Ukendt kunstner

Iagttagere fra slutningen af 1700-tallet og frem til 1860’erne beretter om bisonflokke på ti- og hundredtusindvis (Martin S. Garretson)

Bisoner, animisme og biodiversitet – fra nærudryddelse til genkomst

I tusinder af år er amerikansk bison vidt udbredt fra Mexico til Alaska, hvor den trives i millionvis og er en afgørende nøgleart, som skaber dynamik og variation i økosystemer på store dele af kontinentet. Bison er et flokdyr, som kan leve i flokke på ti- og hundredtusinder, og for dele af den oprindelige befolkning, som mange af os stadig kalder ”indianere” i kølvandet på Columbus’ forveksling af Indien og Amerika, er den ikke alene den primære føderessource, men også af essentiel spirituel betydning.

Mange indfødtes skæbne er derfor nært knyttet til bisonbestandens fatale kollaps i slutningen af 1800-tallet, hvor intensiv overjagt kombineret med den amerikanske hærs systematiske nedslagtning presser arten til kanten af totaludryddelse. På et halvt århundrede decimeres antallet fra 30 millioner i 1830’erne til få hundrede i 1880’erne med katastrofale følger for præriens biodiversitet.

I de seneste årtier er der imidlertid målrettede bestræbelser på at genudsætte Nordamerikas største landpattedyr i flere åbne naturlandskaber, dels for at genetablere nøgleartens økosystemfunktion og dels for at reaktualisere dens åndelige betydning for oprindelige folks historie og identitet.

Dette er en fortælling om amerikansk bisons nærudryddelse og dens konsekvenser, og om hvordan biodiversitet og animisme kan gå hånd i hånd.

Bisoner, bisoner og atter bisoner

Der er to underarter af amerikansk bison, præriebison (Bison bison bison) og skovbison (Bison bison athabascae), hvoraf sidstnævnte er den største nulevende bison. En stor tyr kan blive 2 meter høj, veje 1,2 ton og måle 3,35 meter i længden (eksklusiv en halv meter lang hale). Kæmpen er tilmed imponerende adræt og kan springe næsten 2 meter i højden og løbe op til 55 km/t.

Udover amerikansk bison er der kun én anden bisonart i verden i dag, europæisk bison, mens flere arter er uddøde, bl.a. steppebison, der spredte sig til Nordamerika fra Asien for 135.000-195.000 år siden (Froese m.fl. 2017). Europæisk bison og steppebison levede side om side i Europa i årtusinder, og nyere forskning har påpeget begge arter repræsenteret i hulekunsten i Ældste stenalder, hvor bisoner er et hyppigt motiv (Soubrier m.fl. 2016). Det yngste fund af steppebison stammer fra Yukon i Canada og tyder på, at arten uddør for ca. 5400 år siden (Zazula m.fl. 2017). Europæisk bison overlever, men i slutningen af 1400-tallet er bestanden så lille og fragmenteret, at jagt-restriktioner håndhæves for at beskytte den (Krasińska & Krasiński 2013: 6).

Amerikansk bison forbliver imidlertid overordentlig talstærk frem til første halvdel af 1800-tallet, og flere iagttagere af europæisk herkomst er overvældede, hvis ikke ligefrem chokerede over det enorme antal bisoner, der indtager de nordamerikanske græslandskaber, kendt som The Great Plains.

De berømte amerikanske opdagelsesrejsende Meriwether Lewis og William Clark render nærmest ind i dyr overalt langs de øvre dele af Missouri- og Yellowstone-floden, da de i begyndelsen af 1800-tallet udforsker et 120.000 kvadratkilometer stort ‘ingenmandsland’. I et dagbogsnotat fra 1805 skriver Lewis om “enorme mængder vildt” i denne ubeboede ‘bufferzone’ på 3 gange Danmarks landareal, som krigsførende stammer har aftalt at respektere. 

Her oplever de blandt andet bisoner og wapiti-hjorte “græssende i alle retninger”, og ofte er dyrene slet ikke vant til jagt og derfor heller ikke bange for mennesker, hvilket til gengæld gør dem usædvanligt lette at nedlægge for ekspeditionens deltagere (Martin & Szuter 1999).

Men ikke alene dér, hvor dyrene er helt fri for jagt, er der en forbløffende stor dyretæthed. Også i mange andre landskaber møder iagttagere svimlende bisonflokke, hvilket giver et interessant billede af en naturligere dyretæthed uden det jagttryk og den befolkningstæthed, vi kender i dag.

F.eks. anslår den britiske kartograf og opdagelsesrejsende Peter Fidler i slutningen af 1700-tallet en kæmpe flok bisoner til millioner af dyr, fordi de står så tæt i landskabet, at han knap nok kan se jorden imellem dem: “Bisonen er meget talrig på den ene side af Red Deers river og omegn … Jorden er fuldstændig dækket af dem og fremstår temmelig sort. Jeg har aldrig set så utrolige tal samlet før. Jeg er sikker på, at der var nogle millioner, eftersom ingen jord kunne ses mellem dem i denne komplette semicirkel, der strakte sig over mindst 10 mil.” (Hubbard 2014: 292).

Det er formentlig et temmelig overdrevet estimat, men store flokke på titusindvis af bisoner er der flere, der har rapporteret, f.eks. general Philip Sheridan. I december 1868 oplever han “ikke under 200.000” bisoner passere på en enkelt dag (Smits 1994: 323). 

