisme.
Men hvorfor? Fugle og andre dyr er jo ikke ’personer’, og de kan ikke tale. Nogle fugle kan ganske vist lære at imitere lyde, f.eks. den lille trækfugl kærsangeren, der overvintrer i Afrika og om foråret flyver til Nordeuropa. Formentlig efterligner den andre fugles kald og sang for at snyde dem til at tro, at dens territorium allerede er optaget af masser af forskellige fugle.
En anden formidabel imitator er nordlig spottedrossel, der er udbredt i Mellemamerika og store dele af USA. Spottedroslen kan ikke alene efterligne andre fuglestemmer, men den kan også imitere katte, hunde, frøer eller fårekyllinger, ja, den kan tilmed efterligne lyden af bilalarmer og motorsave. Og dog kalder vi hverken kærsangeren eller spottedroslen for en ’person’, og vi betegner heller ikke deres kald som tale.
Papegøjer og kragefugle kan derimod både fremsige ord og sætninger, f.eks. ravnen, der er blandt dyrerigets mest intelligente arter. Dens hjerne er selvfølgelig meget mindre end menneskets, men forholdet mellem hjerne og krop er omtrent det samme som hos chimpansen, og tætheden af neuroner i en ravnehjerne er ca. 14 gange så stor som i en menneskehjerne.
Forsøg har vist, at fuglen kan bruge redskaber til at løse komplekse udfordringer for at skaffe føde, og dens hukommelse og evne til fremadrettet planlægning er højt udviklet og svarer til, hvad man finder hos aber. Ravnen kan også stjæle føde fra andre fugle og er i nogle tilfælde i stand til at flytte sit eget fødelager og selv undgå at blive offer for tyve. Den kan kalde på ulve for at få hjælp til at åbne ådsler, hvilket gør det lettere at mæske sig i de blødere dele af det døde dyr, og den er i stand til at flyve med ryggen nedad og foretage imponerende luftakrobatiske manøvrer.
Observationer af fuglens spektakulære evner og adfærd er naturligvis langt mere almindelige blandt oprindelige folk, hvis nærhed til naturen er så meget desto mere udtalt end blandt byboere. Der er med andre ord oplagte grunde til, at ravnen har inspireret og appelleret til menneskets fortælleglæde og fantasi i årtusinder på den nordlige halvkugle, hvor den gennem årtusinder har været udbredt i animistiske riter, myter og folklore — herhjemme ikke mindst (men ikke udelukkende) i vikingetiden.
2. Ravnen og ravneflaget
I mange kulturer på den nordlige halvkugle indtager ravnen en central plads i folklore og mytologi som et åndeligt væsen, måske ligefrem som en guddommelig aktør, og tidligere nordiske kulturtraditioner er ingen undtagelse.
Mest berømte er selvfølgelig Odins ravne Hugin og Munin, hvis navne kommer af oldnordisk og nærmest er synonymer, der begge kan betyde ”tanke”. Hugin oversættes imidlertid også som ”sind” og Munin som ”erindring” (Price 2002: 98), hvilket måske leder vores associationer i retning af de særegne evner, som moderne forskning har fundet hos kragefugle, herunder ravne.
Men den narrative pointe ligger fjernt fra de rammer, som ornitologien dikterer, for Odins ravne kan selvfølgelig også tale — og det er ikke imiterende papegøjesnak.
Dagligt spejder de to ravne verden over og bringer Odin informationer om det, de erfarer, hvorfor Odin også kaldes for ravneguden (Gylfis forblændelse 37). Ifølge den islandske middelalderdigter Hallfred Ottarsson med tilnavnet Vandræðaskáld (besværlig skjald) går Odin f.eks. også under det specifikke navn “ravne-offerets høvdingepræst” (Jónsson 1929) — eller noget i den stil (hrafnblóts goði).
I skjaldedigtet ”Ravnesang” (Hrafnsmál) fra det 9. århundrede møder vi to ikke helt almindelige samtalepartnere, en valkyrie og en ravn, der taler om den norske konge Harald Hårfager.
Valkyrierne er en slags gudinder, der sendes afsted af Odin for at udpege de krigere, der skal falde på slagmarken og transporteres til Valhal: ”De dødsmærker mænd og råder for sejr,” skriver Snorri (Gylfis blændværk: 36; Snorris Edda 2012: 63).
