Introduktion til animisme – og til bogen om animisme
Den 31. oktober 2024 udkommer bogen Animisme – arv og aktualitet fra klippekunst til klimakrise af Rune Engelbreth Larsen. Her følger en introduktion til bogens udgangspunkt og omdrejningspunkt …
Er sten levende? Er det muligt at føre en samtale med en plante? Kan en amulet være en person?
I alle tre tilfælde er det selvindlysende svar nej. En sten er ikke en organisme, planter har ingen mund, og en amulet har ingen hjerne. Så meget desto større bliver forvirringen eller forundringen, når det ”selvindlysende” i dette nej afhænger af, hvordan spørgsmålene er stillet, hvem vi spørger, og hvornår vi spørger.
Spørger vi f.eks. en angakok fra Østgrønland i begyndelsen af 1900-tallet, en shaman fra Sibirien i 1700-tallet eller en noaide fra Lapland i 1500-tallet, er svarene på de tre spørgsmål ikke benægtende. Skal vi tro de historiske beretninger om sådanne åndemanere, er forskellen på mennesker og dyr ikke definitiv, men snarere flydende, hvorfor dyr og mennesker af og til også kan tale sammen – og måske endda skifte krop.
Disse og lignende opfattelser deles af mange andre end åndemanere. I talrige kulturer er det ikke kun mennesker, der kan betragtes som personer, men f.eks. også fugle, træer og svampe. Det er naturligvis ganske uvant for de allerfleste, og bedre bliver det nok ikke af, at det samme gælder solen, månen og stjernerne såvel som vandløb, bjerge og moser – ja, selv sten, figurer og redskaber.
Det er en tankegang, der ofte associeres med oprindelige folk i fjerntliggende urskove og vildmarker, men den deles f.eks. af vikingetidens nordboere og antikkens grækere og romere. For blot at nævne et meget lille kulturhistorisk udsnit af en vidt udbredt verdensforståelse.
Når alt fra dyr og planter over masker og figurer til landskaber og himmelfænomener kan opfattes som personer, taler vi om animisme.
Ofte er det en uudtalt verdensforståelse, der gennemtrænger tilværelsen og samfundet i stort og småt, ja, nærmest i ét og alt, både socialt og rituelt. Til tider er det en mindre fremtrædende understrøm, men historisk dukker den stort set op overalt.
Talrige etnografiske fremstillinger og andre kilder fra næsten alle epoker på alle beboede kontinenter sandsynliggør, at animistiske forestillinger er universelle. Sågar oldtidens klippekunst tyder ifølge flere arkæologer og historikere på, at vores forfædre og formødre i stenalderen havde en animistisk forståelse af verden. Flere af datidens afbildninger ligner påfaldende senere tiders forestillinger om menneskers forvandlinger til dyr. Et transformatorisk træk, der også går igen i mange figurer fra stenalderen, bronzealderen og jernalderen.
Hvorfor? Havde nogle af fortidens mennesker menneskekrop og dyrehoved?
Det er der intet, der tyder på. Der findes hverken historisk eller aktuel dokumentation for mennesker, der har udviklet gevir, pels og klove som en elg. Vi har heller ingen beviser for, at der nogen sinde har levet et menneske med et ulvehoved.
Men hvorfor møder vi et utal af sådanne historiske figurer og billeder? Er alle fortidens mennesker overtroiske naivister, blottet for evnen til rationel refleksion?
Den opfattelse sværger de allerfleste lærde til i 1800-tallet, da antropologi og religionsvidenskab etableres som akademiske fag i Europa. De ”primitive” animister betragtes som ”laverestående racer”, hvis uvidenhed og naturfrygt har drevet dem til at tro på noget så tosset, som at ”alting er besjælet”. Animisme er ikke alene det ultimativt anderledes, men også det ultimativt underlegne.
Det er imidlertid vanskeligt at komme udenom, at animisme også er en helt ordinær forståelsesramme i antikkens kulturer. En epoke, der nyder en betragtelig beundring blandt mange af den tids lærde, fordi den har fostret imponerende bygningsværker, dybsindig litteratur og berømte tænkere, ikke mindst i Athen og Rom.
Måske er det derfor, man helst negligerer antikkens animisme og fokuserer mere på antikkens polyteisme, som ganske vist heller ikke nyder nogen anerkendelse i 1800-tallet, men dog forekommer lidt mindre uspiselig.