Den skotskfødte skindhandler og politiker Isaac Cowie beskriver i tilbageblik et tilsvarende antal bisoner, som han iagttog ved Last Mountain Lake i Canada i 1869: “They blackened the whole country, the compact, moving masses covering it so that not a glimpse of green grass could be seen. (…) The earth trembled day and night, as they moved in billow-like battalions over the undulations of the plain.” (Cowie 1913: 373)

Reproduktion af hulebillede af steppebison fra Altamira-hulen i Nordspanien - på linje med mange andre store pattedyr er steppebison uddød i takt med Homo Sapiens' spredning, det gælder også Nordamerika. Amerikansk bison hører til de store pattedyr, som overlevet helt op i ny tid, men i 1800-tallet er den på kanten af at få samme skæbne som steppebisonen
Reproduktion af hulebillede af steppebison fra Altamira-hulen i Nordspanien - på linje med mange andre store pattedyr er steppebison uddød i takt med Homo Sapiens' spredning, det gælder også Nordamerika. Amerikansk bison hører til de få store pattedyr, som overlevet helt op i ny tid, men i 1800-tallet er den på kanten til at lide samme skæbne som steppebisonen ...
Litografi af John Mix Stanley, der deltog i en ekspedition nær Lake Jessie i 1853. Han mente ikke, at han overdrev, når han anslog en bisonflok til at bestå af 200.000 dyr (Library of Congress, 93506232)
Bisonflok, øvre Missouri. Karl Bodmer, 1833
Bisonflok, øvre Missouri (Karl Bodmer, 1833)

Et af de mest udbredte tal for den samlede bestand af amerikansk bison ved begyndelsen af 1800-tallet er 60 millioner, men skønt tallet er hyppigt citeret, fortaber baggrunden for tallet sig i det uvisse, og almindeligvis anslår man i dag, at tallet nok snarere har været i omegnen af 30 millioner (Markewicz 2017).

Antallet er dog stadig forbløffende, fordi meget store dele af megafaunen allerede er uddød på de fleste kontinenter de foregående årtusinder, og flere forskere peger i dag på, at det er jagttrykket fra forhistoriske jæger-samler-kulturer, der er den væsentligste årsag. Mange af Jordens store pattedyr er således forsvundet påfaldende parallelt med, at Homo Sapiens gradvis har spredt sig fra Afrika og befolket alle øvrige kontinenter med undtagelse af Antarktis (Faurby & Svenning 2015).

Inden for de seneste blot 130.000 år er 177 arter større pattedyr uddøde globalt eller kontinentalt – hvilket er en spektakulær og omfangsrig artsuddøen. Ser vi alene på Nord- og Sydamerika, gælder det bl.a. elefanter, sabelkatte, vildheste, kæmpe bjørne, dovendyr og bæltedyr, som er forsvundet i takt med menneskets udbredelse inden for de seneste 10.000-15.000 år (Sandom m.fl. 2014b).

Noget tyder med andre ord på, at jæger-samler-kulturer ikke uden videre har levet i ’harmoni’ med en natur ’i balance’, men derimod har påvirket økosystemer i betragtelig grad gennem udryddelse af store pattedyr allerede for tusinder af år siden.

Overjagt er heller ikke ukendt blandt oprindelige folk i Nordamerika i 1700- og 1800-tallet (Milner 1994: 140; Martin & Szuter 1999: 37), men når amerikansk bison har overlevet i så bemærkelsesværdigt antal langt op i nyere tid, skyldes det formentlig dyrets ekstraordinære betydning, både spirituelt og som ressource – hvilket vi skal vende tilbage til.

Ingen lokal eller regional overjagt blandt de indfødte er således tilnærmelsesvis sammenlignelig med den systematiske og intense nedslagtning, der finder sted i 1800-tallet, og som i stor udstrækning er det direkte og indirekte resultatet af europæernes kolonialisering af Nordamerika, herunder en bevidst militærstrategi for at knække og kontrollere kontinentets oprindelige befolkning.

Fra 60 millioner til 600 – et halvt århundredes bison-udryddelse

I 1830 vedtages The Indian Removal Act af Kongressen, der rydder territorierne øst for Mississippi for oprindelige beboere. Det sker under skåltaler om en “human politik”, der sikrer de indfødte en tilværelse “uforstyrret af staternes lokale myndigheder” (Milner 1994: 162), altimens virkeligheden er brutale tvangsflytninger, hvorunder bl.a. choctawerne, seminolerne og cherokeserne i løbet af et lille tiår fratages deres hjem og territorier i et kapitel af amerikansk historie kendt som Trail of Tears. Alene tvangsflytningen af 13.000 cherokesere indebærer en seks måneders lang vandring, der koster mindst to tusind livet (ibid.).

Efterhånden begynder bisonbestanden at blive reduceret, blandt andet som følge af tørkeramte år og nye sygdomme, men også i kølvandet på nybyggere, der spreder sig i stigende tal vest for Mississippi, og fra begyndelsen af 1840’erne er der tale om en markant tilbagegang (Ostler 1999: 478). Handlen med bisonskind tiltager dramatisk de følgende årtier, og jagten fra hvide jægere intensiveres, herunder trofæjagt og lystjagt. De følgende årtier presses bisonbestanden også af kvægdriften, der optager stadig større dele af græslandet i takt med, at nybyggere spreder sig mod vest.