I en nordisk kontekst kender vi også ravnens særegne betydning fra den såkaldte ravnefane eller ravnestandard, der bliver anvendt som krigsfane på togter af flere nordiske konger og høvdinge i det 9.-11. århundrede. Navnet på fanen er simpelthen Ravn ifølge Den Angelsaksiske Krønike, der er påbegyndt i slutningen af 800-tallet, men hvoraf de ældste eksisterende afskrifter er fra sidste halvdel af det 11. århundrede, og ifølge Sankt Neots’ Annaler, der er nedskrevet i første halvdel af det 12. århundrede.
Ifølge sidstnævnte er fanen vævet af tre døtre af Ragnar Lodbrog, og vingerne på den afbildede fugl bevæger sig på magisk vis, hvis slaget står til at blive vundet, men forbliver ubevægelige, hvis slaget er tabt på forhånd (Chronicon Fani Sancti Neoti; Stevenson 1904: 138).
Vi møder også ravneflaget under det historiske slag ved Clontarf nord for Dublin i 1014. Slaget bliver traditionelt fremstillet som en krig mellem nordboere og irske styrker under kong Brian Boru, Irlands High King, selv om der er nordboere på begge sider.
Vikinger etablerede en bosættelse ved Dublin i midten af 800-tallet, og begravelser fra samme århundrede tyder på, at de traditionen tro har dyrket de nordiske guder, men i 1014 er de religiøse tilhørsforhold overvejende kristne både blandt nordboere og irere.
Der er dog stadig hedenske elementer på begge sider: “Skønt irerne var kristne, bevarede deres mytologi et link mellem krig og ravne via gudinden Mórrígan, der dukker op som en ravn og er associeret til krigsførsel.” (Wild 2008: 38).
Blandt fjenderne af den irske konge er nordboen Sigurd Hlodvirsson, der er jarl af Orkney, og skønt også han er konverteret til kristendommen, kæmper han altså stadig under Odins symbol, ravneflaget.
Sigurd Jarl er kendt fra flere middelalder-tekster, bl.a. Orknøboernes saga, der er nedskrevet i det 13. århundrede. Her erfarer vi, at det er Sigurds trolddomskyndige mor, der har fremstillet det magiske flag flere år før slaget ved Clontarf: “Banneret var udført med stor kunstfærdighed og fortrinligt håndsnilde; det var formet i skikkelse af en ravn, og når det vajede i vinden, var det, som om ravnen løftede vingerne til flugt.” (Orknøboernes saga, 11).
Der er imidlertid også en pris at betale, for med samme ubønhørlige logik, som sejren er givet under ravnens vinger, må den, der bærer ravnefanen, lade livet (ibid.). I slaget mod en skotsk jarl mister tre af Sigurds bannerførere således livet på skift, men i overensstemmelse med moderens udlægning går han selv sejrrigt ud af slaget.
Flagets magiske logik er den samme, da Sigurd Jarl fører det i slaget ved Clontarf, og derfor er der ingen af hans mænd, der tør bære det.
Sigurd Jarl bliver i stedet sin egen bannerfører, og ifølge sagaen betaler han derfor også selv prisen: “Ingen vilde da bære ravnebanneret; jarlen bar det så selv, og faldt dér …” (Orknøboernes saga, 12).
Slaget indgår også i Njals Saga, der er nedskrevet i slutningen af 1200-tallet. Her indskrives nederlaget og ravneflaget dog i et videre symbolsk perspektiv som kristendommens sejr over hedenskaben.
Men også ifølge denne saga må Sigurd Jarl selv bære flaget, efter at opgaven er blevet afslået af Ravn hin Røde, der betegnende nok kalder det for “Djævelskab” (Njals Saga, 158).
Skandinavien er blandt de sidste områder, der kristnes i Europa, men omkring år 1000 er der ikke længere tvivl om udviklingen. Kristningen har også retrospektivt konsekvenser for vores forståelse af vikingetiden, al den stund at langt de fleste skriftlige kilder er nedskrevet af kristne under kirkens dominans, oftest et par århundreder efter epokens afslutning.
Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at ravnen og dens tilknytning til Odin fortsat må være blevet anset som et særdeles stærkt kort, eftersom flaget overlever den officielle kristning blandt nogle af de nordiske hærførere, der stadig fører det i krig.
Et par år efter slaget ved Clontarf kæmper også den danske konge Knud den Store under et ravneflag, da hans styrker invaderer England.
Banneret er beskrevet i 1041-42 i krøniken Encomium Emmæ reginæ (Lovtale for Dronning Emma), der er navngivet efter Knud den Stores dronning, men krøniken er også kendt under titlen Gesta Cnutonis Regis (der her blot refererer til den samme konge: Kong Knuds bedrifter).
