Indledningen præsenterer foreløbige tilgangsvinkler til animisme, bl.a. eksemplificeret af H.C. Andersens eventyr, der nærmest kan læses som en slags Animismens ABC. Indledende pointer præciseres bl.a. gennem fortællinger fra oprindelige folk i Grønland og Nordamerika, og nogle af bogens øvrige centrale fænomener og begreber introduceres, heriblandt totemisme og shamanisme.

Med undtagelse af bogens indledning er fremstillingen nogenlunde kronologisk, om end med visse uundgåelige tematiske spring i tid. 

Del I begynder så at sige med begyndelsen, idet kapitel 1 tager afsæt i klippekunst og arkæologiske fund fra stenalderen, hvorpå sporene trækkes frem til Nærorientens kulturer og bibelske tekster, der på forskellig vis er vævet ind i Vestens kulturelle rodnet. Kapitel 2 kommer ind på den vestlige kulturarvs mere direkte animistiske rødder, der knytter sig til antikkens græsk-romerske kult og myter. Kapitel 3 eksemplificerer Nordens animistiske fortællinger og ikonografi fra bronzealderen til jernalderen og fra middelalderen til 1800-tallet.

Del II ser nærmere på animismens konkrete betydning i forskellige sammenhænge i antikken, ikke mindst i historisk skelsættende begivenheder i Romerriget. Endvidere eksemplificeres tabuiseringen af animistiske traditioner og udtryksformer, der først kommer sporadisk til udtryk i Nærorienten og siden bliver en voksende tendens i Rom. I århundreder forbliver kirkens forkastelse af animisme dog en marginal strømning, men i 300-tallet indtræffer det store kultur- og religionshistoriske vendepunkt i Europa. Gennem tre årtier personificerer Konstantin den Store den dramatiske forandring fra klassisk romersk religion til kristendom. Et opsigtsvækkende himmelfænomen, der først fortolkes i tilknytning til den romerske solgud og siden tillægges Kristus, bliver et prisme på selve sammenstødet mellem – og forskellene på – datidens stridende religionsparadigmer.

Del III belyser, hvordan den hedenske kulturarv fortrænges med vekslende konsekvens fra middelalderens gry og frem til oplysningstidens skumring. Animisme forsages med hård hånd, men der er også bemærkelsesværdige nuancer og undtagelser. Hedenske træk slipper bl.a. gennem teologiske sprækker i naturfilosofi og arthurianske fortællinger i 1100-1200-tallet, og fra 1400-tallet til slutningen af 1500-tallet bliver dele af antikkens kosmologi og hedenske tænkning centrale inspirationskilder, der opløftes til prisca theologia – en særlig kilde til visdom. Hekseforfølgelserne får momentum fra slutningen af 1400-tallet og ind i 1600-tallet – en epoke, der falder sammen med opdagelsesrejsernes såkaldte guldalder. Kolonialisme og slaveri følger i kølvandet på Columbus, men undertiden tilskrives ’de vilde’ en idylliseret guldalder-tilværelse, og vesterlændinge får et mere nærgående indtryk af levende animistiske kulturer. 1600-1700-tallets samfundskritiske frihedstænkere fremstiller ligefrem ikoniske fremmede som europæiserede talerør for deres egen liberale samfundskritik og deistiske tro. 

Del IV følger i lærde vesterlændinges fodspor fra 1800-tallet og frem til i dag, hvor antropologer og religionshistorikere gradvis bevæger sig længere væk fra foragt og fordømmelse til mere uforudindtagede bestræbelser på forståelse af oprindelige folk og animistiske traditioner. Afslutningsvis ser vi nærmere på, hvordan animisme påvirker nytænkning indenfor juridisk naturbeskyttelse og en vildere naturforvaltning, og hvordan refleksioner over klima- og biodiversitetskrisen såvel som filosofiske diskussioner om Antropocæn inddrager oprindelige folks vidensformer. Parallelt eksemplificeres en række historiske og aktuelle animistiske temaer og traditioner fra forskellige dele af verden i relation til (og til tider i kontrast til) antropologiske og religionsvidenskabelige positioner.

I nogle afsnit benyttes den brede idéhistoriske pensel og mange kortere nedslag for at tydeliggøre karakteristiske tendenser, andre går i dybden og detaljen med specifikke personer, begreber eller begivenheder, der er af afgørende historisk betydning eller fungerer som bogens tilbagevendende referencepunkter. 

Efterskriftet forsøger at samle trådene og konkludere, hvordan (eller hvorvidt) animistiske verdensforståelser kan forklares og forstås.