Reaktualisering og redesign af ravneflaget
Adskillige skriftlige kilder og enkelte mønter refererer formentlig til vikingetidens brug af en krigsstandard eller fane med et ravnemotiv. Selv om der ikke findes helt præcise beskrivelser eller entydigt historisk ikonografisk materiale, er det vanskeligt at forstille sig, at der ikke har været et udbredt ravnemotiv på et flag eller banner af en eller anden slags, og at det er blevet relateret til Odin og tilskrevet signifikant betydning i krig.
Men ravnen på flaget har haft videre betydninger end visualiseringen af et krigsråb, der opildnede vikinger og skræmte fjender fra det 9. til det 11. århundrede — og kan måske få det igen i det 21. århundrede, hvis det står til en dansk religionshistoriker, der har redesignet ravneflaget i samarbejde med tre kunstnere …
Stereotype og misvisende klicheer om vikinger med horn på hjelmene er aftagende, men de er blevet erstattet af tatoverede tv-karakterer med perler i skægget og opfindsomme punker-frisurer, der skal se ‘vilde’ ud, skønt der ikke er nogen sikker viden har om vikingernes frisurer — endsige brugen af skægperler — ligesom heller intet tyder på, at tatoveringer skulle have været et udtalt fænomen i vikingetiden.
Vikinger er imidlertid i den grad in i populærkulturen, især efter Michael Hirst’s tv-serie Vikings, der har trukket store seertal gennem seks sæsoner fra 2013 til 2020, og Marvels superhelteversioner af Thor og Loke.
Et skarpsindigt helle af eftertænksomhed og kompleksitet i den populærkulturelle viking-frenzy er den amerikanske tv-serie American Gods (2016-2021) efter Neil Gaimans roman af samme navn fra 2001. Her optræder Odin i skikkelse af Mr. Wednesday (spillet af Ian McShane) i sære fortællinger med et utal af ‘importerede’ guder fra forskellige kulturer i det moderne USA som et billede på tidsåndens politiske og åndelige understrømme.
En ganske anden ‘definerende’ vikinge-opmærksomhed vækker diverse nationalistiske bevægelsers politiserede brug af vikingetidens symbolik med ekkoer af nazismens lignende forsøg på at ‘eje’ en nordisk kulturarv ved at tilskrive den ekstremt ahistoriske betydninger.
Tænk blot på det smukke solhjul, der i dag desværre er låst fast i nazismens destruktive symbolsprog, eller den tossede ‘viking’, der tog alverdens forsider under angrebet på Kongressen i USA den 6. januar 2021. Racistisk og nationalistisk vikingeromantik kendes i flere sammenhænge, der fortegner den nordiske kulturarv.
Den danske religionshistoriker Rune Hjarnø Rasmussen, der er ekspert i afroatlantiske religioner og nordisk animisme, forsøger at afmontere dette moderne nationalistiske og racistiske forsøg på ‘patent’.
Han er ikke blot en del af Akademia, men også en initiativrig formidler, der ikke mindst udfolder vikingetidens og den nordiske kulturarvs iboende animisme.
På hjemmesiden Nordicanimism.com, i Facebook-gruppen Nordic Animism og via Youtubekanalen af samme navn præsenterer Hjarnø Rasmussen akademiske og populære analyser af vikingetidens verdensperspektiv, men overskrider også bevidst de akademiske og traditionelle formidlingsmæssige rammer i bestræbelsen på at reaktualisere nordisk animisme som relevant perspektiv på samtidens natur- og klimakrise. Et perspektiv, han også udfolder i et unikt nordisk kalender-projekt med rod i årstidsbestemt nordisk folklore.
Alt dette smelter sammen i reaktualisering af ravneflaget som bud på et nytænkt ikon, der tager symboler ’tilbage’ i en både gammel og ny forståelse.
“Lad os betragte Ravn, ikke alene som et symbol fra en fjern fortid, men også som et samtidigt symbol med vigtige budskaber til vores egen tidsalder,” skriver han på baggrund af en kulturhistorisk analyse af ravnen og ravneflaget:
• Rune Hjarnø Rasmussen: The Nordic Raven Totem
Motivet er designet af Rune Hjarnø Rasmussen i samarbejde med tekstilkunstneren Eva mm Engelhart, den grafiske designer Ave Maria Nielsen og kunstneren og tatovøren Uffe Berenth.