Ifølge denne beretning er der intet billede af ravnen på banneret, men fuglen synes alligevel at kunne vise sig med åbne vinger og åbent næb, hvis sejren er givet.
I Snorris Heimskringla hedder ravneflaget Landøyðan, der betyder Land-øderen (Harald Hårdrådes Saga, 22), og i fortællingen om Waltheof, der er den sidste angelsaksiske jarl i 1072-1076, bærer flaget navnet Ravenlandeye, der udlægges som “Ravnen, Landets Ødelægger” (corvus terrae terror), hvilket atter understreger funktionen som krigsfane (Chronicon Fani Sancti Neoti; Stevenson 1904: 266f).
Ravneflag (eller ravnestandarder) dukker op i en række skriftlige beretninger om begivenheder, der spænder over et par århundreder, og dermed synes de at være alt for udbredte til blot at være et litterært påfund.
Muligvis er der også et trekantet ravneflag på Bayeux-tapetet, der illustrerer Vilhelm Erobrerens sejr i Slaget ved Hastings og erobringen af England i 1066, og samme symbol synes også at være genkendeligt på mønter, der er slået i York i 940’erne.
Men betydningen af den nordiske ravn rækker endnu længere end til vikingetidens ravnegud og ravneflag — også nordisk folklore er rig på ravne-fortællinger, hvor fuglen optræder som person med menneskelige og overmenneskelige egenskaber, der ikke er helt uden ligheder med temaer fra indfødte folk på den nordlige halvkugle.
3. Ravnen som person i nordisk folklore og som totemdyr i jernalderen
I folkevisen ”Ravn fører Runer” bliver en ravn spurgt af jomfruen Maylille, om den kan ”føre runer” med sig. Hun venter på sin tilkommende ridder, der sejler på havet, og vil gerne have ravnen til at viderebringe en besked. Fuglen svarer: ”Saa vel kan ieg dem førre, / som du kandst dem giøre.” (Grundtvig 1856: 189).
Efter disse temmelig kryptiske ord, der refererer til en forestilling om vikingetidens rune-magi, skriver Maylille sine runer på ravnens klo, hvorpå den flyver ud over havet. Tre dage senere lander den på styrestavnen af et skib for at ”kaste runer på ridderens hvide haand”.
Meningen er svær at udrede, idet vi kun har et lille brudstykke, men der er paralleller til andre folkeviser, bl.a. “Kongssonen av Norigsland”, hvor en norsk kongesøn bejler til en engelsk kongedatter via en fugl, der “fører runer” med sig (Bugge 1863).
Blandt inuitter kan fortællinger om rejser over eller under havet være beretninger om en anden verden. F.eks. fortæller Knud Rasmussen om en angakok, hvis overgang til åndeverdenen beskrives som en rejse over havet: “Det var, som om der åbnede sig en indgang mellem hav og land. Landet løftedes, og mellem land og havet så han ind i et fremmed land.” (Rasmussen 1981: 179).
Givet de eventyrlige og magiske træk er det nærliggende at spekulere i en lignende betydning af folkevisen, men paralleller fra andre ravne-viser kunne også indikere, at ravnen måske er udsendt af ridderen selv eller af en i hans slægt for at finde frem til Maylille, der venter ham?
Det sidste udelukker ikke det første, men minder om folkevisen ”Blak og Ravn hin Brune”, hvor en ravn tilsvarende fungerer som sendebud.
Visen findes i forskellige varianter både på Island og Færøerne, i Norge, Sverige og Danmark, og den danske variant stammer fra visens ældste bevarede håndskrift, der er nedskrevet i midten af det 16. århundrede.
Folkemindeforskeren Svend Grundtvig (der er søn af teologen og digteren N.F.S. Grundtvig) antager, at den danske version også er den “ægteste og bedst bevarede af de Former, hvori et mærkeligt Sagn har været eller endnu er udbredt over hele Norden”, skønt det er blevet forandret over tid (Grundtvig 1856: 195).
Hvor ravnen er en fortryllet kongesøn i den danske vise, er der mere emfase på dens karakter af fugl i den svenske variant “Rafnen Rune”, hvor den f.eks. takker nej til mjød og vin, fordi den åbenbart foretrækker reglær fugleføde til sine ravneunger (Geijer & Afzelius 1880: 277-279).
Grundtvig stykker de nordiske kilder sammen med den danske som grundfortælling og hælder til, at der oprindelig har været tale om et sagn fra den nordiske oldtid, og at det engang har “været besunget i et med Eddas Heltesange samtidigt og jævnbyrdigt Kvad” (Grundtvig 1856: 195). Han erkender dog, at det kun er hans ”tro”, at der er tale om et kvad fra oldtiden.