De kulturer, der anerkender flere guder, begrænser dem imidlertid ikke til en håndfuld hovedpersoner i farverige myter. I stedet knyttes relationer til et utal af guder og ånder, hvoraf nogle er stedbundne og andre allestedsnærværende. Polyteisme er i og for sig blot et lille og forenklet udsnit af animisme, både før og efter antikken.
Animisme er hverken en teori eller en tro. Der er ikke tale om et dogmatisk system og sjældent om kanoniske skrifter, men snarere om en måde at være i verden på, der kendetegner talrige kulturer og samfund i hovedparten af historien. Og som har det med at dukke op til overfladen igen og igen, også i epoker, hvor den forfølges og fortrænges.
Animisme er med andre ord en vippedukke. En legetøjsdukke med tung bund, der bliver ved med at rejse sig, når man tror, at den er lagt ned. Det må 1800-tallets lærde også sande – i deres egne baghaver. Alt imens datidens antropologer og religionshistorikere er stærkt optaget af ”de vildes” animisme i alverdens afkroge, kortlægger europæiske folkemindesamlere tusindvis af animistiske fortællinger, sange og traditioner, der tilsyneladende trives fint blandt samtidens europæiske landbefolkning.
Er Europas kristne bønder virkelig lige så ”primitive” som hedningene fra ”laverestående racer” i Afrika, Asien, Amerika og Australien? Det er ikke let at forlige sig med og bortforklares gerne som historiske ”levn” (survivals). Hedenske skikke fra en svunden tid, som stadig hænger fast. Landbefolkningen har åbenbart en sejlivet hang til ’overtro’, som kirken ikke rigtig har formået at fordrive, og som oplysningstiden af en eller anden grund heller ikke har fået bugt med.
Det rokker dog ikke ved overbevisningen om europæernes placering på det øverste trin af den kulturhistoriske udviklingsstige. På de lavere trin følger bl.a. antikkens romere og grækere, lavere endnu står jøderne, men allernederst i hierarkiet placeres de primitive animister, der famler rundt i mørket. En vidt udbredt selvforståelse i datidens Vesten.
I første halvdel af 1900-tallet begynder flere lærde dog så småt at spørge sig selv, om denne nedgørelse af talrige folkeslag giver mening i takt med en stadig tydeligere erkendelse af, at også ’de vilde’ er i stand til at reflektere rationelt? Ofte viser deres tænkning og hverdagspraktiske teknikker sig endog at være baseret på empiriske erfaringer, der i mangt og meget svarer til en vestlig grundforståelse af basale årsagsforklaringer. Jo mere viden, antropologer indhenter på deres feltarbejder, desto vanskeligere bliver det at opretholde den kultur-evolutionistiske antagelse om ”laverestående racer” med infantile og inferiøre mentale evner.
Det løser dog ikke problemerne med at forstå animisme.
Konstaterer vi, at animistiske verdensforståelser er udbredte i utallige kulturer og epoker blandt folkeslag, der ikke kan afskrives som ”irrationelle vilde” og ”laverestående racer”, skal der jo pludselig findes andre forklaringer på ’afvigelserne’. Hvis de ikke er dumme og naive, hvad er de så? Måske har de bare en frugtbar fantasi?
I alle tilfælde kommer animisme ikke alene til udtryk i forklaringer, fortællinger og afbildninger, men præger alt fra jagt og agerbrug til ritualiserede livsbegivenheder og daglige skikke. I hjemmet, naturen og kulturen. Og såmænd også i det 21. århundrede.
Animisme er f.eks. en central del af shinto og taoisme for millioner af japanere og kinesere, men også en udbredt verdensforståelse mange andre steder i verden, bl.a. i den nigerianske yoruba-religion og flere af dens afroamerikanske udløbere såsom umbanda og candomblé.
Faktisk er hundreder af millioner mennesker i dag animister, ikke blot i tyndtbefolkede naturområder, men desuden i tætbefolkede metropoler. Også i den såkaldt moderne verden kan alt fra landskaber og dyr til skulpturer og suppeterriner med andre ord betragtes som boliger for guder eller ånder.