Og ravneflaget er selvfølgelig fremstillet som et ægte flag, der kan luftes i mange sammenhænge.
Udover at være religionshistoriker er Hjarnø Rasmussen en glødende klimaaktivist, hvilket også afspejler sig i hans associationer til det redesignede flag:
“The Nordic Animism-platform foreslår at generobre ravne-totemet ved at bruge ravneflaget. Dette flag er ravne-tricksterens stemme, der fremkalder ravnens stemme i vores tid. En stemme, som bibringer samhørighed med naturen og visdom fra traditionel viden, men også en stemme, der vækker kreativitetens, adaptabilitetens og ukuelighedens trickster-kvaliteter, som vi har brug for, når vi står over for Ragnarok.” (The Raven Flag).
Der er et dybt gab mellem det afstandsskabende og ødelæggende natursyn, der har overtaget i dag, og det helt anderledes slægtskab og den samhørighed, som et animistisk, naturnært verdensperspektiv repræsenterer mennesket og naturen imellem.
Det er ganske vist ikke et perspektiv, der i sig selv har hindret indfødte folk og animistiske kulturer i også at udrydde arter og presse natur og biodiversitet lokalt og regionalt, men aldrig i det naturødelæggende omfang vi ser i dag både regionalt og globalt, og oftest med en ganske anderledes respekt for livet i den omgivende verden.
Ligesom ravnen og mennesket smelter sammen i smykker, vi kender fra Norden allerede før vikingetiden, og som det f.eks. er tilfældet på Bill Reids berømte skulptur af nordamerikanske folks ravne-trickster med en ‘maske’ afbildet på halen, har Rune Hjarnø Rasmussen og de tre kunstnere fremstillet ravnen på ravneflaget inspireret af en historisk ‘ravne-mønt’ fra York og afbildningen af ‘masken’ på den store Aarhus-Runesten.
Derved afspejles den hybride karakter ‘menneske-ravn’ og ‘kultur-natur’ med eksplicitte kulturhistoriske rødder.
Slægtskabs-ideen, der rummer en respektfuld relation til verdens mangfoldighed af liv og kan gentænkes og italesættes påny i dialog med tidens naturkrise og kulturarvens rødder, er ikke kun eksemplificeret af den rolle, ravnen indtager i vikingetiden, men også (og ikke mindst) blandt talrige indfødte folk vidt forskellige steder på den nordlige halvkugle.
Forbindelsen til ravnens bredere animistiske og totemistiske arv er således ikke alene relateret til en samhørighed mellem kultur og natur, men også til de både fornøjelige, forunderlige og flertydige aspekter, ravnen rummer som kulturskaber, trickster og totem, og derved rækker den i mine øjne ud over Ragnarok-myter.
Klimakrisen og biodiversitetskrisen er globale, menneskeskabte katastrofer med fatale konsekvenser, men ikke en kataklysmisk mytisk undergang eller dommedagstrussel à la et nukleart inferno.
Også derfor er der håb, ikke uafvendelighed, i at udbrede nødvendigheden af et globalt kursskifte, hvis ikke utallige af verdens øvrige arter skal opleve hver deres Ragnarok.
Måske kan ravneflaget blive dette ikon for bevægelser, der knytter gejst og håb til nye og gamle fortællinger om menneskets slægtskab med naturen i en erkendelse af — og kamp for — vigtigheden af at hindre biodiversitetskrisen og klimakrisen. Men i lige så høj grad et ikon for den enkeltes møde med og respektfulde tilgang til naturen, forbundetheden og relationen til livets mange forskellige ansigter og den berigelse af kulturen og tilværelsen, dette også er udtryk for.
Og det illustrerer jo rummeligheden af figuren og styrken i et symbol, der ikke er del af nogen kanoniseret tradition, men er specifik nok til at knytte menneske og natur på tværs af kulturer, og dog samtidig har vingefang nok til at favne en mangfoldighed af arv og aktualitet såvel som individualitet og integritet.
Måske er det derfor, man ikke rigtig bliver færdig med at fabulere over et fabelagtigt og kunstnerisk gennemtænkt redesign af ravneflaget. Tag godt imod det og fabulér selv videre.
Rune Engelbreth Larsen, 19. marts 2021
Tak til private givere for støtte til Polifilo.dk