Men fortællingen, der ikke er mindre fascinerende uden ophæng i Edda-digtene, handler om, hvordan Hildebrand bortgifter sin søster Hildeborg til grev Torkild på den anden side af havet.
Tilsyneladende har Hildeborgs brødre dræbt grevens far, formentlig til brylluppet eller meget kort tid derefter, for hun bliver siden spærret inde med den intention at brænde hende på bålet.
I sin ulykke får hun hjælp af en ravn, der indvilliger i at flyve tilbage til broderen og hente assistance. I modsætning til inuit-fortællingen om brylluppet mellem ravnen og gåsen, som vi var inde på indledningsvis, har ravne altså ingen problemer med at krydse hav i disse sammenhænge, og ikke ulig lignende passager i ”Ravn fører Runer”, flyver ravnen også på tværs af havet i denne fortælling:
“Ravnen fløj saa vide,
alt som Skiben skride.
Han fløj saa vidt over Bølgen blaa,
dér var intet Land at hvile paa.”
(Grundtvig 1882: 278)
Fuglen når frem til Hildebrand og beretter, hvad der er hændt hans søster, og han kaster sig straks op på hesten Blak, der på magisk vis forcerer havet som en anden Sleipner. Magien brydes imidlertid, da Hildebrand på halvvejen kommer til at nævne hestens navn, hvorpå han omgående synker til bunds, og Blak mister sin evne til at løbe over havet og må svømme resten af vejen.
Blak har måske mistet noget af sin magiske kraft, men er stadig et imponerende bæst af en hest at være: den når frem i tide og sparker ikke alene grev Torkild ihjel, men også hundrede af hans mænd.
Som tak for at have hentet hjælp får ravnen serveret grevens lever og lunger, hvilket selvfølgelig er en temmelig bizar menu — men der er et rationale, som rækker ud over det makabre måltid. Det er nemlig ikke så meget en kulinarisk lækkerbisken, som det er et led i en særegen magisk logik, hvorunder en forbandelse brydes, og ravnen forvandles til en kongesøn, Hildeborgs anden bror.
Sammen rejser bror og søster tilbage over havet, hvor de møder deres hjemvendte bror Hildebrand, som åbenbart overlevede at synke til havets bund, og snart viser det sig, at også hesten Blak er en fortryllet kongesøn. Søsteren kysser den på mulen, forvandlingen indtræffer, og hun har nu alle tre brødre foran sig.
Fortællingen er blot ét af mange eksempler på ravnens tilbagevendende rolle i nordisk folklore, hvor der også kan trækkes tråde til ravnetemaer, vi kender fra andre kulturer, f.eks. det nordamerikanske tlingit-folk, som vi har været inde på i en anden sammenhæng:
• Tricksteren som dyr, menneske og overmenneske
Rejsen frem og tilbage over ’havet’ ligner en rejse mellem verdener, hvor hest og ravn i den ene verden transformeres til kongesønner i den anden.
Også i folkevisen ”Valravn”, der har mange paralleller til ”Blak og Ravn hin Brune”, møder vi temaet om ravnen, der flyver tværs over havet, f.eks. i en norsk variant: “Saa tog han Jomfru Ermelin / sette paa sin Ravnebag / saa fløi han over det vilde Hav / seg selv til stor Umag.” (Aall 1893).
Ravnens unaturlige evne til at krydse havet kender vi også fra bibelske, mesopotamiske og nordamerikanske ’syndflodsmyter’, som vi tidligere har været inde på, men endnu tydeligere er disse paralleller i en anden nordisk fortælling, der handler om Ravne-Floki — en af de første, der sejler til Island (og i øvrigt er forlægget for Floki i tv-serien Vikings).
Nyere arkæologiske undersøgelser og udgravninger har afdækket vikingebosættelser på Island helt tilbage fra omkring år 800, hvorfra de gradvis har udviklet sig fra sæsonbetonet beboelse til permanent beboelse (Archeology World 25.6.2020).
Dermed er de etableret årtier tidligere, end det fremgår af beretninger om begyndelsen af bosættelsestiden i Landnámabók, der er skrevet i slutningen af 1100-tallet.