Mens antallet af hvide jægere tiltager, og bisonskind begynder at blive en lukrativ forretning, øges jagttrykket imidlertid også blandt de oprindelige folk. Med stigende efterspørgsel blandt nybyggerne følger både ammunition og alkohol som betaling til stammer, der samtidig bliver stadig mere trængte af koloniseringen.

Allerede i 1850’erne og 1860’erne er der blandt Lakotafolket flere, som frygter bisonens mulige udryddelse. Lakotaerne er en del af siouxernes forbund, der består af flere oprindelige folk, og under traktat-forhandlinger i 1860’erne beklager talsmænd fra siouxerne sig f.eks. eksplicit over, at de hvide er ved at fordrive alle deres byttedyr (Ostler 1999: 484).

Få kan imidlertid forestille sig, hvor hurtigt det sker.

I 1860’erne anlægges den transkontinentale jernbane, hvilket stimulerer jagten yderligere. Når bisoner krydser skinnerne, er der fare for kollisioner med lokomotivet, og toget slipper ikke uskadt fra at pløje ind i en stor flok. Jernbaneselskaber løser derfor flere problemer på én gang ved at maje så mange dyr ned som muligt og fodre jernbanearbejdere med oceaner af bisonkød (Olster 1999: 337). Samtidig øger jernbanen handlen med bisonskind, fordi meget større mængder nu kan transporteres hurtigt og effektivt tværs over kontinentet (Gibbon 2003: 114).

En del af nedslagtningen er imidlertid direkte og indirekte relateret til krigene mod de oprindelige folk. Taktikken er at knække det nomadeliv, som mange stammer er afhængige af for at følge bisonernes vandringer, og samtidig umuliggøre en tilspidsende guerillakrig ved at udrydde eller decimere bisonbestanden, som er deres altafgørende ressource (Smits 1994: 318). Ad den vej kan de indfødte tvinges ind i små reservater, hvor de er fuldstændig afhængige af militærets kontrol.

Alene fra 1872 til 1874 nedlægger indfødte jægere 1,2 millioner bisoner og hvide jægere over 4,3 millioner. Enorme mængder døde dyr får blot lov til at ligge og rådne op, hvor de er skudt, uden at hverken kød eller skind bliver anvendt (Milner m.fl. 1994: 248).  

Årstallene angiver, hvornår amerikansk bison er uddød lokalt og regionalt - de sorte punkter viser, hvor få der er tilbage i 1889, de mørkebrune arealer er udbredelsen i 1870 og de lysebrune den oprindelige udbredelse (Wikipedia-kort baseret på William Temple Hornadays research i slutningen af 1800-tallet)
Årstallene angiver, hvornår amerikansk bison er uddød lokalt og regionalt - de sorte punkter viser, hvor få der er tilbage i 1889, de mørkebrune arealer er udbredelsen i 1870 og de lysebrune den oprindelige udbredelse (Wikipedia-kort baseret på William Temple Hornadays research i slutningen af 1800-tallet)
Indians Simulating Buffalo (Frederic Remington, 1908)
Indians Simulating Buffalo (Frederic Remington, 1908)
Konstruktionen af den transkontinentale jernbane i 1860'erne medførte også et øget pres på bisonbestanden. Bisoner blev skudt direkte fra togene, af hyrede bisonjægere eller passagerer, der skulle fordrive tiden (Library of Congress)
Nærudryddelsen af amerikansk bison gik chokerende hurtigt - i løbet af et halvt århundrede blev bestanden decimeret fra ca. 30 millioner til få hundrede. Her ses enorme mængder bisonkranier, der venter på at blive knust til gødning (Burton Historical Collection, Detroit Public Library, ca. 1892)
Nærudryddelsen af amerikansk bison gik chokerende hurtigt - i løbet af et halvt århundrede i 1800-tallet blev bestanden decimeret fra ca. 30 millioner til få hundrede. Her ses enorme mængder bisonkranier, der venter på at blive knust til gødning (Burton Historical Collection, Detroit Public Library, ca. 1892)

Mange stammer kæmper både imod nybyggerne og hæren, og det står klart for flere, at bisonbestanden er blevet en central del af ’slagmarken’. 

Sitting Bull er en fremtrædende skikkelse blandt lakotaerne og en hovedperson i oprøret, der også har en åndelig side for de oprindelige folk. I 1876 udfører Sitting Bull f.eks. den smertefulde Sol Dans-ceremoni, hvorefter han i en vision ser hvide soldater vendt på hovedet (Ostler 1999: 489).

Visionen betragtes som et varsel, der lover sejr over de invaderende hærtropper, og et par uger senere vinder Lakotafolket og en række andre præriestammer det berømte slag ved Little Big Horn, også kendt som Battle of the Greasy Grass og Custer’s Last Stand.

Et vundet slaget er dog ikke en vunden krig, hverken for bisonerne eller de oprindelige folk. I begyndelsen af 1880’erne er Amerikas største landpattedyr faretruende nær total-udryddelse med kun få hundrede dyr tilbage (Gibbon 2003: 117), og i de følgende år knuser hæren endegyldigt opstanden.

30 millioner bisoner fordelt i enorme flokke på titusindvis og hundredtusindvis af dyr, der sine steder kunne udfylde landskaber så tæt, at man knap nok kunne se, hvor den ene ophørte, og den næste begyndte, er på mindre end et halvt århundrede reduceret til hundrededele af en procent.