Pudsigt nok er store dele af den globaliserede populærkultur ligeledes fuld af animistiske træk. Bestsellere og blockbustere om elvere, drager og talende dyr har ikke mistet deres tiltrækningskraft, men står i gæld til de foregående århundreders eventyrtradition – der står i gæld til folklorens bundløse animistiske kildevæld.
Hvorfor?
Antropologer går i dag nye veje for at finde hoved og hale i animistiske verdensforståelser, der trodser Vestens vante videnskabelighed. Men animisme er også blevet et tema, der rækker ud over den antropologiske og religionsvidenskabelige faglighed, f.eks. i direkte eller indirekte relation til nye former for naturbeskyttelse. Landskaber får sine steder ’personrettigheder’, og nye tilgange til biodiversitets- og klimakrisen er i stigende grad optaget af oprindelige folks traditionelle viden.
Det sidste vidner FN om. Alene i én klimarapport udarbejdet af FN’s Klimapanel i 2022 optræder betegnelsen ”oprindelige folk” (Indigenous Peoples) 750 gange, og indfødte vidensformer betragtes som ”afgørende” i kampen for klimatilpasning (Larsen 2022). Også ad den vej bliver forståelsen af animistiske verdensforståelser relevante, hvad enten de er indlejret i oprindelige folks kulturarv eller er udbredt som nutidig aktualitet.
Stadig flere internationalt anerkendte tænkere med ikke-vestlig baggrund taler ind i en akademisk faglighed såvel som en bredere offentlighed med animistiske vinkler. Robin Wall Kimmerer, der selv er fra det indfødte potawatomi-folk i Oklahoma, fremhæver i sin internationale bestseller Braiding Sweetgrass, at mange oprindelige sprog afspejler familierelationer til verden: ”So it is that in Potawatomi and most other indigenous languages, we use the same words to adress the living world as we use to our family. Because they are our familiy.” (Kimmerer 2013). I bogen Sand Talk påpeger Tyson Yunkaporta, der er fra Apalech-klanen i Australien, at tid og sted som regel er det samme ord på aboriginernes forskellige sprog (Yunkaporta 2019).
Måske giver det en idé om, hvor let ’oversættelser’ af væsensforskellige verdensforståelser risikerer at fortegne udgangspunktet? De ord og begreber, ’vi’ bruger om fremmedartede traditioner, italesætter ’de andres’ anderledes begrebssæt inden for ’vores egne’, og den manøvre flytter det, vi italesætter, fra det, vi taler om. Ikke bare nuancer, men hele verdener bliver lost in translation.
Men er det overhovedet muligt at tale om ’det samme’ længere, hvis animisme anskues gennem væsensforskellige begreber i vestlige fremstillinger – eller bliver vi bare ved med at skære tern ud af vand?
Måske er der andre tilgangsvinkler end den traditionelle analytiske kniv. Kan dyr og planter alligevel være personer, og kan statuer og sten alligevel være levende?
De færreste har set suppeterriner opføre sig som Zeus eller Freja, og ingen har endnu fundet et træ med et pulserende hjerte. Og dog er det ikke ualmindeligt i utallige af fortidens og nutidens kulturer at servere måltider og drikkevarer for f.eks. stenskulpturer og træfigurer – skønt ingen af dem er i besiddelse af et fordøjelsessystem. Hvad foregår der?
Det handler denne bog om.
Indholdsfortegnelse
INDLEDNING
Hvad er animisme?