Her omtales Ravni-Floki som den tredje nordboer, der når frem til øen i slutningen af 800-tallet ved at sejle via Shetlandsøerne. Han får dog en særlig hjælp på den sidste del af sejladsen, hvor ravne spiller en efterhånden velkendt rolle: “Floki tog tre ravne med sit på rejsen. Da han slap den første fri, fløj den tilbage fra agterstavnen, men den anden ravn fløj direkte op i luften, før den vendte om og landede på skibet igen. Den tredje fløj derimod fremad i bovens retning, og det var i den retning, at de fandt land.” (Landnámabók 5; Pálsson & Edwards: 1972/2006).
Om ravnenes rolle er udtryk for et oprindeligt og originalt narrativ, eller om den i dette tilfælde er specifikt inspireret af Noahs ravn, er måske ikke så væsentligt, al den stund at den bibelske fortælling selv har rod i andre parallel-fortællinger.
Men de mange ravne-fortællinger understreger i alle tilfælde fuglens fremtrædende betydning for nordboerne, både som guddommeligt væsen og magisk person — træk, der som nævnt er vidt udbredte i animistiske verdensperspektiver på den nordlige halvkugle.
Som vi har set, dukker ravnen op i mange sammenhænge i mytologien og folkloren i Norden, men den er også udbredt i ikonografi både før og under vikingetiden, hvilket peger på lang kontinuitet som central figur, og denne overvældende præsens placerer måske også det berømte ravneflag i en særlig kontekst.
Den danske religionshistoriker Rune Hjarnø Rasmussen argumenterer for, at ravneflagets symbolik rækker længere end den, der kommer til udtryk ved at sprede skræk og advarsel blandt fjender og påkalde Odin i krig.
I en omfattende analyse af “vikingetidens ravnebannere som udtryk for ravne-totemisme” (Rasmussen 2021) knytter han an til forståelsen af totemisme som en underkategori af animisme.
Begrebet totem stammer fra ojibwaerne, et indfødt folk i Nordamerika, hvor hver klan er knyttet til et særligt dyr eller en plante, der også betragtes som slægtning. Det er en form for relation, som er udbredt verden over, hvorfor begrebet er blevet en del af religionsfænomenologiens generelle vokabular.
Totemisme er for så vidt det animistiske verdensperspektiv iboende, påpeger bl.a. den britiske religionsforsker Graham Harvey, der er en af hovedproponenterne for såkaldt New Animism-theory: ”Ifølge den nye tilgangsvinkel betragtes (animist) totemisme som en form for socialitet og socialisering, der inkluderer specifikke andre-end-mennesker i slægtskabs- og nærhedsgrupperinger og -distancer.” (Harvey 2005/2017: 164).
Forskellen på animisme og totemisme er ikke en forskel mellem to vidt forskellige verdensperspektiver, men snarere en forskel i graden af tilknytning til en eller flere udvalgte ikke-menneskelige personer, hvor nogle relationer er mere betydningsfulde end andre. Totem-klaner er ifølge Harvey ”grupper af personer, der krydser arts-skel med henblik på at favne mere inkluderende sammenhold, og som søger alles trivsel” (ibid.: 167).
Når ravnen ifølge Hjarnø Rasmussen formentlig også har været et udbredt totemdyr i Norden, skyldes det ikke alene fuglens fremtrædende rolle i de mange forskellige litterære kilder, men også den særegne ravne-menneske-hybrid, der ligeledes findes talrige eksempler på i nordisk ikonografi fra jernalderen, f.eks. på de såkaldte brakteater og fibulaer.
En fibula er en bøjlenål eller et bøjeligt spænde, og en brakteat er en lille guldplade, forsynet med en øsken, hvoraf der er fundet hundredvis i Norden fra perioden 450-550 e.v.t., altså 2-3 århundreder før vikingetiden.
Hjarnø Rasmussen opsummerer: “Jernalder-ikonografi viser blandinger af menneske-fugle på en måde, der kunne indikere totemistiske ideer, muligvis relateret til figuren Óðinn, som vi kender ham fra det senere islandske tekst-materiale. Vi ser menneskelighed som ravnens indre natur, og vi ser mennesker påtage sig eller udføre deres fuglenatur gennem maskering. (…) Som en skaber, forfader, trickster og shaman besidder Óðinn alle de motiver, der er typiske for den nordlige halvkugles ravne-motiver. Gennem ham synes det nordiske ravnesymbol at passe ind i den nordlige halvkugles familie af ravne-kultur og totemisme. Ved således at betragte fugle-menneske-hybriden i både arkæologi og mytologi, er det meget oplagt, at ravnefanen repræsenterer en form for ravne-totemisme.” (Rasmussen 2021).