Slaget ved Little Big Horn
Slaget ved Little Big Horn i 1876 (også kendt som Custer's Last Stand) var et højdepunkt for de oprindelige folk under de såkaldte Indian Wars, da de slog de amerikanske hærstyrker. Ukendt kunstner, 1889 (Library of Congress)
Efter massakren ved Wounded Knee i 1890 var The Indian Wars forbi, og i 1891 overgav de sidste krigere sig endegyldigt (illustration: Mary Irvin Wright, 1890)

Men det er ikke fortrydelse, der præger de hvide militærfolk og politikere. Mange betragter kontinentets oprindelige beboere som blodtørstige barbarer og ser nedslagtningen af bisonen som et positivt led i ’fremskridtet’.

Det er et syn på de indfødte, der ikke er forbeholdt hæren eller politikerne, men faktisk også svarer ganske godt til indstillingen blandt lærde professorer inden for de nye fagdiscipliner antropologi og religionsvidenskab, der opstår i 1870’erne.

Antropologiens grundlægger Edward B. Tylor betegner f.eks. animisme som “de lavere racers religion”, der hører til på det nederste og mest primitive trin af kulturhistoriens evolutionære udviklingsstige (Tylor 1874/1871), og religionsvidenskabens stifter, Max Müller placerer tilsvarende animister “langt lavere på civilisationens skala” end alle andre folkeslag (Müller 1873).

I den amerikanske hær er resultatet af krigen mod de indfødte og nærudryddelen af bisonerne ligefrem en triumf. 

Om nedslagtningen af bisonerne skriver general John M. Schofield i sine memoirer i 1897: “With my cavalry and carbined artillery encamped in front, I wanted no other occupation in life than to ward off the savage and kill off his food until there should no longer be an Indian frontier in our beautiful country.” (Smits 1994: 316).

Oberst Nelson A. Miles glæder sig tilsvarende over fordrivelsen af både bisoner og indfødte folkeslag, fordi det baner vejen for civilisationen:

“This might seem like cruelty and wasteful extravagance, but the buffalo, like the Indian, stood in the way of civilization and in the path of progress, and the decree had gone forth that they must both give way (…) The same territory which a quarter of a century ago was supporting those vast herds of wild game, is now covered with domestic animals which afford the food supply for hundreds of millions of people in civilized countries.” (Smits 1994: 333).

I sit store værk The Winning of the West, der udkommer i fire bind fra 1889 til 1896, skriver den senere præsident Theodore Roosevelt begejstret: “… de rastløse og dumdristige jægere, de hårde og stædige grænsefarmere, overvandt og fordrev både indianere, franskmænd og spaniere ved hjælp af barsk sejhed.” (McDougall 1997: 85).

Anderledes ser det ud fra de slagne folks side. 

Sitting Bull konstaterer: “A cold wind blew across the prairie when the last buffalo fell – a death-wind for my people.” (Smits 1994: 338).

Sitting Bull, Lakotafolkets leder, skudt ned af amerikansk politi i 1890 (af Henry Farny, 1899, Blanton Museum of Art, Texas)

Bisoner, animisme og biodiversitet

Bisonens dynamiske økosystem-effekt er vanskelig at overdrive. Den holder tilgroning i ave og sikrer græsland som særskilt levested, skaber spirebede, når den støvbader eller gungrer rundt og tramper jorden op, spreder plantefrø og ‘fodrer’ møgbiller, når den skider – og når den dør, fodres ådselfaunaen. Generelt gavner den ganske enkelt talrige arter, der er vigtige for utallige andre arter, hvorfor den betegnes som en nøgleart.

Med nærudryddelsen er en afgørende faktor dermed elimineret fra økosystemer over hele Nordamerika, og en betydningsfuld ressource og et spirituelt omdrejningspunkt for store dele af den oprindelige befolkning er næsten definitivt fordrevet. 

Både kød, indvolde, skind og knogler bliver oprindelig brugt i talrige sammenhænge, blandt andet til føde, tipier, klæder, medicin, skjolde og våben. Blæren kan f.eks. bruges som vandbeholder, håret til puder og reb, knoglerne til knive, piber og bestik, hornene til pilespidser, kamme og kopper.

Men dyret er også den afgørende slægtning i mange stammers animistiske oplevelse af verden, ifølge hvilken dyr, planter, landskaber og andre naturfænomener kan opfattes som ikke-menneskelige personer. Den amerikanske økonom og forfatter Winona LaDuke, der er aktiv i kampen for oprindelige folks rettigheder, beskriver f.eks. en særlig dimension af slægtskabet mellem bisoner og mennesker: “Many Native people view the historic buffalo slaughter as the time when the buffalo relatives, the older brothers, stood up and took the killing intended for the younger brothers, the Native peoples.” (LaDuke 1999: 154).  

Distributionen af offentlige og fritlevende bisonflokke i Nordamerika i 2003. Lysebrun: skovbison, mørkebrun: præriebison (Wikipedia-kort baseret på George A Feldhamer, Bruce Carlyle Thompson, Joseph A Chapman 2003: 'Wild mammals of North America: biology, management, and conservation'; Johns Hopkins University Press)
Distributionen af offentlige og fritlevende bisonflokke i Nordamerika i 2003. Lysebrun: skovbison, mørkebrun: præriebison (Wikipedia-kort baseret på George A Feldhamer, Bruce Carlyle Thompson & Joseph A Chapman: 'Wild mammals of North America: biology, management, and conservation'; Johns Hopkins University Press, 2003)

Som mange andre folkeslag verden over rummer også indfødte amerikaneres mytologi flere forskellige trickstere, paradoksale guddommelige væsner, der gerne er mennesket gunstigt stemt, men også kan være udspekulerede og gemene lurendrejere, og som derfor ikke altid er lige beregnelige.