Om talende dyr, tænkende træer og animistiske nøglebegreber, der er knyttet til oprindelige folk og shamaner i trance, men også huserer i eventyr – og som i det 21. århundrede stadig florerer i vestlig populærkultur …
DEL I
Animistisk kulturarvs allestedsnærværelse
– anderledeshed og genkendelighed
1. Oldtidens animistiske kulturarv
Om slægtskaber mellem stenalderens klippekunst, oprindelige folks traditioner, animistiske træk i Mesopotamiens oldtidsriger og animistiske levn i bibelske tekster …
2. Antikkens animistiske kulturarv
Om den homeriske traditions nærorientalske rødder, den trojanske krig og oldtidsbyers tilbagevendende undergangsfortællinger over Dionysos’ skuespil til Aeneas’ odyssé og helleneres og romeres animisme …
3. Nordens animistiske kulturarv
Om guldhornenes menneskedyr, ravneflaget og det myldrende ikke-menneskelige persongalleri, der møder os i nordiske kultursammenhænge før, under og efter vikingetiden …
DEL II
Den animistiske kulturarvs fremmedgørelse
– ‘de andre’ og ‘det andet’
4. Barbarer og barbarers barbarer
Om hvordan barbar-begrebet gradvis ændres fra at betegne ’de andre’ i hellenernes verden til ’de andre’ i romernes, men ikke betinges af religiøse motiver og skel, før guder og gudebilleder tabuiseres …
5. Guder i meteorsten og himmelfaldne gudebilleder
Om levende marmorstatuer og træfigurer, der hører til viften af animistiske træk i romersk statsreligion; og om en religionstolerance, der ikke standser ved dyrkelsen af fremmede guder, med ved tilsidesættelse af romerske …
6. Visionen, der skifter gud, tid, sted og betydning
Om Sol Invictus, Konstantin og Kristus; og om Europas religionshistoriske vendepunkt, da fortolkningen af et spektakulært himmelfænomen ændres i løbet af tre årtier og detroniserer årtusinders animisme og polyteisme …
DEL III
Den animistiske kulturarvs forsagelse
– forfølgelse og forvrængning
7. Moder Natur, Vorherre og undertvingelsen af det kvindelige
Om Gaia, forsagelsen af naturen og den levende klodes sjæl i kristen naturfilosofi; og fra fiktionens arthurianske riddere og troldkvinder til virkelighedens hekseforfølgelser …
8. Genopdagelsen af antikken og Amerika
Om grænserne for renæssancens hedenske rummelighed og om europæiske missionærer, soldater og kolonister, der indtager fjerne kontinenter, undertvinger og udrydder animistiske kulturer og lægger millioner i lænker …
9. Oplysningstiden, der oplyser – eller oplyses den af – animister?
Om hvordan oprindelige folks frihed og lighed inspirerer europæeres autoritetskritik og frihedstænkning; og om kolonister, missionærer og oplysningstænkere, der på vidt forskellig vis europæiserer oprindelige folks samfund og animistiske identitet …
DEL IV
Den animistiske kulturarvs fortolkning
– fra foragt til forståelse
10. Laverestående racer og neurotiske animister
Om religionsforskningens ’barndom’ i 1800-tallet, hvor myten om ”Den ædle vilde” konstrueres, og hvor animismens ultimative underlegenhed og en udtalt ringeagt for oprindelige folk er standarden blandt Vestens akademikere …
11. At lette eller ikke at lette fra lænestolene
Om det patroniserende blik, der dominerer synet på indfødte blandt europæiske lærde, og om hvordan de udfordres af modfortællinger og feltarbejde på ’de primitives præmisser’ …
12. Trickstere, trolddom og termitter
Om den animistiske trickster-skikkelse, der skaber kultur, men bryder normer; og om forskellen på en antropologisk aha-oplevelse, der fører til et vendepunkt i animisme-forståelsen, og en ideologiseret kritik af ’ejendomsbesidderen’ Odysseus …
13. Er alle sten levende?
Om hvordan nogle sten ændrer antropologiens fokus og afføder en større forståelse af den rolle, som empiriske erfaringer spiller for oprindelige folks oplevelse af ikke-menneskelige personer i en animistisk verden …
14. Animistisk multikulturalisme eller multinaturalisme?
Om antropologer, der vender op og ned på vante begreber og opfinder kulturer for at forstå uvante animistiske ontologier, og som peger i retning af en ny forståelse af animisme: New Animism …
15. Forskellige verdensbilleder eller forskellige verdener?
Om vanskelighederne ved at forklare den paradoksale livskraft mana; og om hvad såkaldt ontologisk selvbestemmelse – eller ”mange verdener” – indebærer i en ny animisme-forståelse …
16. Det er de ’moderne’, der tror, at de ’ikke-moderne’ tror
Om ikke-menneskelige personer, der både kan være knyttet til naturen og blive konstrueret af masker, figurer og suppeterriner; og om ’tro’ som misvisende karakteristik af animistiske traditioner …
EFTERSKRIFT
Ikke en elg, men heller ikke ikke en elg
Om animismens plastiske, paradoksale verden(er), som ikke giver animisten, men religionsforskeren og antropologen vedblivende hovedbrud …