Ravnebanneret redesignet i 2021 af religionshistorikeren Rune Hjarnø Rasmussen i samarbejde med tekstilkunstneren Eva M M Engelhart, den grafiske designer Ave Maria Nielsen og kunstneren og tatovøren Uffe Berenth: The Raven Flag
Et kommende essay følger op på nogle af de ikonografiske udtryk for fugles og andre dyrs nære tilknytning til (og transformative betydning for) mennesker før og under vikingetiden, ikke mindst eksemplificeret af hjelm-masker fra jernalderen.
Afslutningsvis skal vi runde en anden dimension af dette tema, der handler om, hvordan ravnen gradvis mister betydning, ja, i nogen grad får den omvendte betydning i den senere nordiske kulturarv. Efter vikingetiden får ravnen nemlig andre roller og betydninger, som afspejler den kirkelige indflydelse, og her og der bliver pointer i overleverede fortællinger drejet i kristen retning.
At den ikke blot forsvinder fra folkloren, men i stedet underspilles eller direkte italesættes som en trussel eller et ondt varsel, er imidlertid også et udtryk for den hidtige udbredelse og betydning af ravnen som central figur i Nordens mentale og mytologiske univers.
4. Ravnen som modbillede til duen?
Et islandsk folkesagn beretter om en bondedatter, der dagligt deler sin mad med gårdens ravn. En dag tager ravnen dog ikke imod maden, og når bondedatteren forsøger at komme fuglen nærmere, flytter den sig hele tiden lidt væk. Til sidst har den trukket hende ud i naturen, og pludselig hører hun et stenskred fra fjeldet, hvorefter stenene brager forbi hende og tilintetgør gården og alle dens mennesker og dyr (Andersen 1862-64: “Den taknemmelige Ravn”).
Moralen er måske, at en positiv og givende relation til naturens kræfter også er en beskyttelse imod naturens destruktive kræfter — ravnen redder hende fra den visse død som tak for maden.
Derefter følger til gengæld en ’slutning’, som tydeligvis falder ‘udenfor’ og må være tilføjet det oprindelige sagn, efter at Island er overgået til kristendommen: “Men Aarsagen til, at Skredet ikke foer henover den Plet, som Ravnen og Bondedatteren stode paa, var den, at Biskop Gudmund den Hellige havde engang paa sin Gjennemreise opslaaet sit Telt paa denne Plet.” (Ibid.).
På den måde bliver ravnens rolle lidt mindre spektakulær, og miraklet, der redder bondedatteren, holdes inden for kirkens domæne.
I folkevisen ”Valravn” er de kristne lag også fremtrædende og virker som senere tilføjelser. Den detalje, hvor jomfruen skriver runer på ravnens klo, som vi har set i folkevisen ”Ravn fører Runer”, er her fraværende, og i stedet lægger hun ravne-kloen på sin hvide hånd og sværger ved sin “christelige tro” (Grundtvig 1856: 184).
Ifølge Svend Grundtvig er en valravn en specifik betegnelse for “et til Ravn forvandlet levende menneske” (Grundtvig 1856: 180), og i folkevisen af samme navn, kan valravnen ikke undslippe forvandlingen og vende tilbage til menneskeskikkelse uden at drikke blod: “Han slog hende i Lodder to, / drak af hendes Hjærteblod: / saa blev han til en Ridder / alt baade stærk og stor.”
Men derefter flyver valravnen hende til en flod, hvor hun bliver døbt, og dernæst til hendes trolovede, som takker: ”Du have tak, vilden Valravn! / vel fanger du Lykken i Klo; / flyv nu bort i Jamling! / jeg holder saa vel min Tro.” (Grundtvig 1882: 250f).
Den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensen fortæller også om fænomenet: “Når de i et slag ikke fik kongen eller høvdingen funden og begravet, så kom der ravne og åd af ham, og disse ravne blev til Valravne, og den, der åd hans hjærte, den fik menneskeforstand og kunde gjøre ondt og forvende mennesker og havde overmenneskelig magt, og det var nogle skrækkelige dyr.” (Kristensen 1893: 132).
Denne dystre beskrivelse afspejles også i andre af Evald Tang Kristensens beretninger om gengangere, der vender tilbage som ravne (Kristensen 1896: 186).
Fortællinger, der associerer ravnen med onde kræfter, er imidlertid hverken baseret på førkristne traditioner eller opfattelser, der stammer fra den hebraiske bibel.
Ravne er ganske vist blandt de ”vederstyggelige” (urene) fugle og må derfor ikke spises (3. Mos. 11,13-15), men det er f.eks. også ravne, der morgen og aften bringer kød og brød til profeten Elias (1. Kong. 17,3-6), og en ravn hjælper Noah med at finde land efter syndfloden. Endvidere fremgår det, at Gud ”skaffer ravnen æde, når ungerne skriger til Gud og flakker om uden føde” (Job 39,3).