Ifølge en myte er bisonerne f.eks. oprindelig ejet af et magtfuldt væsen kaldet Pukkelryg, som ikke vil slippe dem ud i verden, før det lykkes tricksteren Coyote af snyde ham og løslade dem til gavn og glæde for prærien og menneskene (Indigenous Peoples’ Literature: How the Buffalo Were Released on Earth).

En særlig betydningsfuld skikkelse for Lakotafolket er White Buffalo Calf Woman (Ptesáŋwiŋ), en kvindelig kulturhero, der både bringer folket den hellige pibe Čhaŋnúŋpa, som skaber forbindelse til ånderne (DeMallie 1984: 81-83), og de hellige riter, som konstituerer deres identitet og kosmologi (Gibbon 2003: 147), 

Det er f.eks. White Buffalo Calf Woman, der grundlægger visionsrejsen, hvorunder den søgende iklædes en bison-robe og kalder på en vision med tårerne strømmende ned ad ansigtet. Håbet er, at wakan-ånderne bevæges af bønner og anerkender, at de er forbundne slægtninge.

Trickster fra Nordamerikansk mytologi, antropomorf Coyote, der f.eks. har sluppet bisonerne løs i verden ved list (tegning: F. N. Wilson, 1915)

Da hun forlader Lakotafolket, er det sidste, de observerer, hvordan hun transformeres til en bisonkalv i forskellige farver, først rød og brun, dernæst hvid og sort (Brown 1953: 9).

Tilknytningen til bisonen fremgår også af en anden fortælling om en Buffalo Woman, der overtaler – eller forfører – shamanens søn, Braveness, og bliver hans hustru. Måneder senere tager hun ham med på en rejse tilbage til sit eget folk, og Braveness indvilliger uden at forstå, hvilket ‘folk’ hun taler om. Men da de gør ophold på en høj, hvor hun lærer ham at forvandle sig til en bison, går det op for ham, at bisonerne er hendes folk.

Braveness og Buffalo Woman får en søn, Buffalo Son, for hvem det er en medfødt evne at forvandle sig til bison, og til sidst forlader både moder og søn menneskene for at leve hos deres eget folk (Indigenous Peoples’ Literature: “Buffalo Woman, A Story of Magic”).

Denne umiddelbare oplevelse af, at ‘personer’ kan være andet og mere end mennesker, og at relationer mellem menneskelige og ikke-menneskelige personer er alfa og omega i den animistiske verden, bliver ikke mindst italesat af den amerikanske antropolog og arkæolog Alfred Irving Hallowell, der i 1960 afviser at karakterisere det som en “fejlagtig” erkendelse (Hallowell 1960).

Den brasilianske antropolog Eduardo Viveiros de Castro fortsætter dette paradigmatiske skifte i antropologien, når det kommer til forståelsen af amerindianske kosmologier, også gennem analyser af animistiske person-relationer på tværs af arter, naturfænomener og genstande:

”Almindeligvis, under normale omstændigheder, ser mennesker andre mennesker som mennesker, dyr som dyr og ånder (hvis de ser dem) som ånder; dyr (rovdyr) og ånder ser derimod mennesker som dyr (byttedyr) i samme grad, som dyr (som byttedyr) ser mennesker som ånder eller som dyr (rovdyr). Af samme grund ser dyr og ånder sig selv som mennesker: de opfatter sig selv som (eller bliver til) antropomorfe væsner, når de er i deres egne huse eller landsbyer, og de oplever deres egne vaner og karakteristika i form af kultur …” (Viveiros 1998: 47).

Statuen Dignity
Statuen Dignity af Dale Lamphere er over 15 meter høj og rejst ved Missouri-floden i South Dakota i 2014. Hensigten er at anerkende de indfødte Lakota- og Dakotafolk ved at afbilde en kvinde i traditionelle klæder. Statuen kunne godt give mindelser om en central mytologisk skikkelse, White Buffalo Calf Woman, der har bragt Lakotafolket deres syv hellige riter (foto: Kidderdan / Wikimedia Commons)

Det er en verden, som umiddelbart adskiller sig iøjnefaldende fra vores, og animistiske fortællinger er derfor ofte blevet fortegnet i de vestlige begrebsforestillinger, fordi vores begrebsramme allerede i udgangspunktet står i kontrast til et verdensperspektiv, der f.eks. ikke hviler på samme kategoriske skelnen mellem subjekt og objekt, natur og kultur. Alene bestræbelsen på at beskrive, hvad der er på spil, bliver således let misvisende, fordi selve beskrivelsen filtreres gennem et vestligt verdensbillede, som i realiteten slet ikke kan rumme det, der beskrives.

I en animistisk verden kan dyr betragtes som menneskets hjælpere og vogtere, og animister kan f.eks. også betragte sig selv som dyreåndernes hjælpere og vogtere (Hubbard: 294). At være et ’folk’ er slet ikke forbeholdt mennesker, og for en række nordamerikanske stammer er ikke mindst bison et folk, når man stifter bekendtskab med dyrets andre sider gennem riter og visioner.