I Det Nye Testamente bruger Jesus også ravnen som positivt billede på at lade Gud råde i stedet for at bekymre sig om trivielle verdslige affærer: ”Livet er jo mere end maden, og legemet er mere end klæderne. Tænk på ravnene; de hverken sår eller høster, og de har ikke forrådskammer eller lade, og dog giver Gud dem føden …” (Luk. 12, 23-24). Ganske vist tilføjes den generelle bibelske pointe, at mennesket er mere værd end alle verdens øvrige arter (jf. 1. Mos. 1, 28), idet citatet fra Lukas-Evangeliet fortsætter: ”… hvor langt mere værd end fuglene er ikke I?” (Luk. 12, 24). Men det ændrer ikke på, at vi ikke finder nogen egentlig bibelsk ringeagt for ravnen.
Tekstnære læsninger af Bibelen gør altså ikke i sig selv tydningen af ravnen til synonym med ondskab, men det gør til gengæld tidlige kristne og jødiske udlægninger, der får betydning for kirken, og som sikkert har spillet en rolle, når man har skullet gøre op med et stærkt hedensk ravne-symbol.
Den græsk-jødiske filosof Filon af Aleksandria, der er samtidig med Jesus og lever fra 10 f.v.t. til ca. 40 e.v.t., kalder ravnen for en “sort-agtig og hensynsløs” skabning, “et symbol på ondskab, for den bringer nat og mørke over sjælen” (Philo 35; Marcus 1953: 114).
Ifølge Filon er fortællingen om Noahs ark et udtryk for ravnens slægtskab med selve syndfloden, fordi den ikke vender tilbage til Noah, efter at han har sluppet den ud for at se, om vandene har trukket sig tilbage. Ravnen bliver således også et symbol på last, mens duen, der returnerer til Noah, er et symbol på dyd (Philo 38; Marcis 1953: 116).
Kirkefaderen Augustin, der lever i det 4. århundrede, refererer på den ene side, hvordan Elias får mad af ravnen, men fortolker tilsvarende ravnen og duen i baner af henholdsvis fortabelse og frelse — igen med henvisning til syndflodsmyten i den hebraiske bibel: “Der er mennesker, som har til hensigt at lade sig omvende, men bliver ved med at udskyde det; de råber altid ‘cras, cras!’ som en ravn. En ravn blev sendt ud fra arken og vendte ikke tilbage. Men det, Gud ønsker, er ikke overspringshandlingen à la ravnens kald, men derimod duens beklagende bekendelse. Da duen blev sendt ud, vendte den tilbage.” (Boulding 2003: 99).
Når Augustin beskriver ravnens kald som cras, cras, er det ikke kun for at efterligne lyden af ravnens kald, men også fordi cras er latinsk og betyder “i morgen”, hvilket understreger den nølende trang til omvendelse, som kirkefaderen tilskriver ravnen.
Billedet af den dunkle og dystre ravn i kontrast til den ’rene’ hvide due trækker naturligvis også på den symbolik, der knytter sig til nytestamentlige fremstillinger af Helligånden som en due, da Jesus bliver døbt: ”Og det skete i de dage, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa. Og han blev døbt af Johannes i Jordan. Og straks, da han steg op af vandet, så han himlene skilles ad, og han så Ånden dale ned over sig som en due.” (Mark. 1, 9-10).
Dette billede præger også nordisk folklore i kristen tid og afspejles f.eks. i folkevisen “Møen paa Baalet”, der både kendes fra Danmark, Sverige, Norge og Færøerne. Her bringer “to Duer fra Himlen” Kirstin til Himmerige, mens to ravne bringer hendes bror til Helvedes Port, fordi han har forsøgt at undertvinge hende sin incestuøse vilje og løgnagtigt beskyldt hende for at være en hore og en morder (Grundtvig 1882: 387ff).
Tilsvarende lyder opslaget om ravnen i førsteudgaven af Brewer’s Dictionary of Phrase & Fable fra 1870 simpelthen: ”A bird of ill omen.” Og den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensen bemærker i slutningen af 1900-tallet: “Om ravnene tror nogle, at de er Fandens apostle.” (Kristensen 1899: 41).
Der er dog ikke en lige entydig vurdering af ravnenes betydning i folkeviddet.
Den danske forfatter og tegner Achton Friis, der i et trebindsværk beskriver sin ekspedition til 132 danske øer, bemærker i 1926, at ravnen også bevarer sin hellighed i dele af almuetroen. Ikke uden lune skriver han:
”Fra at være Sejrens Symbol, der svæver over den dampende Valplads, er det sagte dalet ned i Almuens Tro, hvor den dog længe vedbliver at være en hellig Fugl. Ofte viser den Dødes Sjæl sig i Skikkelse af en Ravn; og i Jylland siger man, at dens Unger fødes hvide, først efter 9 dages forløb begynder deres sorte Fjer at komme frem, og indtil den Tid faar de Føde fra Himlen. Allerede længe har den været en saare sjælden Fugl i Landet. Et gammelt Ordsprog siger, at der nu i hvert Sogn kun findes to Ravne — nemlig Præsten og Degnen. Det ser saaledes ud til, at den ogsaa er dalet stærkt i Anseelse.” (Friis 1926).
Som vi har set, er der mange eksempler på fortællinger om ravne-aktører fra vikingetiden (og senere nordisk folklore med mere eller mindre tydelige rødder i samme), hvor ravnen tilskrives en overmenneskelig rolle, men også hvor den ’blot’ optræder som dyreperson blandt andre dyrepersoner.
Ligesom den grønlandske fortælling om ægteskabet mellem ravnen og gåsen, som vi indledte med, kommer vi også til dyre-bryllup i folkevisen “Ravnebrylluppet i Kråkelund”, der er udgivet af den norske filolog og folklorist Sophus Bugge i 1857. Brylluppet står her i en skov mellem en trane (bruden) og en ravn (brudgommen), og en række andre dyr deltager som bryllupsgæster (Bugge 1857).
Det er et klassisk animistisk træk, at dyrepersoner agerer i parallel-kulturer à la menneskelige samfund, som den brasilianske antropolog Eduardo Viveiros de Castro bemærker: “… dyr og ånder [ser] sig selv som mennesker: de opfatter sig selv som (eller bliver til) antropomorfe væsner, når de er i deres egne huse eller landsbyer, og de oplever deres egne vaner og karakteristika i form af kultur” (Viveiros 1998: 47).
Animisme er som nævnt et verdensperspektiv, hvor ikke kun mennesket, men også mange dyr, planter, lokaliteter, genstande og andre fænomener kan optræde som personer i relation til og interaktion med mennesker — og med hinanden. I de nordiske myter er det især store dyr, der er de foretrukne skikkelser for trolddomskyndige mennesker såvel som guder og jætter.
Det betyder næppe, at man inden for sådanne traditioner tror, at dyr eller træer er menneskelige i biologisk eller zoologisk forstand, men at der er forhold til ikke-menneskelige personer, der opleves og italesættes som møder mellem subjekter.
På baggrund af de eksempler, vi har været inde på fra Nordens myter og folklore, forekommer det ikke odiøst, at lignende animistiske anskuelser også har været særdeles udbredte i en nordisk totemistisk kontekst fra bronzealderen til vikingetiden.
Det falder i tråd med, at animistiske traditioner ikke dogmatiske vedtægter eller kanoniske fortællinger, hvor alt er mejslet i granit (i de allerfleste historiske tilfælde er der end ingen skriftlige kilder til at fastholde dem), men derimod levende, flydende og foranderlige med flere varianter, flertydigheder og anden inkonsistens.
Det må også den dansk-grønlandske polarforsker Knud Rasmussen sande på hans femte Thuleekspedition, da Orulo griner af hans forvirring over absurditeter og paradokser i inuitternes fortællinger:
”Vi eskimoer giver os ikke af med at løse alle gåder. Vi fortæller de gamle historier på den måde, de blev fortalt for os og med de ord, vi selv husker. Og skulle der være mangel på fornuft i fortællingen, så er der dog stadig så mange uforståelige begivenheder, som vore tanker ikke kan begribe. (…) Vi er tilfredse med ikke at forstå.” (Rasmussen 1925: I, 82).
De tilgrundliggende animistiske forestillinger trodser rationel historiefortælling, for det vigtige er ikke at ”tro på” dette eller hint, men at relatere til denne og hin, og jo mere personlig den relation er, desto lettere er det at knytte venskaber og beskytte sig imod uvenskaber, hvad enten vi taler om menneskelige eller ikke-menneskelige personer i kultur og natur.
Rune Engelbreth Larsen, 26. marts 2021
Tak til private givere for støtte til Polifilo.dk
Essayet er en del af forarbejdet til bogen
Animisme — arv og aktualitet