Det er også på den baggrund, vi skal forstå, hvilket kulturelt kollaps og identitetstab nærudryddelsen betyder for store dele af den oprindelige befolkning i Nordamerika. 

De sidste opstande nedkæmpes af hæren i 1880’erne, mange sulter og dør, og en trøstesløs tilværelse i små og spredte reservater bliver virkeligheden for stammer, der ikke alene er vant til at være frie og højmobile, men som gennem generationer har orienteret hele deres kosmologi omkring det store dyr.

Historikere er generelt enige om, at de europæiske kolonister direkte og indirekte er årsag til den oprindelig amerikanske befolknings markante decimering, ligesom der er almindelig enighed om, at der kun var ca. 250.000 indfødte tilbage i slutningen af 1800-tallet i den del af Nordamerika, der udgøres af det nuværende USA. Der er derimod meget forskellige estimater af antallet af indfødte før Columbus’ ankomst til Amerika i 1492, og om hvorvidt der er tale om et regulært folkedrab eller ej.

Antropologen Russell Thornton anslår, at der levede minimum 5 millioner indfødte i den del af Nordamerika, der omfatter det nuværende USA i 1492, og at antallet falder til ca. 600.000 i 1800 og 250.000 i det sidste årti af 1800-tallet, hvilket svarer til kun 5 procent af den oprindelige befolkning: “All of the reasons stemmed from European contact and colonization: introduced cisease, including alcoholism; warfare and genocide; geographical removal and relocation; and destruction of ways of life.” (Thornton 1987: 43-44).

Historikeren Guenter Lewy påpeger, at befolkningsestimaterne svinger mellem 1 og 12 millioner i 1492, hvilket besværliggør en præcis vurdering og karakteristik. Han anerkender det dog som “indiskutabelt”, at den oprindelige befolkning oplevede “grusomme lidelser”, men ikke at man kan tale om et bevidst og direkte folkedrab (Lewy 2004). 

Sioux-skjold fra slutningen af det 19. århundrede illustrerer en animistisk verden fuld af andre personligheder end mennesker - her knyttes relationer mellem mennesket og naturen via måne-design, fuglefjer, hestehår og hulepindsvin m.fl. (Glenbow Museum)

Omvendt konkluderer historikeren Roxanne Dunbar-Ortiz, at der er tale om folkedrab, eftersom myndighedernes mål var at “eliminere den oprindelige befolknings eksistens som folkeslag – ikke som tilfældige individer” (Dunbar-Ortiz 2016).

Hvad end vi kalder det, er det en kombination af europæiske sygdomme, krige og fordrivelsespolitik, der reducerer antallet af indfødte til mellem 2 og 25 procent af den samlede befolkning i 1492. Og en væsentlig faktor i den del af ligningen, der forklarer nedgangen i 1800-tallet, er nærudryddelsen af amerikansk bison, der fremmes af en systematisk nedslagtning for at tvinge de oprindelige folk ind i små kontrollable reservater.

Sjældent har et folks og en specifik dyrearts kollaps været så intrikat forbundet som her.

Reaktualseret animisme og genoprettet biodiversitet

Et århundrede efter, at den amerikanske bison var på kanten af uddøen, er udviklingen vendt, og i det 20. og 21. århundrede er bestanden atter vokset.

Forskellige medier og institutioner opgør antallet lidt forskelligt, men IUCN (International Union for Conservation of Nature and Natural Resources) estimerer i september 2016, at bestanden af vildt- eller semi-vildtlevende bisoner i Mexico, USA og Canada tæller ca. 11.000-13.000 dyr, mens de anslår, at der er ca. 300.000 bisoner på kommercielle bisonfarme og ranches (Aune m.fl. 2018). Den største vildtlevende flok lever i Yellowstone National Park og tæller ca. 4.000 bisoner, som stammer fra 23 af de dyr, der undslap nedslagtningen i slutningen af 1800-tallet

Flere indfødte amerikanske stammer arbejder aktivt for at bringe bisonen tilbage til Midtvesten i en kombineret bestræbelse på at genoprette forarmede økosystemer og styrke de spirituelle relationer, der er en rodfæstet del af deres historie og identitet.

Det vidtstrakte græsland, der bredte sig ud over store dele af Nordamerika for blot 150-200 år siden, er i dag stærkt reduceret og fragmenteret, og kvægdriften har ført til overgræsning og yderligere naturforarmelse, men en animistisk og biologisk motiveret bestræbelse på at genetablere bisonens økosystemfunktion er så småt begyndt at bære frugt i lokale og regionale sammenhænge.

Nogle af de få canadiske bisoner, der overlevede 1800-tallet (British Library, 1902)
Nogle af de få canadiske bisoner, der overlevede 1800-tallet (British Library, 1902)

F.eks. er bisoner atter sat ud på 5.000 hektar uopdyrket prærie i det nordøstlige Montana, ikke i en nationalpark, men på land, der tilhører Assiniboine- og Sioux-stammerne. I forvejen har de en flok bisoner til kommercielle formål, men efter årelang assistance fra organisationen Defenders of Wildlife er det også lykkedes at anskaffe den største bisonflok uden for private farme og beskyttede naturområder.

Bisonerne kommer fra Yellowstone National Park, hvoraf ingen af dyrene efterfølgende er blevet domesticeret eller krydset med kvæg. De første 60 bliver sluppet fri i 2012 under stor jubel blandt de lokale, og i dag er bestanden øget til 340. Håbet er at opkøbe mere jord og nå op på 2.500 dyr.

Allerede i løbet af få år er der synlige resultater i form af forøgede naturværdier, fastslår Robert Magnan, der er leder af projektet: ”We’ve seen the ecosystem revive. Grassland birds have returned, native grasses are thriving. We welcome and look forward to the buffalos’ continued benefits to our tribal lands.” (The Guardian, 12.12.2018).

Bioner i Yellowstone National Park (foto: Daniel Mayer)
Bioner i Yellowstone National Park (foto: Daniel Mayer)

I 2014 og 2015 underskriver 13 af de oprindelige nationer fra otte forskellige reservater i USA og Canada en Bison Traktat, hvis mål er at samarbejde med offentlige myndigheder og NGO’er om at genudsætte fritlevende bison på 25.000 kvadratkilometer (mere end halvdelen af Danmarks areal): ”We and Buffalo will once again live together to nurture each other culturally and spiritually (…) so together we can have our brother, the Buffalo, lead us in nurturing our land, plants and other animals to once again realize The Buffalo Ways for our future generations.” (National Park Service: The Buffalo Treaty).

I 2017 blev de første 89 genetisk rene bisoner udsat i Blackfeet Reservation i Montana fra Elk Island i Canada. Ambitionen er, at bisonerne skal kunne brede sig langt ud over reservatet og krydse grænsen mellem Canada og USA, hvilket i givet fald vil blive Nordamerikas første internationale bisonflok siden 1800-tallet.

Bison Traktaten er også en katalysator for rewilding i Canadas ældste nationalpark, Banff National Park (oprettet i 1885), hvor 39 bisoner returnerer i 2017-2018 efter mere end 100 års fravær. I første omgang i en mindre hegning, dernæst i en 1.200 kvadratkilometer stor reintroduktions-zone – knap en femtedel af den 6.600 kvadratkilometer store nationalpark (Banff National Park: Plains bison reintrodoction).

Jonathan Proctor fra Defenders of Wildlife håber på mindst 10 bisonflokke på mere end 1.000 dyr og enkelte på over 10.000 dyr over de kommende 50 år. Han understreger, at projektet ikke handler om at få fortiden tilbage: “We’ll never see 20 million to 30 million bison again. No one is trying to go back in time. We’re trying to go forward. We’re trying to restore this important animal where we can, where people want them, and to the level where they will help restore the natural balance.” (The Guardian, 12.12.2018).

Den lille sjældne blåfugl, Karner Blue (Plebejus melissa samuelis) er blevet stærkt begunstiget af genudsatte græssende bisoner (foto: Jill Utrup/USFWS)
Den lille sjældne blåfugl, Karner Blue (Plebejus melissa samuelis) er blevet stærkt begunstiget af genudsatte græssende bisoner (foto: Jill Utrup/USFWS)

Proctor fremhæver også, at det ofte er de oprindelige folk, der er instrumentale i arbejdet for at bevare vigtige arter, ikke blot bisonen, men også ulv, grizzlybjørn, prærieræv og sortfodet ilder.

I South Dakota påbegynder Laoktafolket i 2020 projektet Wolakota Buffalo Range, der skal bringe bisonen tilbage til 11.300 hektar i The Rosebud Indian Reservation. I et samarbejde mellem Verdensnaturfonden WWF og USA’s indenrigsministerium er det planen at udsætte et par hundred bisoner på 3.400 hektar til efteråret, hvorefter området skal udvides til 11.300 hektar over en femårig periode, og flokken forøges til 1.500 bisoner.

Dyrene kommer bag hegn for at undgå, at de vandrer ind på nærliggende kvægfarme, men hegnet er konstrueret, så mindre dyr kan kravle under, og det er så lavt, at wapitien og andre hjorte kan springe over.

Som vi har set, er Lakotafolkets identitet, historie og kosmologi nært sammenvævet med bisonen, både spirituelt og som ressource, hvilket også er tanken her, hvor man forsøger at få selvforsyning, naturgenopretning og spiritualitet til at hænge sammen.

Wizipan Little Elk, der er CEO for The Rosebud Economic Development Corporation, forklarer betydningen af bisonerne til et internationalt naturmagasin: “Fra vores perspektiv er de vores slægtning. Vi er bundet til dem.” (Mongabay: Bison: Back home on the range).

Præriebisonerne er udviklet evolutionært til at leve i græslandets økosystemer, og i modsætning til kvægdriften, der alene skal tjene som grundlag for kødproduktion og blot skaber monoton vegetation, gavner bisonen biodiversiteten og skaber varieret mosaik-natur. I dag har yucca (prærielilje) f.eks. spredt sig uforholdsmæssig meget, og prærievegetationen bliver mere og mere ensformig, men bisonen graver hornene ind under planterne, river dem op af jorden og æder de saftige rødder, hvilket giver bar jord og mere plads til en større blomstervariation.

Det er blot én af mange grunde til, at amerikanske bisoner kaldes øko-ingeniører.

Amerikansk bison. Før 1870'erne kunne man møde flokke på ti- og hundredtusindvis af dyr
Amerikansk bison vender langsomt tilbage til naturlandskaber i Nordamerika. Før 1870'erne kunne man møde flokke på ti- og hundredtusindvis af dyr

WWF’s koordinator Dennis Jorgensen eksemplificerer biodiversitetsgevinsten ved et tidligere bisonprojekt, hvor dyrene har været genudsat siden midten af 1970’erne: “I’ve had [world-class] ornithologists come there and say, ‘I cannot believe the bird diversity on this pasture. To find this diversity of birds otherwise, I would have to explore millions of acres in the surrounding area.

Traditional Ecological Knowledge og en hovedpersons hjemkost

Leroy Little Bear, der er professor ved Lethbridge University og facilitator ved møderne om Bison Traktaten i 2014-2015, forklarer vigtigheden af bisonens genudsætning fra oprindelige folks perspektiv: “If you are Christian and you don’t see any crosses out there, or you don’t have your corner church … there’s no external connection, [no] symbolic iconic notion that strengthens and nurtures those beliefs. So it goes with the buffalo.” (The Guardian, 12.12.2018).

Nu er hovedpersonen imidlertid på vej tilbage til flere steder i Nordamerika. Det er en langsom proces, og der er juridiske og politiske obstruktioner, men måske er det også en lærerig proces for omverdenen, at oprindelige folk, hvis animistiske rødder stadig er del af en levende tradition, har et andet og mere ansvarsfuldt blik på vild natur end den udnyttelse, som har kendetegnet århundreders vestlige tradition.

Det betyder ikke, at animistiske folkeslag ikke tidligere har udryddet arter, men det er aldrig sket med den hastighed og i det omfang, det er sket (og fortsat sker) som følge af en moderne overjagt og ressource-udnyttelse, der er udsprunget af produktions- og forbrugsmønstre i Europa og Nordamerika. Det har også smittet af på oprindelige folk, hvis traditioner er blevet forfulgt, forbudt eller fortrængt, og som nogle derfor også selv er blevet fremmedgjorte over for – med fatale følger for deres kultur og den natur, hvis ressourcer de i en række tilfælde efterfølgende har bidraget til at overudnytte.

Men andre steder kan årtusindgamle spirituelle relationer til natur og det direkte slægtskab mellem oprindelige folk og en eller flere arter også være et oplagt anker for at reaktualisere kulturel identitet i en eksplicit indsats for også at optimere biodiversiteten og genforvilde naturen.

Skønt det ikke er nogen garanti for at undgå konflikter mellem naturinteresser og produktionsinteresser, er ikke mindst animisme et radikalt anderledes afsæt for, hvordan og i hvilket omfang naturen udnyttes. Og hvad enten et folk er sig dette bevidst eller ej, er der mange eksempler på den gavnlige effekt i forhold til natur og biodiversitet (Herbener 2015b: 69-73).

Specifikt indebærer animisme f.eks. et grundlæggende ikke-antropocentrisk perspektiv, netop fordi ‘person’-kategorien ikke er forbeholdt mennesket, og mennesket derfor heller ikke tildeles en unik kosmisk position som hersker over og forvalter af naturen – sådan som vi kender det fra vore egne kulturhistoriske rødder. 

Amerikansk bison kan igen brede sig ud over landskaberne, hvor viljen er til stede

Encyclopedia of Biodiversity beskriver oprindelige folks generelle samspil med biodiversitet: “For indigenous peoples land and in general nature, has a sacred quality which is almost absent from Western thinking. Land is revered and respected and its inalienability is reflected in virtually every indigenous cosmovision. Indigenous people do not consider the land as merely an economic resource. Under indigenous cosmovisions, nature is the primary source of life that nourishes, supports and teaches. Nature is, therefore, not only a productive source but the center of the universe, the core of culture and the origin of ethnic identity. At the heart of this deep bond is the perception that all living and non-living things and natural and social worlds are intrinsically linked …” (Toledo 1999).

Der forskes i dag i det, man kalder Traditional Ecological Knowledge (TEK) for at udforske og bevare historiske teknikker til skånsom udnyttelse af naturen, som oprindelige folk gennem generationer har nedarvet. I Encyclopedia of Religion and Nature kan man f.eks. læse: “Some traditional knowledge may include elements, such as the religious of dimensions the environment, which do not make sense to science. (…) The use of traditional knowledge contributes to conceptual pluralism, and expands the range of approaches and information needed to solve environmental problems.” (Berkes 2005: 1648).

Perspektiverne er store.

Det, man bredt kalder oprindelige folk, er i reglen animister eller kommer fra en kultur med stærke animistiske rødder, og måske er her et vigtigt afsæt for at imødegå den globale biodiversitetskrise. Ofte er ‘fodaftrykket’ blandt disse folk langt mindre på omverdenen end i andre moderne kulturer, og ofte er ikke blot en skånsom udnyttelse af naturressourcer, men også vild natur en væsentlig del af deres identitet. 

En biodiversitetsrapport fra Verdensbanken opgør, at 300 millioner mennesker med betegnelsen oprindelige folk i dag lever på områder, der dækker 22 procent af verdens landareal, men overlapper 80 procent af verdens biodiversitet, herunder verdens største tropiske skove i Nord- og Sydamerika, Afrika og Asien. Rapporten fastslår, at oprindelige folk er “de glemte partnere i biodiversitetsoptimeribg.” (Sobrevila 2008: 50f).

Amerikansk bison er et eksempel på, hvordan en genkommen nøgleart både kan være afgørende for at genetablere økosystemers naturlige processer og for at reaktualisere identitetsskabende naturrelationer.

Rune Engelbreth Larsen
Senest opdateret: 2. juli 2020